Du kender det sikkert. Imens du på vej til din forelæsning krydser det evige blæsevejr, der huserer på Marbjerg mark, kan du ikke lade være med at drømme dig væk fra RUC. Og her kommer feltarbejdet i spil.

»Man får en helt anden forståelse af det, man undersøger, når man kommer ud og oplever det i den virkelige verden. Og som en bonus er det også rigtig sjovt,« fortæller RUC-studerende Amanda Ishøy.

Forberedelse til feltarbejde

I måneden op til feltarbejdet overvejede gruppen, hvordan de rent metodemæssigt skulle gå til værks. De tog dog forberedelsesfasen med ro, hvilket ifølge Amanda Ishøy viste sig at være en god beslutning.

»Vi havde langt fra forberedt alt på forhånd. En del af vores litteratur begyndte vi for eksempel først at læse, da vi var kommet derned. Men det var faktisk en fordel, at vi gjorde det sådan. Vi ville gerne gå så åbent som muligt til vores informanter,« forklarer hun.

Det er derfor også gruppens råd til andre, der skal på feltarbejde, at man ikke stresser i tiden op til turen. På et punkt skal man til gengæld tænke sig grundigt om: Økonomien. Projektgruppen havde budgetteret med, at turen ville koste 14.000 kroner. De fik 1.300 kroner hver i støtte fra RUC.

»Vi fik det først at vide på dagen, hvor vi skulle af sted. Vi havde regnet med at få mere, for vi havde gjort os meget umage med ansøgningen til RUC, men heldigvis var vi forberedt på, at vi i værste fald skulle betale hele turen selv. Så det vil vi råde folk til at overveje: Har man råd til at tage af sted? Vi endte med at betale omkring 7.000 kroner af egen lomme hver for turen,« fortæller Alexandra Goula Nielsen.

I felten

Selvom gruppen var skuffet over beløbet fra RUC, gik de til feltarbejdet med et højt engagement. Det var vigtigt for dem, at de bevarede en åben tilgang til deres materialeindsamling. Det var tilfældet, der afgjorde, hvem de talte med.

»Uanset hvor godt vi havde forberedt os, havde vi ikke kunnet finde vores informanter på forhånd. En beach boy har ikke lige en hjemmeside, man kan finde ham på. Derfor opsøgte vi dem på stranden og satsede på, at de gerne ville tale med os,« fortæller Amanda Ishøy.

Det var en behagelig og afslappet måde at arbejde på, synes gruppen. Dog gjorde metoden også feltarbejdet mere uforudsigeligt. Det oplevede gruppen en af dagene, hvor en informant, som de havde fulgt tæt, bad dem om at betale et depositum for en sejltur, de skulle ud på den følgende dag.

»Vi havde været hjemme hos ham, mødt en kvinde, som han påstod, var hans mor og havde i det hele taget brugt en del tid sammen med ham. Men vi havde også hørt historier om ham, så vi var ret sikre på, at han ville snyde os. Derfor gav vi ham i første omgang også kun halvdelen af depositum – omkring 50 kroner,« erindrer Alexandra Goula Nielsen.

Da gruppen skulle mødes med ham til sejlturen den efterfølgende dag, dukkede informanten aldrig op. Han havde gemt sig for dem.

»Bortset fra denne ene oplevelse, viste vores informanter sig faktisk alle at afkræfte mange af de fordomme, der er om dem. Vi interviewede fem i alt, og vi har primært haft gode oplevelser« siger Amanda Ishøy.

For at komme tættere på landets kultur valgte gruppen at bo lokalt og tage til sociale arrangementer hos de lokale, mens de var dernede. På den måde fik de hurtigt en bredere forståelse af forholdene og af de såkaldte beach boys. Og det var en klar fordel, mener gruppen.

»Jeg vil helt klart råde andre til også at finde en lokal vært, når de tager på feltarbejde. Det giver virkelig meget,« mener Amanda Ishøy.

Hun tilføjer, at gruppen dog også havde en sund portion skepsis over for de lokale.

»Vi havde hørt historier om, hvordan man kunne blive snydt, så vi stolede aldrig hundrede procent på dem. Samtidig var vi opmærksomme på vores rolle som forskere. Den betød, at når vi for eksempel var med til sociale arrangementer, så var det i højere grad som observatører end som deltagere,« forklarer hun.

Hjemme igen

Da gruppen vendte hjem til Danmark igen, begyndte det hårde efterarbejde. De mange informationer og interviews skulle systematiseres og lyttes igennem.

»Det lå et stort arbejde i at transskribere vores interviews, få styr på feltnoter og så videre, så det skal man være opmærksom på, når man tager af sted. Til gengæld blev resultatet rigtig godt, og det syntes både vores censor og vejleder heldigvis også,« fortæller Amanda Ishøy.

Før de tog af sted, var de bekymrede for, om der ville gå badeferie i turen. Det gjorde der dog ikke, fortæller Amanda Ishøy:

»Lige i starten tænkte jeg på, om vi ville sole os lidt for meget. Vi endte da også med at gå på stranden, men der skal man huske på, at det også var sådan, vi fandt vores informanter. Og så kan man jo heller ikke arbejde uafbrudt i syv dage,« afslutter hun med et grin.

Gruppens vigtigste råd til dem, der overvejer at tage på feltarbejde er simpelt: Gør det!