Hvilke kortsigtede og langsigtede menneskelige konsekvenser er der ved, at vi er så isolerede og afskåret fra det sociale liv, vi er vant til? 

»Udover det, som myndighederne har meldt ud, har der også været en høj grad af selvjustits blandt borgerne, og folk er gået langt videre end de retningslinjer, som er udstukket, i den forstand, at det for eksempel er ret få, der har haft sociale selskaber under krisen. Og hvis de så har haft privat selskab, udover familie og samboer, så har de ofte ikke været i nærheden af 10 personer og desuden været gode til at holde afstand og vaske hænder. At borgerne har holdt så effektiv en fysisk distance til andre har så også betydet en omfattende social isolation. Af det har vi lært, hvor afhængige vi i virkeligheden er af fysisk, social kontakt og hvor vigtigt, det er for at opretholde en form for normalitet, at have en følelse af at eksistere og være i verden samt blive anerkendt som menneske. Antropologisk set er det at være som menneske betinget af helt konkret at blive set og hørt i en form for indirekte eller direkte fysisk kontakt. Det sociale behov er tydeligt kommet til udtryk i en stigende oplevelse af ensomhed og en afsondrethed, der tilsyneladende har ført til en stigning i problemer med psykisk sundhed. Krisecentrene melder om stigninger i partnervold og vold i familien, psykologer melder om flere tilfælde af personer med akutte psykiske problemer, og vi ser en øget selvmedicinering i form af for eksempel alkoholindtag for at håndtere det fravær af socialt nærvær, som mange oplever i øjeblikket. 

Grundlæggende minder det her os om noget helt basalt rent antropologisk: At vi mennesker er dybt afhængige af hinandens sociale nærvær for at få bekræftet vores egen eksistens.«

Hvordan er tiden faktor i det her?

»Det, der kendetegner denne krise og adskiller den fra andre kriser, vi har set, er den række af usikkerheder, som ligger i den. Dels usikkerheden om, hvem ’fjenden’ er, og hvad det er for en udfordring, vi står overfor. Det ved vi ikke i det her tilfælde. Flere har sammenlignet coronakrisen med nazisternes besættelse under 2. Verdenskrig. Men under besættelsen var fjenden tydelig og synlig. Det skabte et sammenhold på en anden måde. Uden sammenligning i øvrigt er den her fjende mere usynlig og uhåndterbar, og derfor er vi også mere uenige om, hvordan vi skal tackle den, og vi ved ikke, hvad tidshorisonten for at bekæmpe den er. 

Det kan føre til splittelse i befolkningen om den rigtige reaktion, men også usikkerhed om, hvad man kan tillade sig at drømme om i sit liv i forhold til for eksempel bryllupper, store fødselsdage, rejser, børnenes opvækst eller karriere. 

Når der sker sådan en omvæltning som under coronapandemien, vil der være nogle, der har oplevet at bruge megen tid og kræfter på at tilpasse sig den nye situation. Og for andre kan de nye tiltag for en åbning af samfundet føles som et pres om at skulle vende tilbage til normalen, fordi man er blevet vant til denne her livsform og har fundet en form for tryghed i, at vi nu færdes mere forsigtigt. For dem kan åbningen faktisk være noget, der er forbundet med ubehag, fordi man har affundet sig med en særlig undtagelsestilstand. Denne her situation har man brugt tid på at tilvænne sig, og så skal man pludselig omstille sig til en ny situation igen. For atter andre vil åbningen føles som en lettelse, fordi de nu kan vende tilbage til livet, som de kendte det før krisen.«

Hvorfor har det så stor indvirkning på os, at vores hverdag og liv bliver forandret så drastisk og pludseligt?

»Mennesker, som de er flest, er meget afhængige af en form for struktur i livet og hverdagen. I det senmoderne samfund har man vænnet sig til en større grad af fleksibilitet i arbejdslivet, og at hverdagen på en eller anden måde er mere flydende. Men coronakrisen fører til en helt ekstrem form for kaos og et fravær af sociale ritualer og struktur. Den medfølgende ensomhed og isolation af individet kan være svær at håndtere. Jeg har talt med folk, der arbejder hjemme og fortæller, at de for eksempel savner at spise frokost med deres kolleger. Normalt spiser de frokost kl. 12, men nu kan klokken blive 15, før de spiser frokost. Andre står senere op og går senere i seng end tidligere. Den sociale struktur, de kendte fra før, er forsvundet. Den sociale struktur er med til at give livet mening simpelthen. Den tilfører en rytme, som både vores kroppe og vores sociale liv indstiller sig på. Følgerne af det brud med struktur kan være vanskelige at måle direkte, men det kan godt komme til udtryk i ængstelighed og kropsligt ubehag for nogle. 

