Er det de nybagte forældre, der i frygt og kærlighed tror mere på skæmmehistorier fra internettet end på videnskaben, når barnet skal vaccines? Eller politikeren, der som skatteminister Karsten Lauritzen (V) ”bare ikke tror på eksperterne.” Slut, punktum, lige dér på forsiden af Politiken. Eller er det faktaresistent, når de studerende stiller de kritiske spørgsmål til det pensum, de får stukket i hånden?

Men politikerne skal jo ikke designe politik på forskningens præmisser. De må gerne have følelser og ideologi, som de sætter først og foran rationalitet og måske endda længere ud i gråzonerne, der hvor det bliver irrationelt. Det må forældrene også, og den studerende kræver vi ligefrem en kritisk tilgang af. Vi glædes, når de dermed udfordrer normerne. Lige indtil det måske rammer vores egne dogmer. For den kritiske sans skulle nødig blive til besvær. Men hvad er holdning, og hvad er fakta, når man foretrækker den ene teori frem for den anden? Det er noget af det, universitetsstuderende skal lære at navigere i. Og være kritiske over for.

Især humaniora kæmper med holdninger over fakta. For hvornår er metoden videnskabelig, og hvornår er den bare fortænkt. Er det faktuelt at være begejstret for Kant og Bourdieu, men ikke Foucault eller Hayek? Kan vi klare den med et hurtigt opslag på Google? Sådan som mange diskussioner slutter i det mobile internets tidsalder.

Her er forudsætninger mere privilegerede hos naturvidenskaben – hvor ofte er mere lige til at falsificere – men også det, der tilsyneladende er objektivt, kan drejes politisk. Og resultaterne kan formes efter behov, eller der kan skabes politik på baggrund af en “regnefejl”, som vi senest så det med beregningerne bag Landbrugspakken fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Vi sidder på et universitet, som er fyldt med mennesker, der har dedikeret deres arbejdsliv til forskning og videnskabelig metode. Det er ikke nogen nem målgruppe, for selv om fakta og dokumentation er helt central for god journalistik, bedriver journalister ikke forskning. Vi er ikke filosoffer, matematikere eller biologer. Men vi vender hele tiden tilbage til: fakta. Til vægten af den dokumentation, der løfter en historie. Det er bare ikke altid fakta, der er udslagsgivende.

Må vi her på RUC Paper f.eks. citere en kilde, der har fået kolde fødder og trukket hele sit interview tilbage? Skal vi bringe en historie, der kan have alvorlige konsekvenser for en efterforskning? Skal vi bruge en kilde som ekspert, der muligvis har partiske interesser i historien? Det er hverdagen på alle medier – også den første uge hos RUC Paper-redaktionen. Det er vurderinger, der ikke altid handler om fakta og regler. Men om at finde normerne for en form og en rutine.

Selve pressens rolle er under pres, særligt med præsidentembedets krig mod dele af pressen i USA, men også herhjemme med adoptionen af Fake News som et label. Det er let at påklistre de historier, man ikke kan lide. Dem kan vi ikke love, at vi ikke kommer til at lave. Men vi kan love at gøre vores bedste, for at lave dem ordentligt. Helt uden Fake News.