Da jeg gik i børnehaveklasse i USA i slutfirserne, havde vi dinosaur-temauger i skolefritidsordningen. Vi farvelagde dinosaurtegninger og lærte navne udenad: Tyrannosaurus rex, Triceratops, Stegosaurus. Og vi kendte Brontosaurus, selvfølgelig, med sin store, tunge krop, lange hals og næsten komisk lille hoved.

Problemet er bare, at brontosauren slet ikke fandtes i slutfirserne. Den var såmænd erklæret for ikke-eksisterende, et videnskabeligt fejltrin, allerede i 1903. På det tidspunkt opdagede en medarbejder ved et museum i Chicago, at det bækken, som den amerikanske palæontolog Othniel Charles Marsh i 1879 havde konkluderet tilhørte brontosauren, i virkeligheden tilhørte en anden dinosaurslægt, Apatosaurus, som Marsh for øvrigt selv havde klassificeret i 1877.

Brontosauren var altså et videnskabeligt vildskud: et kvalificeret gæt, en hypotese, som viste sig at være forkert. Alligevel ville den ikke rigtigt forsvinde; den levede på forunderlig vis videre i lærebøger og populærkultur. I Flintstones-tegnefilmene fra 1960’erne er Fred Flintstone en bronto-kranfører, som efter endt arbejdsdag svinger gennem en drive-in for at få sig en gang bronto-ribs, og først fra halvfjerdserne begyndte man for alvor at redigere brontosauren ud af populære fremstillinger af dinosaurer.

Men hvorfor er det så svært at redigere videnskabelige fejltagelser ud af offentlighedens bevidsthed? Hvordan kan det være, at forskningsresultater, som sidenhen har vist sig at være forkerte, dukker op igen og igen, efter at de er tilbagevist? Med andre ord: Hvorfor vil brontosauren ikke dø?

Bent Lindow, palæontolog og samlingsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum i København, har et enkelt svar på mit spørgsmål: ”Det var jo et sejt navn!” siger han. ”Brontosaurus betyder ”tordenøgle”, mens den bedste danske oversættelse af Apatosaurus er ”vildledende øgle”.” Det er knap så spændende et navn, hvis man skal engagere børnehaveklasseelever i dinosaurernes forunderlige verden.

Der findes selvfølgelig også et mere komplekst svar på, hvorfor forkert viden bliver hængende, selvom forskere og eksperter ved, at det er forkert. Bent Lindow har arbejdet med folkeskole- og gymnasieundervisning i Statens Naturhistoriske Museums skoletjeneste nogle år, og han er ofte stødt på forklaringer og viden, der simpelthen er forældet.

”Newtons love har jo ikke rigtigt ændret sig,” siger han, ”men inden for for eksempel geologi findes der lærebøger, der måske har godt fat i de overordnede ting, men som bare ikke er opdaterede om, hvordan for eksempel pladetektonik fungerer.”

Synderen er i dette tilfælde en utilsigtet effekt af faglig specialisering: ”Hvis du vil skrive en lærebog og har en fagforfatter til det, så vil hun eller han typisk være meget skarpe på ét felt inden for faget og være meget opdateret på det område,” forklarer Bent Lindow. ”Så har de nogenlunde opdateret viden på andre områder, og så er der simpelthen felter, hvor man ikke er kommet videre end det, man selv lærte på universitetet. Og der kan altså være sket meget i løbet af de 10 eller 15 eller 20 år.”

Bent Lindow anslår, at de fleste lærebøger er omtrent 10 år bagefter videnskaben inden for feltet. Dertil kommer, at folkeskoler og gymnasier har begrænsede midler til at købe nye lærematerialer for. Bøger og læresystemer kan derfor blive hængende i årevis, mens de formidler forkert viden om pladetektonik til nye generationer.

Hinde eller ej?

På sæt og vis er det ikke så mærkeligt, at der eksisterer myter om ting, vi har gravet op af jorden, og hvor vi har måttet bruge kvalificerede gæt for at artsbestemme og datere dem. Men forunderligt nok eksisterer der også ganske hårdnakkede myter på områder, hvor vi potentielt har flere milliarder studieobjekter tilgængelige: Nemlig de kvindelige kønsorganer.

