‘Q&A med designer: »På RUC skabes der grobund for initiativ«’ 
Artikel l 08.02.2018

Q&A med designer: »På RUC skabes der grobund for initiativ«

A
Aktuelt
Artikel l 08.02.2018
6 min
Designer og entreprenør Michael Flarup er bachelor i informatik og kommunikation fra RUC, og har siden han blev færdig i 2007 udviklet sig til en internationalt eftertragtet selvstændig designer og iværksætter. Vi tog os en snak på hans kontor i Pilestræde om frivillighed, kompetencer og studiemiljø.

Skrevet af

Signe Bøtzau Paulsen

Skribent

Hvad er det, du laver til daglig?

»Når folk spørger, hvad jeg laver, plejer jeg at sige, at jeg er visuel designer. Det er den korte forklaring. Det er primært visuelt og grafisk design af alt der har at gøre med interfaces, logoer, ikoner og så videre. Jeg kører en række forskellige virksomheder her fra kontoret i Spilhuset, som jeg i en lidt filantropisk landlord-stil også lejer ud til forskellige andre. Herfra styrer jeg min egen virksomhed, Northplay, som laver underholdningsprodukter, hvor jeg har både fuldtids- og deltidsansatte tilknyttet.«

»Ved siden af det har jeg Pixelresort, som er en lille freelance-biks, jeg har kørt alene, siden jeg gik på RUC. Derudover rejser jeg rundt og giver foredrag, hvilket også en stor del af min karriere. Det er super underligt, det der med at blive genkendt til en konference af et menneske, der har fulgt dig på internettet fra et helt andet sted i verden.«

Hvordan kan det være, at du startede på RUC?

»Jeg havde faktisk taget en 2-årig designuddannelse først, hvor jeg blev så afskrækket af hele den der designverden. Det skulle jeg bare slet ikke være en del af, så jeg flygtede og søgte i en helt anden retning. Det blev RUC, hvor jeg gik og legede med tanken om at læse noget geografi af en art, fordi jeg havde en idé, som så mange andre, om at jeg skulle ændre verden. Undervejs blev jeg hevet mere og mere tilbage til design i kraft af alle de ting jeg lavede. Jeg blev simpelthen genforelsket, hvilket jo i høj grad har været vigtigt for, hvor jeg er i dag.«

Hvordan var overgangen fra endt uddannelse til arbejdsmarkedet?

»Efter min bachelor freelancede jeg på fuldtid i et år, hvor jeg på et tidspunkt begyndte at arbejde sammen med en dansk virksomhed, der spurgte, om jeg ikke ville arbejde fast hos dem. Jeg fik så min første rigtige fuldtidsansættelse som designer hos Retouch, et klassisk reklame- og webagency.«

»At have sådan et job er nærmest som “værnepligt” for en designer. Samtidig arbejdede jeg med en masse sideprojekter, primært om aftenen, hvor jeg blandt andet designede ikoner til apps, alt det, som jeg synes, var spændende. Jeg havde vanvittigt travlt og fik opbygget et personligt brand. Efter to år sagde jeg op, fordi jeg følte jeg havde opnået det fulde potentiale dér og tænkte, at jeg var klar til at prøve selv. Jeg tog min passion for design og produkter fuldtid. Jeg arbejdede med flere spændende kunder både i Danmark og i udlandet og har siden startet flere virksomheder, arbejdet på produkter, apps, spil og hardware, som har millioner af brugere og høstet omtale og priser på verdensplan. Jeg har haft det travlt – og sjovt – siden da.«

Havde du studiejob, mens du var studerende?

»På mit andet år på RUC blev jeg ansat som HumBas IT-supporter. Jeg fik mit eget lille kontor i hus 45.3, hvor alle hum’erne kom op til mig for at få hjælp med deres computere. Og så freelancede jeg en hel del som designer ved siden af og rodede med alle mulige sideprojekter. Jeg har virkelig gået på RUC. Med stort ‘R’. Jeg var meget engageret i studiemiljøet og kom med i en lang række forskellige ting, som jeg faktisk endte med at fortsætte, selv efter jeg var færdig på RUC.«

Hvad var det for nogle ting, du var involveret i?

