‘Multitasking stresser hjernen – og svækker indlæring’ 
Artikel l 30.01.2018

Multitasking stresser hjernen – og svækker indlæring

F
Forskning
Artikel l 30.01.2018
12 min
Under en forelæsning rammer en notifikation på Facebook – den skal lige tjekkes. Det var ikke vigtigt. Fokus er tilbage. Der tages noter. En mail lander med et påtrængende pling - om festen på fredag - ikke vigtigt. Lytter igen. En besked skal afsted til en kollega på studiejobbet inden frokost – bare en hurtig sms. Forelæsningen er slut. Den studerende sidder tilbage med to noter, en stresset hjerne og en indlæring på nødblus.

Skrevet af

Annette Sørensen

Journalist

Den moderne teknologi har givet os mange muligheder, men også en masse måder at blive forstyrret på. Det er svært at sidde til en forelæsning eller læse et kapitel derhjemme, uden at mobilen vibrerer, bipper eller ringer. Det går kraftigt ud over opmærksomheden og fokuseret indlæring. For selv om man mener, at man kan multitaske, så er der en pris, når man prøver. En pris, som hjernen betaler dyrt for.

Når opmærksomheden er rettet mod mobilen, svækkes evnen til at fokusere – og huske – det, der foregår til forelæsningen. Noterne bliver også færre, da hjernen ikke kan multitaske, men sætter opgaver i kø en efter en. Når der kommer en ny besked ind på mobilen, skal der urkræfter til at undlade lige at se, hvad det drejer sig om. Og mens man tjekker beskeden, går man måske glip af forelæsningens vigtigste guldkorn, som kunne have bidraget til en overlegen fremstilling til den kommende eksamen. Hukommelsen fungerer langt bedre efter en forelæsning eller efter en eftermiddag med hjemmestudier, hvis hjernen ikke er blevet afbrudt af onlinedistraktioner.

Neurovidenskaben kan hjælpe med at forklare os, hvad der sker i hjernen, når informationer bombarderer vores hverdag. Informationer, der svarer til 174 aviser hver eneste dag. Det mentale filter bliver overbelastet. Hjernen mister evnen til at fokusere. Der sker nærmest en kemisk krig i hjernen. Men der findes strategier, der kan bruges for at bevare fokus på de vigtige opgaver og ignorere støjen fra afbrydelserne.

Hjernen er travl som aldrig før

Dagligt overmandes vi af facts, peudofacts, rygter. Det hele lander i hjernen som information. Hvad er “need to know”, og hvad kan ignoreres? Dette er udmattende bearbejdning for hjernen. Smartphonen er blevet en alt-i-en. Som en Schweizerkniv. Ordbog, lommeregner, browser, e-mail, netbank, sociale medier, kalender, tekstbehandling, diktafon, vejrudsigt, GPS, sms, lommelygte etc.

Vi skriver sms’er, når vi går på gaden, vi udnytter tiden i køen i supermarkedet til at svare på en mail, og selv om vi har gæster, kan vi godt lige nå at tjekke mobilen hen over køkkenbordet for at se, hvad vennerne laver. Men der er en pris for at navigere i alle disse onlineverdener og i de mange afbrydelser i opgaverne, som vi burde fokusere på. At multitaske er en diabolsk illusion. Man opbygger i virkeligheden en lang kø af fragmentariske opgaver i hjernen. Tager man ikke pauser, tager hjernen dem selv for at beskytte sig selv mod ”overophedning”. Man falder ganske enkelt i staver eller ”går i stå” og mister fokus. Det har en kognitiv pris at prøve at multitaske – opmærksomheden forstyrres og bliver mindre effektiv, fordi multitasking koster hjernen energi og kraft. Dette påvirker indlæringen i auditoriet eller derhjemme under forberedelse til næste forelæsning. Men hvorfor bliver hjernen mindre effektiv?

Det limbiske system i hjernen

Den hårde konkurrence om opmærksomhed i hjernen

Når informationerne kæmper om opmærksomheden i hjernen, øges mængden af stresshormonet kortisol samt flygt-eller-kæmp-hormonet adrenalin (i Amygdala), som overstimulerer hjernen og giver en form for mental tåge eller rodet tænkning – en følelse, som mange studerende kender, når de skal holde rede i litteratur, diskurser, kilder og eksaminer sideløbende med sms’er, mails og tweets.

Når hjernen skal skifte opmærksomhed fra en aktivitet til en anden, brændes sukker af i præfrontal cortex  – det er samme brændstof, som hjernen bruger til at holde fokus på en opgave, forklarer psykolog, professor og neuroforsker Daniel J. Levitin, McGill University i Montreal, USA i The Organized Mind: Thinking Straight in the Age of Information Overload. Der er metabolske omkostninger ved at overbelaste hjernen. Han påpeger, at det hurtige, kontinuerlige skift i bearbejdning af informationer, når hjernen prøver at multitaske, medfører, at hjernen bruger brændstoffet så hurtigt, at den bliver udmattet og desorienteret efter blot et kort stykke tid. Hjernen udtømmes simpelthen for næringsstoffer.