Når det kommer til eksistentiel usikkerhed, er der to vanskelige udfordringer lige nu. Den ene er, at denne her epidemi også handler om liv eller død, hvor der kan være en frygt for at blive syg, eller at ens nærmeste bliver syge og dør. Det kan jo i sig selv have en indvirkning på ens velvære. Den anden del har at gøre med frygten for at miste sit arbejde, blive forladt af sine nærmeste eller miste den status, der gør en til den, man nu engang er.«

Hvilken adfærdsændring kan du se hos danskerne helt generelt, men også i forhold til at finde alternativer til det sociale liv?

»Det er interessant, at vi som mennesker og borgere har reageret så relativt disciplinerede, som vi har. Til trods for en udpræget skepsis over for myndighederne og en udbredt politikerlede tyder det på, at der er en velvilje til at følge de retningslinjer, der er blevet udstukket. Det er måske lige præcis, fordi der trods alt er en høj grad af tillid i det danske samfund og en oplevelse af samfundssind. 

Via sociale medier har jeg kigget på de indbyrdes uenigheder mellem borgere om, hvordan man tackler denne her situation. Her findes der forskellige personlighedstyper, der reagerer forskelligt i en krisesituation. I Danmark er der en lang række faktorer, der spiller ind i forhold til, hvorvidt man tager retningslinjerne højtideligt hele tiden, om man nogle gange går lidt den anden vej, eller om man måske opfinder sine egne regler. Her har jeg oplevet på den ene side et udtryk for samfundssind i, at folk har været forholdsvist disciplinerede, men også en intern splittelse i forhold til, hvor langt man skal gå.«

Kan det have noget at gøre med, at det netop er en situation, vi ikke har set før?

»Ja. Der er så mange uklarheder og ubekendte, og det betyder, at der kan opstå gætværk både hos myndighederne og hos befolkningen. Det skaber også grobund for konspirationsteorier og en følelse af, at myndigheder holder eventuelle vigtige informationer tilbage. Det sker, fordi meldingerne oppefra aldrig kan være helt entydige, da der ikke findes en klar og tydelig viden om denne her epidemi eller om covid-19. Den usikkerhed, det skaber, kommer nok også af, at der i nogle dele af befolkningen mangler en forståelse af, hvad videnskabelig viden er, forstået på den måde, at videnskabelighed også indebærer ydmyghed og forsigtighed.«

Hvordan vurderer du, at vi kommer til at se et forandret samfund på den anden side?

»I forhold til for eksempel håndtering af klimaforandringer tror jeg, at coronakrisen vil blive brugt som en referenceramme, hvor nogle vil pege på, at vi har været i stand til at være disciplinerede og udvise samfundssind i denne her situation, så hvorfor kan vi ikke også gøre det med hensyn til klimatiltag i hverdagen. Det kunne jeg forestille mig. Og så kunne man også bruge krisen som referencepunkt i forhold til, at vi har visse sociale behov, der skal dækkes, og hvordan vi kan være sikre på, at de bliver dækket, også for marginaliserede grupper, psykisk syge og andre udsatte. Sidst, men ikke mindst, skal vi også huske, at krisen kan blive brugt politisk til for eksempel at ændre vores måde at arbejde på og indføre massive nedskæringer eller omstruktureringer i samfundet, som faktisk er utilsigtede for de fleste af os. Det skal vi være meget på vagt overfor. 

Jeg tror desværre ikke, at det vil ændre vores mentalitet og indstilling til livet på lang sigt, fordi folk har tendens til hurtigt at glemme og ikke rigtigt tage ved lære af sådan noget som dette. Hvis vi forholdsvist hurtigt kommer tilbage til normale tilstande, tror jeg ikke, at det vil sætte sig særligt dybt. Det så vi med finanskrisen, hvor mange troede, den ville føre til mere omtanke, kritik eller kontrol med det kapitalistiske system osv., men efter et par år var vi tilbage i en normaltilstand.«

Hvad bør vi lære af denne her krise?

»Vi kan dels lære i højere grad at rumme den usikkerhed, et nyt fænomen medfører, uden alt for stor social splittelse mellem mennesker, og uden at vi opbygger en masse konspirationsteorier. Vi skal lære at slå koldt vand i blodet. Samtidig håber jeg – og det er måske et utopisk håb – at vi lærer at leve i øjeblikket, i de nære relationer, i stedet for konstant at tænke på karriere, fremtiden, eller hvor man er til næste år. Det kan jo være noget andet, hvis man står og har mistet sit arbejde, for så er man i en anden situation, men hvis vi alligevel kan lære noget, der kan mindste stress og andet pres, ville det i min optik være godt. Mange har jo oplevet at være gået ned i gear og have fået tid til at reflektere over deres liv, så hvis vi retrospektivt kan kigge på, hvad vi i denne her tid har gjort, så kan man tage det med sig og lære af det.«

Læs også artiklen: Økonom Jesper Jespersen: »Vi skal ikke lade os narre af det glansbillede, som er hjulpet frem af hjælpepakkerne«

Læs også artiklen: Matematiker Viggo Andreasen: »Hvis vi bliver dygtige til at teste og sætte de syge i karantæne, kan det bruges som erstatning for noget af den sociale afstand«