Den moderne teknologi har givet os mange muligheder, men også en masse måder at blive forstyrret på. Det er svært at sidde til en forelæsning eller læse et kapitel derhjemme, uden at mobilen vibrerer, bipper eller ringer. Det går kraftigt ud over opmærksomheden og fokuseret indlæring. For selv om man mener, at man kan multitaske, så er der en pris, når man prøver. En pris, som hjernen betaler dyrt for.

Når opmærksomheden er rettet mod mobilen, svækkes evnen til at fokusere – og huske – det, der foregår til forelæsningen. Noterne bliver også færre, da hjernen ikke kan multitaske, men sætter opgaver i kø en efter en. Når der kommer en ny besked ind på mobilen, skal der urkræfter til at undlade lige at se, hvad det drejer sig om. Og mens man tjekker beskeden, går man måske glip af forelæsningens vigtigste guldkorn, som kunne have bidraget til en overlegen fremstilling til den kommende eksamen. Hukommelsen fungerer langt bedre efter en forelæsning eller efter en eftermiddag med hjemmestudier, hvis hjernen ikke er blevet afbrudt af onlinedistraktioner.

Neurovidenskaben kan hjælpe med at forklare os, hvad der sker i hjernen, når informationer bombarderer vores hverdag. Informationer, der svarer til 174 aviser hver eneste dag. Det mentale filter bliver overbelastet. Hjernen mister evnen til at fokusere. Der sker nærmest en kemisk krig i hjernen. Men der findes strategier, der kan bruges for at bevare fokus på de vigtige opgaver og ignorere støjen fra afbrydelserne.

Hjernen er travl som aldrig før

Dagligt overmandes vi af facts, peudofacts, rygter. Det hele lander i hjernen som information. Hvad er “need to know”, og hvad kan ignoreres? Dette er udmattende bearbejdning for hjernen. Smartphonen er blevet en alt-i-en. Som en Schweizerkniv. Ordbog, lommeregner, browser, e-mail, netbank, sociale medier, kalender, tekstbehandling, diktafon, vejrudsigt, GPS, sms, lommelygte etc.

Vi skriver sms’er, når vi går på gaden, vi udnytter tiden i køen i supermarkedet til at svare på en mail, og selv om vi har gæster, kan vi godt lige nå at tjekke mobilen hen over køkkenbordet for at se, hvad vennerne laver. Men der er en pris for at navigere i alle disse onlineverdener og i de mange afbrydelser i opgaverne, som vi burde fokusere på. At multitaske er en diabolsk illusion. Man opbygger i virkeligheden en lang kø af fragmentariske opgaver i hjernen. Tager man ikke pauser, tager hjernen dem selv for at beskytte sig selv mod ”overophedning”. Man falder ganske enkelt i staver eller ”går i stå” og mister fokus. Det har en kognitiv pris at prøve at multitaske – opmærksomheden forstyrres og bliver mindre effektiv, fordi multitasking koster hjernen energi og kraft. Dette påvirker indlæringen i auditoriet eller derhjemme under forberedelse til næste forelæsning. Men hvorfor bliver hjernen mindre effektiv?

Man ved ikke alt om det menneskelige opmærksomhedsfilter, men når man kaster et blik på menneskehedens historie, er det tydeligt, at mennesket har overlevet på grund af kognitive evner til at tilpasse sig i forhold til forandringer og nye ting. Hjernen er plastisk. Men hjernen er ikke gearet til den massive informationsstrøm, den udsættes for i dag. Her har evolutionen ikke kunnet følge med.

Hjernen får skud af dopamin

Hvad er det egentlig, der sker i hjernen, når man modtager en sms? Beskeden dukker op på mobilen og kræver straks opmærksomhed, og man ved, at afsenderen sidder og venter på svar – og man føler måske, at man er uhøflig, hvis man ikke svarer med det samme, nu når man har set den, og afsender kan i nogle tilfælde se, at beskeden er læst.

Disse to ting – et øjeblikkeligt svar og den sociale forventning fra afsenderen – er nok til at gøre en afhængig af at svare med det samme. Man modtager en sms, og når man svarer, aktiveres belønningscentret i hjernen, fordi man har fuldført en opgave. Man får et hurtigt skud af hormonet dopamin i hjernen, og det limbiske system skriger på mere af den følelse.

Dertil kommer, at hver gang man tjekker Facebook, får man nyheder og føler sig socialt forbundet, og belønningshormonerne stiger. Men det er den nyhedssøgende, ikke-kloge del af hjernen, der giver følelsen af tilfredshed. Ikke den planlæggende, tænkende del i præfrontale cortex.

Som Levitin foreslår, kan man også – ofte med stor effekt – nedskrive forstyrrelserne ved forelæsningen eller derhjemme under forberedelserne, efterhånden som de dukker op. Så kan de skubbes ud af hovedet og håndteres i pauserne i stedet. Og man finder samtidig ud af, hvor mange og hvorfra afbrydelser kommer. Man vil få en fin statistik på sine afbrydelser, og derved kan man faktisk prøve at forebygge distraktionerne. Man kan eksempelvis slukke mobilen helt, man kan sørge for at sætte sig lidt væk fra de andre studerende, hvis de forstyrrer, man kan mentalt prøve at blokere fra de afbrydelser, man mødte sidste gang.

Slutteligt kan man diskutere, om undervisningen i det moderne mediesamfund burde tilpasse sig en generation, der aldrig slukker for elektroniske onlineenheder? Eller om studerende skylder sig selv at få viden om, hvordan afbrydelser svækker indlæringen i en ganske betydelig grad, så de kan få chancen for at fravælge konstant onlinetilstedeværelse.

NB: Hvor mange gange har du tjekket Facebook eller modtaget en sms, mens du har læst denne artikel?