I små flokke indfandt der sig en broget skare på pladserne i Store Audi; både studerende, ansatte, det gråsprængte segment, unge mænd med fuldskæg og skovmandsskjorte og kvinder i både moderigtige pelsfrakker og praktisk regntøj. De mødte, bevæbnet med kantinekaffe, talstærkt op til dagens seminar om #MeToo-bevægelsen arrangeret af Center for Køn, Magt og Mangfoldighed og Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.

Kvinderne var klart i overtal i den fyldte sal, men alligevel var antallet af mandlige seminargængere højt nok til sætte en streg under, at MeToo ikke er noget, kvinder har patent på at måtte mene noget om.

De indledende ord fra medinitiativtager, politolog Drude Dahlerup, markerede vigtigheden af at kaste forskningsblikke på en af de største globale, sociale bevægelser i nyere tid, hvorefter rektor Hanne Leth indtog scenen og åbnede arrangementet. Nøgleordene var respekt, kultur og værdinormer.

»Der skal være balance mellem system og menneske, og det starter med udviklingen af kulturændringer i virkeligheden. Derfor har jeg set frem til denne dag, hvor man kan drøfte netop dét.«

Lad som om, du godt gider at sutte hans pik

Den empiriske virkelighed blev præsenteret for salen gennem 23 minutters oplæsning af vidnesbyrd indsamlet på Facebook i efteråret under titlen #StopStilheden: Over 500 historier fra kvinder i teater-, film- og tv-branchen om alt lige fra klap i røven til fuldbyrdet voldtægt.

Sexchikane eller flirt?

Efter vidnesbyrdfortællingerne fortalte Maria Lindbaum, forkvinde for Everyday Sexism Project Danmark og bachelorstuderende på RUC, om foreningens arbejde, efterfulgt af flere historier; denne gang fra universitetsverdenen. »Vi samler beretninger for at vise, at hverdagssexisme er et kollektivt problem. Der mangler anderkendelse af, at tilråb på gaden, sexistiske stereotyper, overgreb og voldtægt alle er en del af den samme struktur.«

Professor Anette Borchorst fulgte trop med et oplæg af mere juridisk karakter om seksuel chikane på arbejdspladsen. Hun belyste årsagerne til de få sager og domme afgivet i forbindelse med sexchikane og understregede ved talerpulten, at der eksisterer et helt isbjerg under havoverfladen: »Man kan ikke sige, at fordi der ikke er sager, så er der ikke et problem i Danmark. Det er meget vigtigt at få sagt.«

Fra forreste række i salen lød der undervejs et spørgsmål til Borchorst fra en midaldrende mand: »Kan du sige noget om de tilfælde, hvor der måske ikke er tale om chikane, men det faktisk bare er flirt?«  Til spørgsmålet om hvordan man navigerer rundt i dét gråzoneområde svarede hun helt kort: «Det handler om at læse signaler. At være opmærksom på andres grænser.«

Senere vendte Rikke Andreassen, der forsker i medier, køn, race og etnicitet, tilbage til det samme spørgsmål: »Hvad sker der med flirten, blev der spurgt tidligere. Til det vil jeg bare sige: Jeg kender ikke til mange seksuelle praksisser, der ikke kan tåle, at de involverede lige kigger hinanden i øjnene og siger: Er du okay?« At dømme efter de øredøvende klapsalver var publikum enige. Også en mørkhåret kvinde fandt det nødvendigt at tydeliggøre et budskab med klokkeklar røst: »Hvis man som mand er i tvivl om, hvorvidt man har krænket, så er det sgu på tide at tage sin ageren op til revision. Mænd ved det.« Opbakningen fra salen var tydelig og entydig.  Der var ikke mange kritiske røster af MeToo-bevægelsen tilstede på RUC den dag.

I pausen valfartede nogle til forhallen for at skænke sig en kop kaffe og spise et stykke drømmekage, mens andre trodsede de højere magter og gik ud for at ryge en smøg. Vejret var både godt og skidt: Endelig kunne man glæde sig over mere barmhjertige temperaturer end de sidste ugers isnende kulde. Samtidig var sneen fordampet for blot at blive erstattet af en deprimerende støvregn, der fik RUC til at fremstå som en tåget grå bygningsmosaik.

MeToo: Et mande eller kulturproblem?

Tilbage i det tørre auditorio havde seks forskere fra RUC indfundet sig i de varme stole på scenen. Paneldebatten indledtes med korte præsentationer fra debattørerne, som hver havde fem minutter til at fortælle salen om noget MeToo-relateret fra deres egen forskningsbaggrund, det være sig observationer, overbevisninger eller direkte opfordringer til de fremmødte.

Til det kvindedominerede arrangement var det, overraskende nok, mændene selv, der tydeliggjorde det maskuline køns rolle i MeToo. Mandeforsker Kenneth Reinicke påstod, at mænd er underrepræsenteret i debatten: »Vi skal have flere mænd på banen. Det kan gøre andre mænd klogere at reflektere, og MeToo er et fremragende læringsøjeblik.«  Antropolog Christian Groes tilføjede, i tråd med dette, et forbedringsperspektiv: »Hvis ikke den skam, som kvinder er blevet pålagt, bliver overført til (gernings)mændene, så bliver effekten af bevægelsen langt mindre. Konsekvenserne af den revolution, der udgør MeToo-bevægelsen, har vist sig i forholdet mellem magt, køn og skam, mener Groes: »Jeg tror, vi har lært, at den her massemobilisering af kvinder i kollektive vidnesbyrd, har resultereret i en form for udjævning af stigma, hvor det ikke længere rammer det ene individ, men en hel gruppe, og dermed annihilerer skammens magt.«

Organisationsforsker Jo Krøjer mener, at det private skal være politisk: »Det, MeToo gør, er at insistere på, at overgreb ikke skal usynliggøres gennem tavshed, men skal artikuleres offentligt, og årsagerne skal løses politisk.« Det er, ifølge hende, en faglig pligt at udvise forståelse og tolerance, og hun fastslog, at det er et faktum, at der også foregår seksualiserede krænkelser på RUC som arbejdsplads. Hendes opfordring til, at det var på tide at gøre op med den heteronormative seksualisering høstede bred opbakning fra publikum i salen, som endnu engang forenedes i klapsalver.