Hvad vil det egentlig sige at være ansat til at forske. At bruge dagen på at undre sig over verdens tilsyneladende tilsynekomst, undersøge det via praksisser og beskrive det med teorier og sende ordene og idéerne ud i verden. At bruge sin dag (og nat) på at tænke. Måske er forskere for dårlige til at forklare, hvad det egentlig er, vi laver – vi er i al fald nemme at få til at lave alt muligt andet og komme til at negligere det, vi egentlig var ansat til gøre. At forske kræver ro.

Og hvad er ro? Og kan vi blive ved med at forlange det, mens andre professioner synes at være nået til stadier af roterende duemaraton. Jeg har haft mange typer af job, inden jeg vendte tilbage til universitetet for at forske, men der er mange typer af fagligheder og jobs, jeg aldrig har prøvet. At forske minder om intet andet, jeg nogensinde har lavet. Og hvis man ikke har prøvet det, så ved man ikke, hvad det er. Og det er omtrent her, at nogen begynder at kalde mine ord for arrogante.

Men jeg vil påstå det samme om sådan set ethvert erhverv i verden. Jeg aner ikke, hvad det vil sige at være rørlægger. At være folkeskolelærer. At være højesteretsdommer. At være statsminister. At være zenmester. Jeg aner det ikke. Men fordi det at forske tilhører en elitær profession, så må jeg ikke sige det her højt. Hvorfor? Måske er det vores angst for at tale om vores faglighed, hvad den består i og af, der gør, at vi er så nemme at flytte rundt med, gør det så nemt for nogen at tage vores tænke-tid. For tid er mit vigtigste værktøj. Uden tid har jeg ingenting.

For mig er det et spørgsmål om faglighed. Vi har som samfund brug for mange typer fagligheder. Alle de nævnte fagligheder oplever (uden at jeg kan sige det med fuldkommen sikkerhed) at skulle administrere mere. At have været statsminister og blive kaldt en god administrator. Er det et godt tegn? Det er i al fald et tegn på noget.

Nogle forstyrrelser skal vi bekæmpe, andre skal vi knuselske

Jeg undrer mig. En ret, jeg formoder jeg bliver betalt for. Ubetinget undren. Det kan du sige er min kerneydelse. Efter tre år som ph.d.-studerende – eller fire, hvis jeg inkluderer det år hvor en skriveblokade fik mine fingre til at slå knuder og min vejleder til at foreslå mig at tage et års orlov, som jeg modvilligt gjorde, men i dag er hende dybt taknemmelig for at vise mig hen til, for min tilgang var lidt ala byggemarkedssloganet om at det skal bygges væk, blot her omformuleret til: DET SKAL SKIVES VÆK!!! – dvs. tre år i grænselandet mellem ansat og studerende, jeg er nemlig ikke rigtig inde – ikke rigtig ude, men jeg er nok mest inde, jeg er i al fald ansat til at studere.

Og jeg studerer. Anomalier. Måske mest nomalier. Og. Jeg har gjort mig en observation. Her på universitetet, der hersker en form for lighedsdressur, vi skal alle administrere, registrere, bestyre (faglighed), forstå hvad det vil sige at være leder, at skrive, at publicere, at søge midler, at undervise og være sociale/asociale i digitale systemer, der fjerner os mere og mere fra dem, vi er her for, nemlig de studerende og samfundet.

Vi skal alle være selvstyrende konsulenter på vidensfabrikken og det, jeg undrer mig over er, hvorfor? Universitetet skal forske og undervise. Det er opgaven, hvis du spørger en oplysningsidealist, der stadig betragter sig selv som en endnu ikke gennemsyret neoliberal ninjaforvalter. Men jeg skal også forstå, at det er den vildeste luksus. Og jeg er allerede klar over omfanget af nemesismonstrøs hverdagsarrogance mine nu første par afsnit vil afstedkomme. Jeg skal ikke komme og tro, at forskere går fri af at skulle administrere, noget jeg gør for lidt til at det bliver rutine, og for meget til, at jeg kan få koncentreret mig om mine kerneydelser. WE ALL FLOAT DOWN HERE. Og så er der lyset.