Vores celler (neuroner) har brug for oxygen og glucose for at overleve, derfor bliver vi trætte, når vi brænder det af. Neuronerne overvåger konstant og udvælger, hvilke informationer, der er vigtige at fokusere på.

De virker som et opmærksomhedsfilter, påpeger Levitin.

“The attentional filter is one of evol ution’s greatest achievements. In nonhumans, it ensures that they don’t get distracted by irrelevant things. Squirrels are interested in nuts and predators and not much else.

Dogs, whose olfactory sense is 1 million times more sensitive than ours, use sme ll to gather information about the world more than they use sound, and their attentional filter has evolved to make it so.

If you’ve ever tried to call your dog while he’s smelling something interesting, you know that it is very difficult to grab his atte ntion with sound — smell trumps sound in the dog brain.”

– Levitin

Man ved ikke alt om det menneskelige opmærksomhedsfilter, men når man kaster et blik på menneskehedens historie, er det tydeligt, at mennesket har overlevet på grund af kognitive evner til at tilpasse sig i forhold til forandringer og nye ting. Hjernen er plastisk. Men hjernen er ikke gearet til den massive informationsstrøm, den udsættes for i dag. Her har evolutionen ikke kunnet følge med.

Hjernen får skud af dopamin

Hvad er det egentlig, der sker i hjernen, når man modtager en sms? Beskeden dukker op på mobilen og kræver straks opmærksomhed, og man ved, at afsenderen sidder og venter på svar – og man føler måske, at man er uhøflig, hvis man ikke svarer med det samme, nu når man har set den, og afsender kan i nogle tilfælde se, at beskeden er læst.

Disse to ting – et øjeblikkeligt svar og den sociale forventning fra afsenderen – er nok til at gøre en afhængig af at svare med det samme. Man modtager en sms, og når man svarer, aktiveres belønningscentret i hjernen, fordi man har fuldført en opgave. Man får et hurtigt skud af hormonet dopamin i hjernen, og det limbiske system skriger på mere af den følelse.

Dertil kommer, at hver gang man tjekker Facebook, får man nyheder og føler sig socialt forbundet, og belønningshormonerne stiger. Men det er den nyhedssøgende, ikke-kloge del af hjernen, der giver følelsen af tilfredshed. Ikke den planlæggende, tænkende del i præfrontale cortex.

“Every email requires a decision! Do I respond to it? If so, now or later? How important is it? What will be the social, economic, or job-related consequences if I don’t answer, or if I don’t answer right now?”

Leviton

Når man tjekker mail, Facebook og Twitter etc., skaber man en såkaldt neural afhængighed. Dopamin-afhængigheden bliver til et feedback-loop, som belønner hjernen for at miste fokus og opnå konstante nyheder i form af ekstern stimulation. Nyheder hijacker nærmest hjernen – er der en nyhed, vil hjernen (præfrontal cortex) helt automatisk søge den. Som var den et skinnende objekt, hjernen blev paralyseret af.

Man tjekker e-mail, slår noget op på internettet, sender en sms, svarer et opkald … og hver eneste handling distraherer. Men hver handling tilfredsstiller også trangen til nyheder og øger aktiviteten i hjernens belønningscenter. Prisen er bare, at hjernen mister fokus på opgaven. Hjernen burde føle større belønning ved at forblive fokuseret, men afbrydelser, der tricker vores hang til nyt, er som slik for hjernen.

Carnegie Mellon-eksperimentet

Alessandro Acquisti, professor i informationsteknologi, og psykolog Eyal Peer fra Carnegie Mellon University har udført et eksperiment, for at se hvor meget hjernekraft (brain power), man mister ved afbrydelser. Og resultatet var ikke til at tage fejl af. Tre grupper skulle koncentrere sig om at læse en tekst og derefter udfylde svar på spørgsmål om teksten.

Udover en kontrolgruppe, der selvfølgelig ikke blev udsat for afbrydelser, var der to grupper, A og B. Begge grupper fik at vide, at de MÅSKE ville blive afbrudt, de var derfor ”på vagt” og forberedt. Begge grupper blev udsat for afbrydelser og resultatet viste, at distraktionen af en afbrydelse kombineret med hjernesvækkelse ved at forvente afbrydelsen medførte en nedsat brain power på 20 %. Dette vil være nok til at påvirke karaktergivningen!

