‘Debatindlæg: En forfærdelig eksamen’ 
Debatindlæg l 08.02.2018

Debatindlæg: En forfærdelig eksamen

S
Studieliv
Debatindlæg l 08.02.2018
6 min
Kan det virkelig være rigtigt, at vi på RUC’s kandidatuddannelser bliver eksamineret i personlige holdninger frem for faglighed og akademisk praksis?

Skrevet af

Maria Klit

Studerende, Can. Comm.

Jeg har netop gennemført første semester i kommunikation på kandidaten og skulle forsvare mit semesterprojekt i slutningen af januar. Historien ender godt, for jeg og mine fire kvindelige medstuderende fik både et 10-tal og masser af ros for projektet. Så langt så godt – problemet er bare, at en karakter ikke er noget værd, hvis ikke den gives på et fagligt og videnskabeligt grundlag, som uddannelsesinstitutionerne kan stå inde for. Det var ikke tilfældet for os. Det handler ikke om karakterer, gennemsnit eller bedømmelse. Det handler om retten til at blive taget akademisk alvorligt.

Projektet omhandlede overgrebsramte kvinders møde med systemet. Vi tog udgangspunkt i interviewpersoner fra Informations artikelserie Jeg blev voldtaget, der fortalte om deres oplevelser med blandt andet politiet og Center for Seksuelle Overgreb. En uge inden eksamen blev vores vejleder imidlertid syg, og vi modtog således mail om, at vi i al hast havde fået tildelt en anden eksaminator. Vi fik ikke lejlighed til at mødes med ham forud for eksamen og fik derfor heller ikke mulighed for at knytte nogle kommentarer til vores arbejdsproces. Det var der bare ikke noget at gøre ved, måtte vi forstå, og således mødte hele gruppen fortrøstningsfulde op på dagen for eksamen. For det kunne vel ikke betyde så meget, kunne det?

Vi tog fejl. Eksaminator lagde ud med at sige, at han slet ikke vidste, om han turde være eksaminator i et projekt som vores. »Han var jo mand.« Han sagde det godt nok med et glimt i øjet, men så var stilen ligesom lagt. De følgende 80 minutter blev vi nemlig overvejende eksamineret i eksaminators personlige holdning til de metoder og teorier, vi havde anvendt.

Sharlene Janice Nagy Hesse-Biber, B.A., M.A., Ph.D. University of Michigan, er sociologi professor og leder af kvinde studier ved Boston College i  Chestnut Hill, Massachusetts.

The Practice of feminist in-dept interviewing af Sharlene Nagy Hesse-Biber.

 

 

Eksaminator lagde ud med at sige, at han slet ikke vidste, om han turde være eksaminator i et projekt som vores. »Han var jo mand.«

I projektrapporten havde vi været ærlige omkring, at vi selv havde oplevelse krænkelser i det virkelige liv. Netop vores egne forforståelser brugte vi en stor del af opgaven på at skrive os rundt om. Vi havde metodisk arbejdet med Sharlene Nagy Hesse-Bibers feminist in-depth interviewing. Præmissen for denne er, at egne forforståelser kan bruges aktivt i arbejdet med informanter, og altså ikke er lig med, at man ikke kan belyse en given problematik på ordentlig vis.

At vi selv havde oplevet krænkelser stod altså ikke i vejen for, at vi kunne arbejde med kvinder, der har været udsat for overgreb. Derimod kan der være visse fordele ved at have en personlig aktie i det emne, du arbejder med. Vi valgte netop denne metode for at positionere os fagligt på en sådan måde, at det blev både legalt og åbenlyst, at vores egne oplevelser indgik i projektet. Noget vi ikke forsøgte at skjule eller lukke øjnene for, men i højere grad ville omfavne, reflektere over og bruge aktivt i projektet – som en bidragende faktor i projektets udformning.

Metoden blev til eksamen afskrevet som utroværdigt i al almindelighed, idet eksaminator ikke mente, at det var sådan rigtigt videnskabeligt at bruge sig selv på den måde. Vi måtte noget chokeret tage til genmæle, at i så fald måtte han jo selv tage den diskussion med Sharlene Nagy Hesse-Biber. Jeg har ikke før i akademisk sammenhæng oplevet, at en enkeltpersons egen vurdering og mening om en given metode stod højere end metoden selv. Når præmissen for metoden er, at man bruger sig selv aktivt i sit arbejde med informanter, så må det stå for sig selv. Så må det godtages og accepteres, uagtet hvilken fagtradition man tilskriver sig.

