Den frie kombi-uddannelse var det, som mødte mig i 90’erne. Det var grunden til, at jeg i sin tid valgte at tage rejsen fra Jylland med færgen over Storebælt for at starte på Natbas med ambition om at læse fysik og historie. Jeg var meget optaget af årsagssammenhænge, og jeg havde en vision om, at netop denne kombination ville sætte mig i stand til at forstå ALT. Som for så mange andre RUC-studerende dengang gik det ikke helt som planlagt. Jeg blev forført af logik og beviser, så historie blev udskiftet med matematik.

90’ernes frie kombi-uddannelse var et næsten uendeligt ark af muligheder. Et skema i A3-format, som man kunne kigge på og forestille sig et hav af forskellige fremtider. Man kunne kombinere alt med alt. Faktisk var der kun én ting, man ikke måtte: Man måtte ikke kombinere to fag, der lignede hinanden for meget.  For eksempel måtte molekylærbiologi ikke kombineres med miljøbiologi. Desuden var der det krav, at mindst et af fagene skulle ligge inden for samme hovedområde som den basis, man havde læst. Man kunne altså ikke læse filosofi og historie i forlængelse af Natbas, noget som Studenterrådet var i det røde felt over, for det kunne man faktisk før min tid.

Den frie kombi var ikke kvalitetssikret ovenfra. Den virkede ud fra den logik, at vi studerende skulle tage ansvar for vores uddannelse. Det var vores opgave at finde mening i galskaben. De fleste gjorde som mig – valgte en umiddelbart oplagt vej, men blev overraskede over, hvor forskellige fagenes metode og indhold var. Fysik og matematik. Fysik og kemi. Der var også mange andre og til tider skæve valg. Der var én, som læste fysik og psykologi. Det var helt sikkert ikke en kvalitetssikret kombi. Men betyder det, at den ikke havde kvalitet? Personligt er jeg overbevist om, at de gymnasieelever, som i dag undervises af denne unikke og originale RUC-kandidat, har trukket det lange strå i lotteriet.

Det smarte ved den gamle kombi-struktur var, at den individualiserede uddannelse ikke kostede ekstra. Der fandtes ikke en fysik/psykologi-studieordning eller fysik/psykologi-studieelementer. Der var ét fysik-studie og ét psykologi-studie, som hver især kunne indgå i de mange forskellige kombi’er. RUC havde altså langt færre studieordninger, selvom der var mange flere studiemuligheder dengang end i dag.

Som underviser har jeg elsket den frie kombi fra den anden side af bordet. Når man står med et hold fuld af regnedrenge m/k, er det ikke bare befriende, men helt nødvendigt, at en eller anden stikker hånden i vejret og spørger, hvor de der naturlove kommer fra? Eller om det, vi taler om, har noget med virkeligheden at gøre? Det kan godt være, at der kun har været en enkelt på en årgang, som læste fysik og historie eller fysik og journalistik … men denne ene løftede niveauet på hele uddannelsen. Netop det, at studerende med forskellig faglig ballast blev blandet, gjorde, at alle de studerende blev bevidst om deres faglighed. De blev bevidst om deres fags styrke og begrænsninger. De blev dannede, tænkende akademikere – måske præcis i den forstand, som Søren Pind efterspørger det i disse tider.

I min forståelse har den frie kombi-uddannelse altid været en meget stor del af RUCs berettigelse, og jeg begræder dens forsvinden. Det er lidt svært at afgøre, hvornår det er det rigtige tidspunkt til en afsked, for som rektor siger, så har vi jo stadig nogle kombi-uddannelser. Men den frie kombi er blevet afviklet lidt ad gangen – som når man spiser en spegepølse – og jeg føler mig overbevist om, at processen ikke er slut. Det seneste angreb var en ret dramatisk lukning af over 50 kombi’er, som blev besluttet sidste år. De opretholdte kombi’er skal leve op til en række krav.

Først og fremmest må der bare ikke være for mange af dem. Fordi vi skal som institution kunne retfærdiggøre hver og en af dem, og vi skal ikke mindst kunne måle på arbejdsløshedsprocenten blandt kandidaterne. Samtidigt bliver nogle af kombi-uddannelserne erstattet af ”hele tværfaglige uddannelser”. Sådan nogle har der også altid været på RUC. Det er gode uddannelser, og jeg er sikker på, at fremtidens RUC-uddannelser også bliver det; men jeg savner den frihed og ikke mindst den udfordring, der lå i et A3-ark fuld af fornuftige, usædvanlige og helt skøre muligheder.