»Jeg var blandt andet formand for NATCafé, som dengang var RUC’s uofficielle fredagsbar. Det kørte vi hårdt, og det var virkelig stedet dengang med nogle vanvittige fester. Det var så fedt. Vi startede også noget der hed Fruc.dk op, som var en platform til billeddeling fra fester. Det var jo før, der var facebook og sådan noget. Jeg var selvfølgelig også rusvejleder allerede efter mit første år, og året efter tog jeg skridtet videre og blev lakaj, som på det tidspunkt var et relativt nyt koncept. Kokkehold har jeg også prøvet.«

»Som lakaj var jeg med til at opfinde endnu et ansvarsområde, podcast-ansvarlig kaldte vi det på det tidspunkt. Det blev så til Ruscast, hvor vi lavede sjove video-podcasts til rusvejlederne. Jeg endte faktisk med at blive hængende og være med til at køre det i 5 år. Det var et kæmpe arbejde, men vi var med til at skabe RUC-historie, idet det efterlod en helt ny dimension til rusvejledningen, som vist nok stadig består i dag 11 år efter, det første Ruscast afsnit blev sendt.«

Hvilke brugbare kompetencer tog du med dig fra alt det her?

»Hvis jeg skulle vælge en ting, som jeg har lært mest af på RUC ud af alle de kurser, eksaminer, projekter og alt muligt, så er det at arbejde i rusvejledningen. Det giver et meget virkelighedsnært billede af, hvordan en organisation køres, hvilket jeg kan drage paralleller til, når jeg selv kører virksomhed i dag. Dét med at have en stor opgave foran sig som medfører et kæmpe ansvar. Det skaber et fantastisk sammenhold. Der var en stor seriøsitet og respekt for opgaven, der indebar orden i form af møder, referater, deadlines, budgetter, indkøb, planlægning og så videre. Jeg blev scenevant, fordi det også indebar at stille sig op og tale for et par hundrede mennesker, hvilket jeg ofte gør til foredrag i dag. Projektarbejdet lærte mig alt om konflikthåndtering, gruppedynamik og teambuilding, hvilket er grundstenen i organisationsstrukturen i min virksomhed. Det handler om samarbejde.«

Hvordan opfattede du generelt det at være studerende på RUC?

»Jeg havde det som en fisk i vand. Det var fantastisk at have det her hus, man var knyttet til, hvor man nærmest boede. Vi skabte historier, der følger en resten af livet. RUC var på en måde en legeplads, hvor man kunne få lov til at prøve en masse af. Jeg tror ikke, der er så mange andre steder, hvor man har det her frirum. Man har muligheder for at lave alt muligt frivilligt arbejde, om det er så er rusvejledning, kamarillaen eller universitetsavisen, så medfører det ansvar og sammenhold. Man bliver lidt af en ildsjæl, eller det kan man i hvert fald blive, hvis man har lyst til det. Og det er jo dét, der er kernen i entreprenørskab: Det handler om at være en ildsjæl, og det handler om at kunne arbejde sammen. På RUC skabes der grobund for initiativ. Man har et større ansvar for ens egen retning i livet i form af alle de valg og fravalg, der følger med det at skulle sammensætte sit eget studie.«

Eksempel på produkter, som Michael Flarup har været med til at lave. Foto: DR

Hvad er dine bedste råd til studerende på RUC?

»Helt klart at blive en del af rusvejledningen på den ene eller anden måde. “Make a difference” selv om det lyder lidt cliché-agtigt. Det er så fed en organisation, og man får så meget med derfra både i form af kompetencer, venskaber og gode minder. Brug den slags ressourcer, som RUC tilbyder til at få noget erfaring. Gå i gang, mens du er studerende, hvis du kan noget selv. Det er med til at udstyre dig med erfaring, som er brugbart i erhvervslivet. Og så er det vanvittigt sjovt.«

Hvad vil det sige at have succes?

»For mig handler det ikke så meget om penge og at lede en stor virksomhed, men at lave det som man synes er sjovt og udfordrende. At være med til at forme sin egen hverdag og ikke være bange for at ændre planerne, tage springet. Den store drøm for mig har altid været at arbejde med spil, hvilket har været en form for pejlemærke. Jeg er nok lidt af en computernørd. Det har altid interesseret mig vildt meget at lave underholdning på den måde. At ens arbejde består af at udleve sin hobby, dét er det fedeste.«