Netop vores egne oplevelser var den grundlæggende årsag til, at projektet kunne skrives. Såfremt man ikke har en grundlæggende undren eller nysgerrighed på et givent fænomen, har man vel sjældent incitament til at undersøge det. Jeg synes ikke, at det er et gyldigt argument, at vi med vores egne forforståelser ikke kan skrive et sådan projekt på en god og troværdig måde. Efter den logik: hvem kan da overhovedet udtale sig om noget som helst? Og havde projektet i så fald været bedre, havde det været skrevet af personer, der ingen erfaringer havde om systemet indefra?

Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i socialkonstruktivismen blev også udfordret. Vi blev kørt rundt i en lang snak om validitet og objektivitet, på trods af at man i denne videnskabsteoretiske retning netop afskriver sig fra sådanne statiske begreber. Præmissen er jo netop, at al viden og sandhed er relationel, og beror sig på de forforståelser, tankesæt og værdier, man bringer med sig ind i sit arbejde. Det kan man synes om, hvad man vil, men man kan ikke afskrive og afvise det.

Vores interviewpersoners eksistens blev også anfægtet. Under eksamen blev det insinueret, at de jo kunne være opdigtede, hvorfor vores grundlag for analysen var noget tyndt. Det var ikke kun en ærgerlig indstilling, det var også faktuelt forkert. Vores interviewpersoner fremgik med fulde navn, og vi havde ligeledes både lydfiler og fulde transskriptioner af deres interview, som man, i det tilfælde man vurderede dem utroværdige, kunne have efterprøvet.

Undervejs i eksamen efterspurgte eksaminator flere og andre perspektiver på voldtægt og overgreb, end vores interviewpersoner tilsyneladende havde givet. Derefter foreslog han glad og fro, at man eksempelvis kunne have inddraget Informations artikelserie ”Jeg blev voldtaget”. Her måtte vi selv gøre ham opmærksom på, at det jo altså netop var her, vores interviewpersoner var hentet fra. Det havde han ikke nogle yderligere kommentarer til, og vi gik hurtigt videre.

De videregående uddannelser, og i særdeleshed de humanistiske, må simpelthen gøre op med sig selv, hvis de ønsker at blive taget alvorligt.

Da vi ved bedømmelsen højlydt gav udtryk for, at vi var utilfredse med grundlaget for deres kritik, var både censor og eksaminator helt uforstående. Vi havde jo fået 10? Som om karakteren alene var succeskriteriet for eksamen og hele den forudgående arbejdsproces. Det, de ikke forstod, var, at karakteren jo i virkeligheden er ret ligegyldig, hvis den er givet på et mere eller mindre tilfældigt og tyndt grundlag. Hvad skal vi med et 10-tal, hvis vores arbejde ikke er blevet taget fagligt alvorligt?

Alt i alt gik vi fra en eksamen med en overvejende følelse af at være blevet eksamineret ikke i vores faglige og akademiske praksis, men i enkeltpersoners meninger og holdninger til metoder og teori.

Jeg er vred over, at både jeg og mine gruppemedlemmer fik en så dårlig eksamen, men mest af alt er jeg faktisk vred på vores interviewpersoners vegne, hvis travle liv og sensitive historier vi fik lov at blive en del af. Deres historier er vigtige, og deres oplevelser er reelle. Deres historier optrådte netop i projektet som personlige, individuelle oplevelser og ikke som gudsgivne sandheder på et mere generelt plan. Hvad end man synes om dem, og hvad end man tænker om debatten om overgreb i sin helhed, må være op til den enkelte. Men at fratage dem deres relevans og anfægte deres eksistens, det er simpelthen forkert. Det er os som studerende, der har bragt dem ind i vores projektrapport. Når vi beder dem om at blotte deres historier for os, så skylder vi dem som minimum, at de bliver taget alvorligt af de uddannelsesinstitutioner, vi kommer fra. Alt andet er simpelthen uartigt.

De videregående uddannelser, og i særdeleshed de humanistiske, må simpelthen gøre op med sig selv, hvis de ønsker at blive taget alvorligt. I en tid hvor humaniora generelt møder kritik fra alle sider, der har vi simpelthen ikke råd til, at bedømmelsen af den humanistiske videnskab der bedrives på landets største vidensinstitutioner er helt og aldeles afhængig af, hvilken eksaminator de studerende får. Det er bare ikke godt nok.

Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man fra RUC’s side fremadrettet og konsekvent viser projekter og studerende den respekt, at man tager deres arbejde ligeså alvorligt, som man beder dem om og forventer, at de gør det selv. Det er simpelthen under al kritik, at man på en kandidatuddannelse forventes at bruge hen ved et halvt år på at udføre grundig research og et omfattende fagligt benarbejde, for så at møde en eksaminator, der ikke har haft tid til eller mulighed for at sætte sig ordentligt ind i rapporten – og som desuden mener sig berettiget til at eksaminere i sin egen personlige overbevisning og afskrive de teorier og metoder, han ikke selv bryder sig om.

Det er ganske enkelt useriøst.