Det kan enhver studerende skrive under på, og det kræver kun et enkelt kig på pensum at få det bekræftet. Men hvad så med alle de andre? Hvad med kvinderne og alle dem, hvis hud ikke kan kategoriseres som hvid? Har de slet ikke tænkt, skrevet, filosoferet og spurgt? Julia Suárez-Krabbe er forsker på RUC og har gennem det sidste halve år været med til at sætte fokus på, hvordan universiteternes pensum i Danmark er domineret af den hvide mand.

En aha-oplevelse

Julia Suárez-Krabbe sidder på sit kontor på RUC med en kop te i hånden. Hun er lektor i kultur- og sprogmødestudier og underviser blandt andet i videnskabsteori. Julia Suárez-Krabbe har gennem det sidste halve år været massivt til stede i de danske medier, hvor hun har diskuteret ”den hvide mands pensum” og de konsekvenser, som et fuldstændig hvidt pensum har for de studerende – og samfundet. Hun forklarer, at på trods af, at det er et problem, som er vanvittigt tydeligt, når først man har opdaget det, så er det overraskende svært at få øje på i første omgang.

»Det er ret sjovt at opleve, når de studerende opdager, at deres pensum er så domineret af den hvide mand. Det er egentligt meget tydeligt at se, men det er så utroligt normaliseret og accepteret, at vi alle sammen er blevet helt blinde over for det. Så det bliver faktisk en kæmpe aha-oplevelse for de studerende, når de endelig opdager det. For at noget kan blive så normaliseret og accepteret. må man erkende, at det er nødt til at have en meget, meget lang historie,« siger Julia Suarez-Krabbe og smiler, mens hun lægger ekstra tryk på de sidste ord og fortsætter:

»Et andet problem ligger i, at underviserne – både i folkeskolerne, på gymnasierne og universiteterne – selv er blevet undervist i den hvide mands pensum. Det er, hvad de kender, og det de er gode til. Det betyder, at det pludselig bliver meget besværligt at ændre på.«

Julia Suárez-Krabbe himler med øjnene og forklarer videre, hvordan den hvide mands pensum blandt andet strækker sig tilbage til kolonialismen. »Det var jo hele samfundet, der accepterede, normaliserede og tog del i slaveriet og koloniseringen. Det var noget, man tog for givet. Samtidig var det et utroligt filosofisk spørgsmål og rigtig meget af den filosofi, vi bruger omkring rettigheder og menneskerettigheder i dag, blev faktisk skabt omkring koloniseringen og slaveriet. Dengang handlede det meget om at spørge, hvem der havde ret til hvad, hvem der var menneskelige nok, og hvem der overhovedet skulle have rettigheder. Det er et spørgsmål som stadig giver genklang i dag.«

Julia har beskæftiget sig meget med menneskerettigheder og pointerer, at selv om det ikke er nær så tydeligt i dag, er der stadig en aktiv diskussion i samfundet om, hvem der har ret til at have rettigheder og meget af diskussionen bygger på den hvide mands fortolkninger fra dengang.

Den hvide mand og den dybe tallerken

Den hvide mands pensum bygger på flere myter, som vi i samfundet gennem lang tid har gjort mere og mere accepteret.

»Vi er nødt til at holde op med at tro på myten om den hvide mand som en stor tænker, der helt af sig selv og alene opfinder den dybe tallerken,« siger Julia Suárez-Krabbe, mens hun slår ud med hænderne og fortsætter: »Sådan fungerer viden jo ikke. Viden opstår altid i samspil og diskussion med andre ­– altid. Det er for eksempel også derfor, man som studerende skal bruge referencer. Jeg har altid studerende, der helt opgivende spørger mig, hvorfor de skal lave så mange referencer. Så må jeg forklare dem, at de – når de skriver deres opgaver – kommer til at indgå i en vidensdannelse, og derfor er det vigtigt at fortælle, hvem der har hjulpet dem til at tænke de tanker, de har nu. Det samme burde være et krav for de store tænkere.« siger Julia Suárez-Krabbe med et skævt smil.

Hun nævner blandt andet den tyske filosof Georg W. F. Hegel som eksempel på en af de hvide mænd, som burde have lavet tydelige referencer. Han er nemlig en man altid går tilbage til, og som vi opfatter som en stor tænker.

»Men Hegel forlod faktisk aldrig Tyskland, og der er en kvindelig forsker, jeg tror, hun er hvid, der har skrevet et speciale, hvor hun har været i arkiver og virkelig gravet i Hegels historie. Hun har fundet ud af, at Hegel i virkeligheden var dybt inspireret af og brugte meget tid på at læse haitianske tænkere, der var tidligere slaver. De havde tænkt en masse over, hvad det vil sige at have frihed, hvad forholdet mellem slave og herre i virkeligheden var, og hvad det betød. Det har helt tydeligt påvirket nogle af Hegels teorier. Men det hører man jo aldrig om. Man skaber bare idéen om, at den hvide mand ved alt, og at han har fundet ud af det helt af sig selv.«

Måske er det i virkeligheden bare kun den hvide mand, der har tænkt store tanker? Svaret fra Julia Suárez-Krabbe er klart: Nej, den hvide mand er langt fra den eneste, der har tænkt store tanker. Men hun anerkender dog, at det kan være let at blive snydt til at tro, at det er sådan, det forholder sig.

