Hvis man ønsker sig et let og bekymringsfrit liv, er det ikke en karriere som forsker, man skal vælge. Som forsker er det svært at få en fast stilling, meget tid går med at søge forskningsmidler i offentlige og private fonde, og det skaber usikkerhed. Men det må ikke afholde unge mennesker fra at kaste sig ud i en karriere som forsker, mener Karl Anker Jørgensen.

Han er kemiker og har været ansat som professor på Aarhus Universitet siden 1992. Han har vundet adskillige priser for sin forskning indenfor asymmetrisk katalyse, som er blevet anvendt både i den akademiske verden og i industrielle sammenhænge. I 2015 var han på den prestigefyldte liste The World’s Most Influential Scientific Minds.

Han har svært ved at svare på, hvad han selv ville have gjort anderledes i sin tidlige forskerkarriere, men han er ikke i tvivl om, hvad han vil råde unge forskere til i dag. Det første råd falder prompte.

»Tænk originalt. Det er store ord, men hvis du kan være med til at skabe noget nyt, så får du en helt anden bane at spille på. Vær kreativ. Tænk ud af boksen og lad være med at lave det samme, som andre,« lyder det fra Karl Anker Jørgensen.

Vælg det uudforskede og samfundsrelevante

Karl Anker Jørgensen valgte selv et uudforsket område i sin tidlige karriere. Han havde to vejledere. Den ene sagde, at han skulle arbejde videre med det, han havde skrevet ph.d. om, men hans anden vejleder foreslog ham at søge over til nobelpristageren Roald Hoffmann’s gruppe på Cornell University i USA. Karl Anker Jørgensen fulgte det sidste råd, der viste sig at blive til en frugtbar postdoc-stilling.

»Jeg valgte at arbejde med noget, som jeg ikke kendte til rent videnskabeligt. Det var et helt nyt forskningsfelt, der var ved at åbne sig op i USA. Det var ikke et forskningsfelt i Danmark på det tidspunkt, så jeg kunne bringe et helt nyt felt i udvikling med hjem, da jeg startede min videnskabelige karriere,« fortæller han.

Det, at vælge noget nyt, er også, hvad Marie Pedersen har gjort, og hvad hun vil råde sine unge forskerkollegaer til. Hun er biolog og lektor hos Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og modtager i år 1,5 millioner euros fra Det Europæiske Forskningsråd. Nogle eftertragtede bevillinger, der går til unge forskere, hvis forskningsområder er nye og banebrydende. I sit forskningsprojekt undersøger hun for første gang nogensinde sammenhænge mellem udsættelse for akrylamid i fosterstadiet og helbredsudfald senere i livet.

Til rådet om at vælge nye forskningsspørgsmål, tilføjer hun, at de også skal være samfundsrelevante.

»Det gør det lettere at få penge til sin forskning, og så giver det følelsen af, at det, man bruger så meget tid på, betyder noget og rent faktisk kan gøre en forskel,« siger Marie Pedersen.

Lær at spille spillet

Karl Anker Jørgensens næste råd er, at den unge forsker sætter overlæggeren højt.

»I den danske forskningsverden, er det kun kvalitet, der tæller. Og ikke nok med kvalitet. Man skal have en række kvalitetsartikler for at blive lagt mærke til, fortæller han og beskriver det som et spil, den unge forsker skal lære at kende.«

»Og det er ikke engang nok at publicere en artikel i ny og næ i et top-tidsskrift. Man skal spille spillet og placere sine artikler, så de bliver set og anerkendt. Med det mener jeg, at hvis man vil sammenligne sig med de store forskningsgrupper i verden, så vil man se, at det, der gør dem anerkendt, er, at de ved, hvordan man tilrettelægger et projekt og kender til de strategiske aspekter af projektet,« siger Karl Anker Jørgensen, og fortsætter

»Det er fx, hvilke dele af projektet skal man forfølge først for derved at opnå de mest gennembrydende resultater først– inden andre forskningsgrupper.«

Husk din hobby

Dette spil og kampen om forskningsmidlerne er med til at gøre, at en forskningskarriere kan være meget hård – særligt før du har etableret dig. Derfor mener Marie Pedersen, at man bør sørge for at have et balanceret liv.

»Det er klart, at det er vigtigt at få publiceret og få publiceret godt. Men man kan også køre sur i det, hvis det ikke handler om andet. Særligt i de hårde tider, hvor der måske er bøvl med ens data, måske har man ikke nogen spændende resultater, måske kan man ikke få det publiceret – der kan være alle mulige situationer, hvor alt føles op ad bakke.«

Da Marie Pedersen lavede sin ph.d. og var under et stort tidspres, havde hun et smykkeværksted, hvor hun kunne koble af og tænke på noget helt andet end arbejde, hvilket kan føre meget godt med sig, som hun siger.

»Nogle gange tænker man bedre over ens arbejde, når man laver noget andet end at sidde foran computeren en hel aften.«

De voksnes ansvar

Selvom Karl Anker Jørgensen i mange år har haft en veletableret forskerkarriere, er han udmærket klar over, at forskningslivet kan være hårdt. Derfor mener han også, at det er utrolig vigtigt, at man som forsker har respekt for og støtter de studerende.

»Hvis forskningen skal udvikle sig, skal de studerende have de optimale arbejdsforhold. Det er så vigtigt, at både yngre og mere erfarne vejledere viser den studerende den fornødne respekt, anerkendelse og motivation til at gå ind i en forskningskarriere.«

Dernæst råder kemikeren den unge forsker til at fjerne sig fra sin vejleder og postdocs forskningsområder og skabe sin egen selvstændige forskningsprofil.

»De skal ikke blive kendt som en, der laver samme forskning som deres ph.d.- og postdoc-vejleder og publicerer artikler sammen med den tidligere vejleder. Hvis de bliver ved med at publicere artikler sammen med deres tidligere vejledere, får de ikke lov til at vise, hvor dygtige de er – hovedforfatteren får al æren. De skal skabe deres eget forskningsfelt og lave uafhængige publikationer. For når du publicerer uden din tidligere vejleder, så viser du, at du selv kan,« understreger Karl Anker Jørgensen og siger, at her kan jeg godt tilføje et udråbstegn!