Fra kælder til pigeband. Da Sarah først startede til trommer, var det ikke noget, hun brugte meget tid på. Først da hun fik et elektrisk trommesæt, begyndte det at tage fart. Og hun blev først rigtig bidt af trommerne, da hun fik sit første akustiske trommesæt, som kom til at stå i forældrenes kælder, hvor hun kunne øve og larme så tosset, hun ville.

”Jeg var cirka 10, og jeg spillede næsten kun for mig selv. Jeg fik undervisning, men det første lange stykke tid følte jeg ikke rigtigt, jeg var god nok til at spille for andre,” fortæller Sarah og griner, mens hun ryster på hovedet af sig selv. Passionen for musik deler Sarah især med sin far, og de to har brugt meget tid på at lave musik sammen.

Bandet kom til at hedde Gabriellas, og det var første gang, Sarah fik lov at opleve musikbranchen indefra. De var fire kvinder i bandet, og Sarah blev medlem lige efter, hun var gået ud af gymnasiet og spillede stadig i det, da hun efter to sabbatår startede på RUC.

”Vi lavede musikvideoer, indspillede sange, spillede koncerter – det hele. Det var virkelig fedt at få lov til at være en del af. Det var også første gang, jeg fik penge for at spille trommer. Det er faktisk ret sjovt: Når man kommer ind i musikbranchen, bliver man pludselig klar over, at der er mange ting, man ikke tænker over, når man ser det udefra. Alt det arbejde og alle de overvejelser, som ligger bag produktionen. Det har ændret min egen måde at gå til koncerter på. Nu lægger jeg meget mærke til, hvad bandene har gjort, hvad de har valgt at bruge til de forskellige beats, og hvilke effekter de har valgt at benytte. Man ved for eksempel heller ikke, at det tøj, man har på i musikvideoer, ofte er lånt, for eksempel fra forskellige butikker, og så skal man virkelig passe på mærkerne. Det tænker man jo ikke over, når man ser en lækker musikvideo.”

Efter det første semester på RUC valgte Sarah dog at bryde med Gabriellas.

”Jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg ville gerne afprøve mine evner på andre typer musik. Gabriellas musik var meget rocket, og jeg ville gerne se, hvad der ellers var af muligheder.”

Ikke ret længe efter valgte bandet at gå fra hinanden, og Sarah fik hurtigt et andet tilbud gennem manageren fra Gabriellas, som anbefalede hende til et andet band.

Percussion? Det kan jeg da lære!

På andet semester på RUC blev Sarah tilbudt at spille sammen med drengebandet Page Four. ”Deres lyd er meget poppet, så det stod i klar kontrast til det, jeg havde lavet med Gabriellas, og Page Four havde allerede et band på det tidspunkt. Det, de manglede, var en til at spille percussion. Jeg havde aldrig spillet percussion før, men jeg tænkte, at det ikke kunne være så forskelligt fra trommer, og om ikke andet så kunne jeg lære det. Så jeg sagde ja.”

Sarah tog på sommertourné med bandet, og det gav hende endnu et kig bag gardinet til musikbranchen.

”Pludselig var der jo skrigende fans efter os og utroligt mange unge piger, der fulgte mig på Instagram. Det var en helt anden verden at komme ind i. Men det var virkelig fedt at få lov til at være på scenen igen, og drengene er søde, så vi havde det rigtig godt i bandet.”

Percussion var dog ikke helt så let, som Sarah havde forestillet sig, så hun måtte bruge en del timer i øvelokalet på at finde ud af, hvordan hun skulle gribe det an. Hun måtte også selv investere i en del nyt udstyr.

”Når man spiller trommer, lægger man grundlaget for sangen, og man styrer rytmen. På percussion skal man tilføje alle de ekstra lyde, der er brug for, og man skal sørge for at ligge i rummet ved siden af trommerne – at komplimentere dem og sangen. Jeg kunne godt mærke, at jeg tænkte langt mere i trommebeats, men det kan også godt være, at det er positivt, for det betød også, at jeg havde styr på, hvor trommerne lå.”

Sarahs samarbejde med Page Four ophørte i efteråret 2016 efter lidt over et år.

”Jeg fik det at vide et par dage inden, vi skulle afsted på efterårstournéen. Det var samme dag, som årsfesten på RUC, og jeg var faktisk ret træt af situationen, fordi jeg havde sagt nej til andre spændende ting. Men hvis man ser på, hvor jeg er i dag, og hvor mange fede projekter det gjorde plads til, var det i sidste ende helt klart for det bedste.”

”Jeg er også flere gange blevet hyret til et job, før de overhovedet har hørt mig spille, bare fordi de har fået mig anbefalet. Det er jo både, fordi jeg efterhånden kender en del i musikbranchen, og fordi de har haft lyst til at anbefale mig.”

Selv om du ikke er den bedste, kan du godt være god

Sarah smiler stort, mens hun fortæller, at hun af og til stadig har den der følelse af, at der altid er nogen, der er bedre end hende:

”Men de sidste par år har helt sikkert givet mig noget selvsikkerhed. Jeg har indset, at ja, der vil altid være nogen, der er bedre end dig, men selv om du ikke er den bedste, kan du stadig godt være god.”

Til sommer bliver Sarah bachelor i Cultural Encounters og communication, men hun har ikke besluttet sig for, hvad der videre skal ske. Hun har dog overvejet at søge ind på musikkonservatoriet.

