Hvad foretager du dig til daglig?

»Jeg sidder som folketingsmedlem for Enhedslisten på Christiansborg. I 2009 blev jeg valgt som politisk ordfører, hvilket jeg var indtil 2016, hvor Pernille Skipper tog over. I sommeren 2007 afsluttede jeg min bachelor på RUC som 23-årig, hvor jeg lige var startet i praktik hos Enhedslisten. Allerede på det tidspunkt vidste jeg godt, at der ville komme valg, og hvis Enhedslisten kom i Folketinget og klarede spærregrænsen, så ville jeg blive valgt. Valget kom så i november 2007, hvor jeg droppede ud af min praktik, da jeg blev praktikvejleder for mig selv, og på det tidspunkt stoppede jeg også på RUC. Så har jeg faktisk været herinde på Christiansborg lige siden.«

»Nu sidder jeg med flygtningeområdet. Jeg har en masse arbejde, som vedrører flygtningepolitik, udlændingepolitik og integrationspolitik. Lige nu arbejder jeg med Paposhvili-dommen, der fylder rigtig meget. Det er en dom, der faldt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2016, men som Inger Støjberg og hendes ministerier har ignoreret. Det er en sag, som jeg har været engageret i siden april 2017. Så jeg bruger rigtig meget tid på lange sager og lange forløb. En anden ting er at snakke med jer journalister – I ringer også hele tiden.«

Hvordan kan det være, at du overhovedet valgte RUC til at starte med?

»Jeg må indrømme, at den største årsag til, at jeg valgte RUC, var nok, at jeg kendte en masse andre, som også startede på det tidspunkt. Det var det universitet, alle mine bekendtskaber tog på, og derfor overvejede jeg heller ikke andre. Men det var selvfølgelig også ud fra nogle tanker om, at jeg gerne ville det tværfaglige og samarbejdet. Jeg havde været meget aktiv i elevbevægelsen og havde været næstformand for DGS, Danske Gymnasiers Sammenslutning, og vi var derfor en masse mennesker, der kendte hinanden derfra og stort set hele flokken tog på RUC.«

Hvordan var overgangen fra RUC til Christiansborg?

»Det er sørme mange år siden efterhånden. Men det var selvfølgelig ikke nyt for mig at beskæftige mig med politik, for det havde jeg gjort lige siden, jeg var 12 år gammel – også i al den tid, jeg var studerende på RUC. Men selvfølgelig er der forskel på at være til gruppedannelse og vade over marken – dengang var der ikke nogen sti, eller det var der, men det var verdens længste omvej – og på at sidde på sit eget kontor på Christiansborg. Her tænkte jeg: Gad vide, hvad der sker, hvis jeg bliver valgt. Hvad skal jeg så? Men det fandt jeg jo ret hurtigt ud af.«

Hvilke kompetencer fra socialvidenskaben tog du med videre i dit arbejdsliv?

»Det er et godt spørgsmål. Man lærer jo først og fremmest en metode, når man går på universitetet. En metode til at tilegne sig viden og forholde sig kritisk til den viden og til de kilder, man bruger. Jeg har jo været ligestillingsordfører i en periode, og der har jeg faktisk brugt socialvidenskaben rigtig meget, hvilket jeg lærte af Yvonne Mørck og Christel Stormhøj, som er to lektorer fra Socialvidenskab. Men det er selvfølgelig først og fremmest metoden, som jeg har gjort brug af i mit arbejde som politiker.«

Hvordan opfatter du generelt det med at være uddannet fra RUC?

»Der er stadigvæk mere prestige i at være uddannet fra Københavns Universitet end fra RUC. Altså, det kommer selvfølgelig an på, hvilke kredse du kommer fra, men herinde på Christiansborg og på Slotsholmen, der tror jeg nok, at der er mere prestige i at være uddannet fra KU eller Aarhus Universitet end fra Aalborg Universitet eller RUC. Statskundskab, jura og økonomi er jo ligesom de tunge fag på Borgen og i embedsværket, og det er bare lidt mere prestigefyldt at have læst dem på KU eller AU.«

Hvad synes du, at RUC kan?