I næste runde af eksperimentet fik begge grupper igen at vide, at de ville blive afbrudt på et tidspunkt. Gruppe A blev udsat for afbrydelser, men performede bedre end første gang. Det tydede på, at hjernen havde ”lært”, og havde formået at håndtere afbrydelsen bedre end første gang. Gruppe B forventede også en afbrydelse, men den kom aldrig. Resultatet var uventet og opsigtsvækkende! Gruppens deltagere performede bedre end kontrolgruppen og endda 43 % bedre end sidste gang.

Strategi til bedre fokus

Selv om afbrydelser ofte er af kortere varighed, vil de samlet set udgøre en betydelig del af de daglige studerendes studietimer. Levitin beskriver nogle praktiske copingstrategier, der forbedrer fokus, i This Is Your Brain on Music: The Science of a Human Obsession:

1) Få tilstrækkeligt med søvn
2) Skriv forstyrrende tanker ned på en to-do-liste
3) Slå push-notifikationerne fra på de sociale medier, de stjæler opmærksomheden
4) Undgå at multitaske
5) Øv at holde fokus i mindst 25 minutter og gerne op til 90 minutter
6) Tag distraktionspauser med aktiviteter, der ikke er opgaverelaterede. Det kan eksempelvis være at lytte til musik

Illustration: Ene Es

Ifølge Peer performede deltagerne i gruppe B overraskende effektivt, fordi deres hjerner tilpassede sig situationen og fik mere brain power for at modstå skadevirkningen ved afbrydelsen. At deltagerne var alarmerede om afbrydelsen gjorde deres performance mere intensiv – opmærksomheden blev skærpet. Måske oplevede hjernen ventesituationen som en slags deadline, hvorfor en stærkere opmærksomhed var nødvendig for at nå opgaven.

Eksperimentet viser, at man kan træne/forberede sig på afbrydelser, som man ikke ved, hvornår rammer, skriver New York Times.

Pomodoro-teknikken

Pomodoro-teknikken er oplagt, når man som studerende skal holde fokus på bøgerne eller en opgave.

Hold fokus på opgaven med et Pomodoro-ur til et bestemt antal minutter – eksempelvis 25 minutter, som er en varighed, de fleste kan holde koncentrationen i uden problemer. Du skal kunne se uret. Du må ikke fjerne fokus fra opgaven, før tiden er gået. Hvis du er på vej til at bryde koncentrationen og ser på timeren, at der er få minutter tilbage, så hjælper det dig til at tage de ekstra minutter mere. Uret bliver din støtte – og timeren gør, at du får følelsen af en deadline.

Husk at holde pauser mellem opgaverne. Sæt vasketøjet over, nyd en frokost, hør lidt musik. Pauserne er vigtige for din hjerne, så den kan lade op til næste runde. Husk en længere pause, hvis du sætter timeren til alle dagens opgaver. En pause, så hjernen får fri i en lidt længere periode. Eksempelvis på 20 minutter, hvor du laver noget helt andet.

Derfor virker Pomodoro-uret:

Din hjerne får en opgave, som den skal tage sig af inden for et bestemt tidsinterval. Dette får din hjerne til at fokusere. Den arbejder dermed mere effektivt og ansvarsfuldt. Den får ikke lyst til at lade sig distrahere af afbrydelser. Det svarer til struktur – noget, hjernen har stor gavn af. Hjernen slipper for at opstille den lange kø af opgaver. Den kan tage en ad gangen. Man kan sige, at du snyder din hjerne lidt ved at opstille et fokuseret tidsrum – men det virker!

Pomodoro-uret kan ligge i browseren, hvis du ikke vil sidde i nærheden af din mobil – find Tomato Timer her. Du kan også downloade en app til din mobil med Pomodoro-uret, eksempelvis Flat Tomato (til iPhone og iPad) og ClearFocus (til Android).

“You will never reach your destination if you stop and throw stones at every dog that barks.”

Winston S. Churchill

Som Levitin foreslår, kan man også – ofte med stor effekt – nedskrive forstyrrelserne ved forelæsningen eller derhjemme under forberedelserne, efterhånden som de dukker op. Så kan de skubbes ud af hovedet og håndteres i pauserne i stedet. Og man finder samtidig ud af, hvor mange og hvorfra afbrydelser kommer. Man vil få en fin statistik på sine afbrydelser, og derved kan man faktisk prøve at forebygge distraktionerne. Man kan eksempelvis slukke mobilen helt, man kan sørge for at sætte sig lidt væk fra de andre studerende, hvis de forstyrrer, man kan mentalt prøve at blokere fra de afbrydelser, man mødte sidste gang.

Slutteligt kan man diskutere, om undervisningen i det moderne mediesamfund burde tilpasse sig en generation, der aldrig slukker for elektroniske onlineenheder? Eller om studerende skylder sig selv at få viden om, hvordan afbrydelser svækker indlæringen i en ganske betydelig grad, så de kan få chancen for at fravælge konstant onlinetilstedeværelse.

NB: Hvor mange gange har du tjekket Facebook eller modtaget en sms, mens du har læst denne artikel?