Derfor er et af de argumenter, Julia Suárez-Krabbe oftest møder da også, at den hvide mands pensum formentligt er opstået, fordi det kun er hvide mænd, der har tænkt store tanker. Mange tror, at fordi alle andre end den hvide mand har været travlt optaget med at være koloniserede eller passe børn eller noget helt tredje, så har de ikke haft tid til at tænke store tanker. Men det er ikke helt sådan, det forholder sig. Faktisk tværtimod.

»Der har været masser af mennesker, der var både koloniserede, slaver og fanget i hjemmet, som har tænkt store tanker. Det i sig selv er jo ret imponerende. Men det snakker vi ikke om.«

For Julia Suárez-Krabbe er det netop kernen i problemet.

»Ved at sende det her tydelige budskab om, at det kun er hvide mænd, der kan tænke store tanker, så fortæller man jo indirekte alle andre, at de ikke er kvalificerede til at tænke store tanker. Og så holder man dem faktisk fra at gøre det. Det vil altså sige, at når man reproducerer myten om den hvide mand som naturlig stor tænker, udelukker man samtidig en masse andre fra at tænke. På den måde får man også lukket af for at andre og anderledes tanker skal vinde frem. På den måde lukker man også af for mangfoldigheden, som jo netop er det, man vinder på, og det der i sidste ende skaber stor tænkning – forskellige perspektiver.«

Det rigtige problem

I virkeligheden er den hvide mands pensum dog bare et udtryk for et endnu større, endnu dybere og endnu sværere problem.

»Med denne her slags problemer, må man begynde med at kradse i overfladen af problemet lige så stille. Det er en langsom proces, og det kan være rigtig svært at finde ud af, hvor man skal starte. Men når først man er kommet i gang og har fået kradset i de første lag, kan man komme dybere og dybere ned i problemet,« siger Julia Suárez-Krabbe og forklarer, at da hun startede på RUC for 10 år siden, var det første lag, der skulle kradses af, myten om, at der slet ikke eksisterede racisme i Danmark. ”Det behøver man heldigvis ikke diskutere i dag. Det er et faktum, alle er klar over!« griner Julia højt.

»Det første skridt til at erkende, at den hvide mands pensum er et problem, er, at erkende, at det er udtryk for en meget subtil og accepteret racisme. Og det har vi ikke let ved. For det er ikke rart at indse, at racisme er så stor en del af vores samfund.«

Julia forklarer videre, at det især ikke er rart at indse, fordi man i samme omgang også må indse, hvor meget man i samfundet vinder på at reproducere den skjulte racisme. Men at hvis vi begyndte at indse det, ville det have en revolutionerende effekt på vores samfund.

»Det ville for eksempel være revolutionerende for vores økonomi, fordi vi i samme omgang ville være nødt til at indse, at rigtig meget af vores økonomiske fordel stadig afhænger af, at vi bliver ved med at reproducere kolonialistiske forhold.«

På den måde er Julia godt klar over, at det faktisk kan være rigtig svært at sælge idéen om, at vi er nødt til at lave grundlæggende ændringer i vores samfund, fordi der vil være en stor del af ændringerne, der vil have en negativ effekt på vores egne privilegier.

»Det ville jo for eksempel også rykke ved, hvem der helt naturligt sidder på et kontor som mit. Det er jo ikke særligt rart ikke længere at være selvskrevet til sådan en position,« siger Julia og slår armene ud mod sit lyse kontor.

Gå efter det umulige

Tilbage i september 2017 offentliggjorde Politiken en artikel med Julia Suárez-Krabbe, der netop italesatte den hvide mands pensum, og det var den, der startede hele diskussionen i medierne, som Julia Suárez-Krabbe har taget aktiv del i. ”Pludselig kunne denne her diskussion sælges til Politiken. Det havde jeg ikke troet var muligt så hurtigt,« siger Julia og ryster svagt på hovedet.

»Men det er i virkeligheden det, jeg altid siger til mine studerende: Gå efter det umulige. Tro på, at det umulige kan lade sig gøre. Der var heller ikke nogen, der troede på, at slaveriet kunne blive afskaffet, før det skete.«

Det er dog stadig svært at pege på, hvilke konkrete konsekvenser man kan håbe på, hvis det umulige nu skulle ske.

»Jeg er klog nok til ikke at turde gætte på, hvad konsekvenserne, som vil komme om 100 år, når vi har fået gjort noget ved det her problem, vil indebære. Men jeg tror på, at de er på vej. Det er også det, som al den racisme, vi ser så offentligt i øjeblikket, er udtryk for. Når folk som Trump og Støjberg kan stille sig op og sige racistiske ting offentligt, så er det et tegn på, at der sker ting i samfundet, som fremprovokerer de her holdninger. At der er faktorer, som skubber til dem, og som presser dem op i en krog, hvor de føler, de er nødt til at gå ud i ekstremerne,« slutter Julia med et lille håb om, at hendes tydeliggørelse af den hvide mands pensum måske kan være med til at skubbe til udviklingen, så der kommer en større mangfoldighed i de informationer, vi bygger vores beslutninger og dermed vores fremtid på.