‘Prestige er afgørende i valg af studie’ 
Artikel l 25.09.2020

Prestige er afgørende i valg af studie

A
Aktuelt
Artikel l 25.09.2020
3 min
En ny undersøgelse fra Uddannelse og Forskningsministeriet viser, at mange studerende søger prestigefyldte uddannelser med høje adgangskvotienter. Ministeren ønsker et nyt optagelsessystem, der bygger mere på motivation og faglig kvalifikation fremfor karakterer.

Skrevet af

Magnus Jensing Hune

Karakterer fylder mere end læring for elever på gymnasiale uddannelser, der står foran studievalg. Det gælder både, hvad angår valg af fag på den gymnasiale uddannelse, og når det kommer til at vælge studie.

Det er nogle af de bekymrende tendenser, man kan udlede af en ny undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der tager det nuværende optagelsessystem under luppen. Ministeren lover handling på området.

»Jeg er bekymret for, at det her handler om, at hvis man får høje karakterer, så bør man søge bestemte veje. I stedet for at tage udgangspunkt i det, man er bedst til og brænder allermest for, søger man det, der forventes, ud fra devisen om, at man ikke må ”spilde sit snit” på at tage en uddannelse med en lav kvotient. Det er skævt, og det er en opfattelse, vi skal have gjort op med,« siger Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ifølge ufm.dk.

»Vi skal have et optagelsessystem, hvor det i højere grad er de unge, der er fagligt kvalificerede og motiverede for den enkelte uddannelse, der bliver optaget«.

Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

»Vi skal have et optagelsessystem, hvor det i højere grad er de unge, der er fagligt kvalificerede og motiverede for den enkelte uddannelse, der bliver optaget. Karakterer vil stadig skulle spille en væsentlig rolle, når vi optager; men der er for mange tegn på, at det nuværende systems dynamikker går ud over både læring og faglige interesser i uddannelsesvalget. Det bliver et problem for både den enkelte studerende og for samfundet som helhed, og det skal vi have gjort noget ved.«

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt elever på gymnasiale uddannelser og blandt ansøgere til videregående uddannelser samt interviews med elever på gymnasiale uddannelser og med repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner.

Karakterer er altoverskyggende

I undersøgelsen fremgår det blandt andet, at ’høje karakterer’ er vigtigst for flest elever på de gymnasiale uddannelser, når de kun må vælge én ting. Det vurderer godt en fjerdedel af de adspurgte. At lære nyt (ca. 13 procent), opleve faglige udfordringer (ca. 3 procent) og at få gode venner (ca. 19 procent) er hengivet til de sekundære placeringer.

»Evalueringen viser sort på hvidt, at kvotienterne i sig selv påvirker ansøgernes uddannelsesvalg. Det har aldrig været meningen, og det er med til at skrue op for karakterræs og ned for trivsel og dybdelæring«.

Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

Karakteren er også vigtig, når det kommer til de fremtidige ansøgeres valg af studie. Et eksperiment viser, hvordan adgangskvotienter – hvilket snit, der kræves, før man kan komme ind på et givent studie ved kvote 1 – spiller en udpræget rolle.

”En ud af seks ansøgere til de videregående uddannelser i 2018 ændrer i et spørgeskemaeksperiment uddannelsesvalg alene på grund af en højere grænsekvotient. Det indikerer, at grænsekvotienter i sig selv påvirker ansøgernes uddannelsesvalg,” fremgår det i undersøgelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Undersøgelsen kobler denne tendens sammen med, at høje adgangskvotienter for mange hænger sammen med prestigefyldte videregående uddannelser. Eller sådan forholder det sig i hvert fald, når de adspurgte skal svare på andres vegne.

På spørgsmålet ”Hvad der kendetegner en uddannelse med høj prestige” svarer mere end seks ud af ti, at adgangskvotienten spiller en vigtig rolle for andre. Men gælder det en selv, er det kun vigtigt for cirka tre ud af ti. Her er det vigtigere, at der er gode undervisere og et godt socialt miljø på det nye studie.

»Evalueringen viser sort på hvidt, at kvotienterne i sig selv påvirker ansøgernes uddannelsesvalg. Det har aldrig været meningen, og det er med til at skrue op for karakterræs og ned for trivsel og dybdelæring. Det er et alvorligt problem. Vi skal have gjort op med opfattelsen af, at uddannelser med høje kvotienter er bedre end andre. De unge skal søge det, de brænder for – ikke det, de tror er prestigefyldt, eller det andre forventer af dem,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

På ufm.dk fremgår det også, at ministeren forventer at komme med et oplæg til et nyt optagelsessystem omkring årsskiftet.

Læs med i næste uge, når RUC Paper bringer en artikel med blandt andre rektor Hanne Leth Andersen og Dansk Erhvervs Mads Eriksen om optagelsessystemet.