Indtil november 2017 fremgik det af verdens største leksikon, Encyclopedia Britannica, at skedeindgangen hos kvinder, som ikke har haft vaginal sex, er dækket af en hinde, som ødelægges ved første samleje – det, vi på dansk kalder jomfruhinden. Og hvis ikke du allerede vidste det, så har du nok gættet, hvor jeg vil hen: Jomfruhinden findes altså heller ikke.

Derimod findes der en slimhindefold, hymen, som delvist dækker skedeåbningen, og ved første samleje kan der komme rifter i denne fold. Men der er altså ikke nogen hinde, som brister, og folden kan på ingen måde bruges til at tjekke, om kvinder har haft samleje eller ej.

Encyclopedia Britannicas ændring i opslaget om vulva (som indtil da ikke havde været ændret siden 1998) kom efter henvendelse fra en norsk læge, Trine Aarvold, som indsendte en skriftlig klage til leksikonet. Hun var til gengæld inspireret og opmuntret af, at Store norske leksikon kort forinden havde udskiftet ordet ”jomfruhinne” med ”skjedekrans”.

”Det er faktisk ret sjældent, vi ændrer hovedopslagsord,” siger chefredaktøren for Store norske leksikon, Erik Bolstad, da jeg ringer og spørger ham, hvad der skal til for at skifte et ord ud i leksikonet. ”Det gør vi højst en gang eller to om året, for vi er ikke normative, vi er deskriptive.”

”Lige præcis med jomfruhindeordet er vi dog nok en lille bitte smule på forkant,” mener chefredaktøren. ”Jeg er gift med en læge og har på den måde erfaret, at en god del af lærebøgerne ved de norske universiteter er begyndt at udskifte ordet. Så mente vi, at det også var på tide, at Store norske ændrede ordet, så vi ikke endte med en forældet artikel.”

Samtidig understreger Erik Bolstad, at Store norske leksikon også har en funktion som fælles hukommelse: ”Vi fjerner aldrig ord. Vi har ”neger” og ”sindssyg” og ”indianer” og ”jomfruhinde”, alle ordene er der fortsat,” forklarer han. ”Når nogen om 50 år undrer sig over, hvad jomfruhinden egentlig var, så må det findes et eller andet sted. Forældet terminologi er jo næsten lige så vigtig som den moderne terminologi. Og så er det en ganske central opgave for os at spejle, hvordan verden eller i hvert fald videnskabelige begreber har været.”

For videnskabelige begreber siger ikke bare noget om det objekt, der beskrives: De siger også noget om den, der beskriver dem, og den tid, de bliver brugt i.

En fejlmargin på 100.000 år

Mens jomfruhindemyten bliver brugt til at begrænse kvinders seksualitet, har de videnskabelige fejltagelser inden for Jeanette Varbergs fagområde knap så store konsekvenser for nulevende kvinder. Men derfor kan fejltagelserne stadig være store – for eksempel, når man har gættet 100.000 år forkert.

”Siden åbningen har vi faktisk skullet ændre rigtig mange ting på vores evolutionstrappe,” fortæller Jeanette Varberg om udstillingen på Moesgaard. Et af formidlingsgrebene på Moesgaard er en lang trappe, som går gennem hele museet, og hvorpå der er placeret syv livagtige voksfigurer, som repræsenterer forskellige udviklingstrin i menneskets historie.

Siden 2014 er der kommet flere videnskabelige nybrud, som har fået museumsinspektørerne på arbejde med at ændre og opdatere tekster og rundvisninger: Flores, en repræsentant for arten Homo floresiensis, uddøde ikke for 18.000 år siden, som man har troet hidtil, men for 65.000 år siden. Den ældste udgave af Homo sapiens – ”ham, der ligner Samuel Jackson,” siger Jeanette Varberg – var ikke 200.000 år gammel, men 300.000 år. Og så er der den 10.000 år gamle Koelbjergkvinde, som i foråret 2017 skiftede køn: Nye DNA-analyser viste, at mosefundet fra Koelbjerg i virkeligheden var en mand.

Celebrate 10th anniversary of Homo #floresiensis by visiting @MuseumMoesgaard‘s new reconstruction #MoMu #Hobbit pic.twitter.com/h2jLxMJwGx

— Peter C. Kjærgaard (@PCKjaergaard) 21. oktober 2014

Flores, som står på evolutionstrappen på Moesgaard Museum, viste sig at tilhøre en art, som var uddød 48.000 år tidligere, end man troede, da Moesgaard Museum åbnede i 2014.