Der installeres individuelle lyssensorer på alle kontorer og toiletter. Sidder du stille for længe – hvem der administrerer længden af ’længe’, det ved ingen, men ’længe’ er altid ikke-længe – så går lyset ud. Man bør jo også bevæge sig mere, lyder det. Og jeg nikker. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke skal eller vil forstyrres. Der er i al fald to niveauer af forstyrrelse. Den ene handler om uforstyrret tid til forskning og undervisning. Den anden handler om at udfordre den forskning og undervisning, man laver.

At vi udfordres af nye tænkemåder, arbejdsmåder, metoder, teorier osv. Det må aldrig blive en monokultur, hvor vi gemmer os i siloer. Men jo mere vi bliver forstyrret af andre arbejdsopgaver end dem, der var kerneydelsen, des mindre lader vi os forstyrre, der hvor vi egentlig burde. Vi manifesterer vores default setting, måske fordi vi tror, at det vi er i gang med er at beskytte den tid, der langsomt er løbet ud gennem årerne. Vi magter ikke at lytte. Forstyr ikke mine cirkler!

Jeg oplæres i et system der hylder digital teknologi, monokultur og hurtighed

Når jeg skal lave et litteratur-review, dvs. indsamle den viden der er lavet på det område, jeg beskæftiger sig med, så kan man sige, at teknologien har hjulpet mig ved at lave fremragende søgedatabaser, hvor jeg med få klik finder frem til lige præcis de artikler, jeg skal bruge. Men. Fordi vi som forskere er kommet med på bølgen af at skulle publicere (meget) eller (ud)dø, så er man i stigende grad begyndt at splitte sine resultater op. Således skal du ikke kun læse én artikel for at få idéen udfoldet, men gerne fem, for forfatteren skulle jo kunne (be)vise, at vedkommende har publiceret meget. En idé, fem artikler. Prøv at forestille dig de absurde mængder af litteratur, artikler, du skal bane dig igennem for at få idéen udfoldet.

Så er mine tre år som ph.d.-studerende (den mængde år man har i Danmark) pludselig ikke meget. Og den proces medvirker også til intern konkurrence, for hvorfor får vedkommende derhenne lov at gå fri? Vi er optaget af mængde, men hvad er det egentlig vi laver, hvad er kvaliteten af vores tilstedeværelse på den her arbejdsplads? Skal alle udgive lige meget, eller er det okay at personen derhenne, er den der altid stiller dét spørgsmål, der får alt den opbyggelige luft til at tabe selvsamme. Er det ikke en pænt stor værdi? Og med den interne konkurrence går noget meget særligt tabt, nemlig den interne påskønnelse af fagligheder og ikke mindst personligheder, at jeg kan noget, men du kan noget andet – vi ensliggør.

Vi skal også helst lære at være hurtige. Og se ud som om vi har travlt, er travle det meste af tiden. Er jeg den der kan præsentere min forskning på tre minutter og gøre det så godt, at jeg gør det bedre end de andre, så vinder jeg æren af at gøre det igen – nu bare foran internationale ph.d.-kolleger, og gevinsten er at rejsen bliver betalt. Og det er omtrent nu jeg har lært, at jeg skal skrive, at det selvfølgelig skærper min forståelse for, hvad mit projekt egentlig handler om. At jeg kan skære det ned til tre minutter for et hungrende publikum. Men det bidrager også til, at jeg dør en lille smule indeni. For skal al forskning kunne forklares på tre minutter. Og hvad hvis det er sådan jeg begynder at arbejde, sådan jeg begynder at tænke.