»Vi havde en meget høj grad af frihed, men vi havde også for lidt undervisning, og på den måde havde vi måske også for meget frihed. Når gruppearbejdet fungerede, så var det en fantastisk oplevelse at blive klogere sammen. Det var en oplevelse af, at man kunne gøre det bedre, når vi var sammen i en gruppe end hver for sig. Friheden gjorde, at vi kunne forme vores egen vej gennem studiet; men det var jo også et kæmpe ansvar, og det var der også nogle, der knækkede halsen på. Det skal man jo heller ikke være blind for. Det er benhårdt at gå på RUC, fordi de der gruppedannelsesprocesser er benhårde – det er næsten ligesom Paradise Hotel. Du bliver jo ikke alene målt på din faglige kompetencer, men også på din person. Er du sød? Lugter du? Er du mærkelig? Er du for gammel? Hvis folk var for mærkelige, så ville man ikke have dem med i gruppen. Det lægger jo et kæmpe pres på de studerende, og flere græd da også under gruppedannelserne og gemte sig på toiletterne, så man ikke fik de dårlige med i gruppen. Så gruppearbejdet gør jo også, at man bliver sorteret på flere parametre på RUC, end man måske gør på KU.«

Hvad er dit stærkeste minde fra din studietid?

»Det, jeg husker tydeligst, er vores politiske arbejde for at bevare gruppeeksamenerne. Vi kæmpede helt vildt for retten til, at de her gruppeeksamener skulle bestå, da en eller anden minister ville afskaffe dem. Der kom også en regel om, at man skulle skrive navn på sit eget afsnit, når man afleverede skriftligt. Det kan man jo ikke, når man skriver en opgave sammen. Så kampen for at ændre det og bevare gruppeeksamenerne, det er det, der står klarest. Jeg var virkelig engageret, og vi var virkelig mange, som var en del af det team.«

Hvad vil det sige at have succes?

»Det er jo super individuelt. De fleste mennesker tillægger nok succes i relationer til andre mennesker størst værdi. Relationen til andre er det, som gør det dejligt at være til – altså at have nogen at holde af og blive holdt af. Det betyder selvfølgelig også meget for mig, at jeg gennem 10 år har beskæftiget mig med det, som jeg brænder allermest for. Det er jo voldsomt privilegeret at få sådan et arbejdsliv. Et arbejdsliv skal give mening, da vi bruger utrolig meget tid på det. Men jo ældre jeg er blevet, er jeg også blevet mere bevidst om, at det er relationen til mine nære, der i bund og grund betyder noget. Selvfølgelig betyder vores bopæl, status og økonomiske indtægt også noget, men hvis vi ikke har gode relationer, så er det hele jo lige meget.«

Af alt det, du har opnået indtil videre, hvad er du så mest stolt af?

»Der er selvfølgelig nogle konkrete forhandlingsresultater, som jeg har været rigtig stolte af. Samtidig er det jo også sådan, at man kan få gennemført nok så mange ting, som så kan blive ændret bagefter, hvilket skete, da Lars Løkke blev statsminister. Men internt i Enhedslisten er jeg utrolig glad for og stolt af, at jeg har været med til at modernisere partiet. Enhedslisten har forandret sig ret meget de seneste 10 år, og det er jo med vilje. Vi er gået fra hele tiden at kæmpe med spærregrænsen til at ligge et sted mellem 8 og 10 i meningsmålingerne – vi er altså gået fra fire til 14 folketingsmedlemmer. På et mere overordnet politisk plan håber jeg, at jeg har været med til at trække i en anden retning end den der konstante generalisering og mistænkeliggørelse omkring unge mennesker, som har forældre, der kommer fra et andet land. Det mener jeg er ekstremt ødelæggende for samfundet. Selvfølgelig for de mennesker, som det går udover, men også for samlingskraften for vores samfund. Selvom det i min optik går i den forkerte retning, så håber jeg da, at jeg har været med til skabe konkrete resultater i konkrete forhandlinger og gøde jorden for en bestemt politik.«