Selv det, der lader til at være etablerede fakta, kan altså rykke sig fra den ene dag til den anden, hvis der kommer et videnskabeligt gennembrud, som der er overbevisende argumentation for.

Formidling eller fakta?

Men hvordan håndterer man at arbejde med formidling inden for områder, hvor meget af videnskaben baserer sig på kvalificerede gæt? Skal man fortælle museumsgæsterne om de usikkerheder, der er forbundet med fund og dateringer?

”Jamen, det er jo grundlæggende en udfordring for museer, at videnskaben hele tiden ændrer sig,” siger Jeanette Varberg. ”Hver eneste dag finder man en ny brik i vores historie, og det er jo det, som driver os, der render rundt blandt støvede potteskår og alt muligt andet. Det må man så bare forholde sig til i formidlingen.”

På Moesgaard gør de det ved at arbejde med flere lag af formidling: Udstillingens overordnede historie bliver fortalt uden forbehold, men de enkelte elementer nuanceres blandt andet gennem brugen af forskerskærme, som er små tv-skærme med tilhørende hørebøffer, hvor forskerne kan uddybe udstillingens overordnede linjer.

”Hvis du åbner en udstilling med et grundlæggende forbehold, med ”det kunne måske være sådan her, men det kunne også være på en anden måde”, så risikerer du at forvirre din gæst, som jo højst sandsynligt ikke er arkæolog og ikke har nogen forudsætninger for at forstå den diskussion, du liner op,” siger Jeanette Varberg. Derfor må forbeholdene komme i anden række i formidlingsarbejdet.

På Statens Naturhistoriske Museum forholder de sig også bevidst til videnskabens usikkerhed.  I nogle tilfælde ved ligefrem via en formidlingsmæssig pointe at fremhæve forskningens mangler: ”Vi ved ikke alt, og det må vores formidlere også gerne sige,” fortæller Bent Lindow. ”Meningen er, at hvis der står en eller anden lille interesseret pige, der lige har opdaget dinosaurer, så vil vi gerne have, at hun tænker: Hov! Der er noget, vi ikke ved! Og så vil vi gerne have, at det næste, hun tænker, er: Så er det mig, der skal finde ud af, hvordan det der var!”

Tordenøglen vender tilbage

Måske har palæontologen Emanuel Tschopp været sådan et barn; en dreng, der drømte om at finde ud af, hvad det er, vi ikke ved om dinosaurer. Hvis han har været sådan et barn, så kan han godt være stolt af sig selv: I 2015 var han nemlig hovedforfatter på en artikel, som viste, at brontosauren alligevel findes som et gyldigt, taksonomisk slægtsnavn.

Ikke nok med det: Han og hans to medforfattere kunne vise, hvordan to andre arter, Elosaurus parvus og Apatosaurus yahnahpin, blev indlemmet i brontosaurslægten som Brontosaurus parvus og Brontosaurus yahnahpin.

Jeg spørger Bent Lindow, hvad han tænkte, da brontosauren på den måde blev genoplivet efter at have været erklæret ikke-eksisterende i 112 år.

”Først og fremmest så tænkte jeg jo, hvad siger de andre til det? Er det et forskningsresultat, vi kan stole på?” siger Bent Lindow. Medier er ofte ivrige efter at udbasunere epokegørende forskningsfund, men ikke al forskning er lige god eller reel. Derfor må man se lidt bagom de store overskrifter for at finde ud af, om forskningsresultatet virkelig holder.

”Der er jo både den officielle, videnskabelige diskussion i videnskabelige artikler, og så findes der en masse faglige blogs, den såkaldte grå litteratur, hvor nørderne diskuterer sådan nogle resultater,” fortæller Bent Lindow. ”Og der nåede diskussionerne frem til, at det ser faktisk fornuftigt ud, det ser ud til, at det holder. Og så må man sige, så er det sådan, det er – indtil der kommer nogen med noget nyt.”

Brontosaurus excelsus, den noble tordenøgle, er altså tilbage på dinosaurernes stamtræ. På forunderlig vis er al den forkerte brontosaurviden, som har overlevet i dårligt redigerede formidlings- og skolebøger og i populærkulturen, slet ikke så forkert alligevel. Jeg kan altså med god samvittighed lære min datter, at der findes brontosaurer. I hvert fald indtil der kommer en ny analyse, som siger noget andet.