Forvirrede forskere Inc

Og midt i al det her, har jeg slet ikke nævnt arbejdsmarkedskonflikter, #MeToo på universiteterne, national fremdriftsreform, lokal universitetsreform og mine kolleger, der fra flodbølgerne råber DET HER PÅVIRKER JO IKKE DIG, DIT PH.D.-PROJEKT, ARBEJD DU BARE VIDERE, VI HAR DET FINT! (Men. send gerne flere penge og tid og et stykke drømmekage med ekstra meget karameliseret kokus. Smiley. Smiley. Wink.). Men det påvirker mig da selvfølgelig! Jeg er en del af det her sted.

Mit spørgsmål er, om vi kan stoppe det nu? Forvirrede forskere er hverken et kønt syn eller en produktiv masse. Men i det mindste holder de kæft, for de aner ikke hvor de skal rette kritikken hen. Og det er jo regel nummer 1. Kritik må have en modtager. Og man kunne begynde at få den tanke, at nogen eller noget rent faktisk er interesseret i, at forskere aldrig rigtig får tid, for shit. Tænk hvis de gennemskuede alt det der bliver gjort for at forhindre dem i at finde ud af noget om, hvordan vi fungerer som samfund på mikro-, meso- og metaplan. Så ville de, nogen, ingen, andre, hvem-som-helst jo være nødt til at handle på den viden.

Og så tænker jeg på, at vores medier dagligt flyder over med indlæg ala det, jeg her sidder og forfatter. Og who gives a shit, egentlig? Det ændrer ikke noget. Vi er mættet. Af kritik. Af manglen på handling. Af for meget handling. Af forandring. Og ikke forandring. Og hvem er det, der skal ændre noget og er de overhovedet interesseret i forandring. ‘Lad mig nu bare forske i fred’ – råber vi i håb om at holde det sensoriske lys tændt.

Hvad hvis forskere mister evnen til at undre sig?

Og jeg er også begyndt at blive i tvivl, har jeg overhovedet ret i, at de ikke kan tage retten til at undre sig fra mig? De kunne jo i princippet bare sige sayanora, når de læser første sætning eller skamme min forskning eller bare forbigå det her indlæg i stilhed (ved sgu ikke, hvad der er værst: at få sparket, fordi jeg siger noget? At få sparket ved at give min faglige kundskaber skylden eller ved at blive ignoreret?) Så står jeg alene med det hele. Udenfor. Men dog stadig med retten til at undre sig intakt. Eller hvad. Hvad nu hvis måden at arbejde på. Stifte relationer på. Være i verden på. Hvad nu, hvis jeg grundlæggende mister evnen til at undre mig eller rettere ignorerer min trang til at undre mig, fordi jeg jo er et grundlæggende forstående menneske.

Jeg forstår godt, at det at være leder i de her tider ikke er nemt, at man presses nedefra og oppefra og henne fra, jeg forstår det godt. Tænk på alle de ikke-beslutninger, der skal træffes hver dag og i morgen er de beslutninger og i overmorgen, der er de gjort til ikke-beslutninger igen. Af nogen endnu højere placerede ledere.

Revolution som akademisk hverdagspraksis?

Og de reelle beslutninger, de gennemføres med ninjametoder, jamen vi har da i et nyhedsbrev skrevet, at I som ph.d.-studerende får færre vejledertimer. Øhhh mener du det link i en sætning, der handler om xxx, hvor linket fører til et dokument med en tabel med alle mulige besparelser, og hvis jeg er virkelig ivrig/grundig, så finder jeg det tredjenederst.

Hvad er det egentlig for systemer vi tilrettelægger vores arbejde efter? Og hvilke mennesker, hvilke roller, vi bliver til i de her systemer? Hvad nu hvis min default-setting bliver min setting. At jeg begynder at agere som systemet vil have mig til at agere. Fordi ellers kan jeg ikke fungere. Hvad så? Bliver samfundet så forskningsmæssigt, refleksivt fattigere? Eller bliver det bare nemmere at få samfundet til at fungere? Revolution som akademisk hverdagspraksis er jo ikke praktisk muligt. Men. Det er heller ikke Umuligt.