”Jeg elsker at spille trommer, men jeg tror, jeg elsker det på en måde, hvor jeg ikke ville have lyst til at være på kontanthjælp bare for at kunne spille. Så tror jeg i sidste ende, at trommerne for mig ville komme til at symbolisere noget dårligt. Jeg vil gerne skabe mig en karriere ud af det, men jeg vil også gerne have noget at falde tilbage på, så trommerne altid vil være noget, der er sjovt, og som jeg har lyst til. Ikke noget, der er nødvendigt. Det er det, jeg er i gang med at skabe med min uddannelse på RUC – et sikkerhedsnet.”

Indtil videre er Sarah bare glad for at have de muligheder, hun har for at gøre det, hun elsker, mens hun studerer.

”Sidste semester var jeg godt nok lidt presset. Jeg havde en eksamen, var på tour med True Nord rundt i Danmark, havde en anden koncert med Capital Fluxus, alt sammen oveni hinanden – en virkelig intensiv periode. Heldigvis var resten af min gruppe vildt overbærende. Sådan er det faktisk generelt med de grupper, jeg har været i. Jeg tror godt, de forstår, at det er mit job, og at jeg gør alt, hvad jeg kan for at planlægge mig ud af det.”

Sarah ville også gerne starte sit eget band. ”Nogle gange tænker jeg – åh, jeg vil bare have endnu mere med musik at gøre,” siger hun, mens hun slår ud med armene og griner.

”Hvis jeg selv skulle starte et band, ville jeg først og fremmest være mere med inde over musikken, og så ville jeg bruge noget tid på at finde nogle at spille sammen med, hvor det føles helt rigtigt.”

Sarahs næste koncert er den 27. januar på RUST Natklub med Capital Fluxus.

”Det er dagen efter min projekteksamen, så det bliver lidt spændende at få det til at gå op med øvning. Men to af drengene i bandet, Robin og Céleste, kender jeg her fra RUC, så mon ikke de også har eksaminer?”

Tilbud fra højre og venstre

I dag har Sarah stadig øvelokale i sine forældres kælder i Gentofte, på trods af at hun er flyttet til Nørrebro. Hun kæmper også stadig med at få det hele til at gå op med eksaminer og koncerter, forelæsninger og tours, gruppearbejde og øvning. Især fordi hun nu ikke bare arbejder sammen med et band, men hele fire bands.

”At jeg er den eneste kvinde i alle bandene, er et tilfælde” griner Sarah og understreger:
”Det er alle jobs, jeg er blevet tilbudt, så jeg har ikke selv aktivt opsøgt kun at spille med mænd. Jeg spiller sammen med David44, rapperen Kå og bandet Capital Fluxus. Derudover spiller jeg med to af musikerne fra Nephew i et nyt musisk projekt, de kalder True Nord. De fleste af de kunstnere, jeg spiller sammen med, er stadig upcoming. Men for mig handler det meget om, hvordan kemien er. Jeg synes også, det er rigtig fedt at få lov til at have en indflydelse på musikken. For eksempel har jeg sammen med Kå, som også er min gode ven, fundet ud af, at live trommer giver enormt meget til hans musik, selv om den er meget elektronisk.”

På trods af at mange af de kunstnere, Sarah spiller sammen med, er upcoming, så tjener hun stadig nok til, at hun ikke behøver noget andet job ved siden af sine studier på RUC.

”Det varierer selvfølgelig rigtig meget, hvor meget jeg bliver betalt. Som sagt handler det også meget om kemien. Jeg kan sagtens finde på at spille gratis for kunstnere, som er på vej op, men for nogle af de mere etablerede får jeg mellem 1.000 og 2.000 – og nogle gange mere for en koncert. Det lyder måske ikke af meget, for man skal også tænke på, at vi øver ekstremt meget i ugen op til. Men jeg kan faktisk sagtens få det til at løbe rundt som den eneste indtægt ved siden af min SU.”

Sarah får af og til også tilbud fra et eventfirma, hun tidligere har arbejdet sammen med.

”På et tidspunkt blev jeg tilbudt et job i Barcelona til en event for et eller andet kæmpe IT-selskab. Vi var en gruppe musikere og en gruppe dansere, der blev fløjet dertil og skulle lave en flash-mob, så først skulle vi bare lade som om, vi var tjenere. Det var en ret vild oplevelse og helt vildt fedt at få lov at komme ud at rejse på grund af mine trommer. Jeg spillede også trommer til forpremieren på ’Wonder Woman’, hvor vi var iklædt hendes kostume,” siger Sarah og smiler stolt, mens hun viser billeder af kostumet.

Som enhver anden branche

Sarahs job som trommeslager har givet hende en indsigt i musikbranchen, og hvordan den i virkeligheden fungerer.

”Det handler om at have gode kontakter og bruge dem. Oftest fører det første job til et mere. Det vigtigste er grundlæggende at blive anbefalet. Så jeg tænker også over, at når jeg møder op til en koncert, så har jeg styr på mine ting. En lille ting som hvordan jeg pakker mit grej, bliver pludselig vigtig. Jeg pakker det altid på samme måde, og det betyder, at jeg ofte har tid til at hjælpe andre med at pakke sammen. Det er sådan noget, de husker. Generelt er jeg altid smilende og imødekommende, for det betyder helt sikkert også noget, at man er god til det med mennesker. Man bruger rigtig meget tid sammen på at øve, men også på selve koncertdagene. Vi bruger ofte mange timer i tour-bussen sammen, og man kan også ende med at sidde backstage i over syv timer. Så betyder det altså bare noget, at man kan med alle.”

Musikbranchen minder med andre ord meget om alle andre brancher, hvor hårdt arbejde betaler sig, og et godt indtryk er altafgørende.