Truslen om en generel lockout på offentlige institutioner og arbejdspladser har fået mange studerende og undervisere på universiteter landet over til at skæve nervøst til de bygninger, hvor de har deres daglige gang. En lockout vil nemlig betyde, at samtlige universiteter vil blive lukket, og dermed vil det være slut med både undervisning og administration.

Derfor har en række studerende på de videregående uddannelser organiseret sig. Denne mobilisering har taget form af en gruppe, der skal informere om og forberede de studerende såvel som ansatte på en lockout. Gruppen, hvis fulde navn er Solidaritetsnetværket for Arbejdere og Studerende (SNAS), har allerede formået at markere sig; med lokale afdelinger på Roskilde Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet og Copenhagen Business School kan SNAS siges at udgøre en betydelig styrke og har på få dage skabt en stor entusiasme og dedikation til dets formål fra de studerendes side. Dette mærkedes tydeligt, da RUC Paper var med under opstartsmødet for lokalafdelingen på Roskilde Universitet, der blev afholdt torsdag i sidste uge.

»Gruppens formål er at styrke sammenholdet mellem studerende og de offentligt ansatte i OK18 (de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018, red.), koordinere aktiviteter og dele ideer, hvilket også er formålet med dette møde,« siger Kalle Kuhlmann, der er en af hovedarrangørerne på opstartsmødet.

Hverdag er blevet politisk

Mødet blev holdt i køkkenet på øverste etage af RUC’s studenterhus sent på eftermiddagen. Selvom torsdagsbaren var i fuld gang nedenunder, var lokalet alligevel proppet med mennesker, studerende som undervisere og andet personale, da mødet gik i gang klokken 16:00.

SNAS er blevet stablet på benene af Marxistiske Studerende, hvor Kalle Kuhlmann også er aktiv. Og han lagde fra mødets start heller ikke skjul på netværkets politiske islæt.

»Hverdagen er blevet politisk. Vi ser alle steder i den offentlige sektor, at der bliver skåret massivt i lønnen og i ressourcerne. Det skete for lærerne i 2013, og det sker også nu. Jeg tror, at den langsigtede strategi for de danske politikere er, at hele velfærdsstaten går neden om og hjem, som det skete for Storbritannien i 1980erne,« slog han fast i sin indledende tale til forsamlingen.

Men hovedfokus for selve mødet var hverken revolutionerende drømme eller marxistiske visioner, men konkrete og lavpraktiske planer for, hvordan man kan udvise støtte og organisere andre studerende. Meget af organiseringen ligger i deling af information om situationen, forklarer Kalle Kuhlmann.

»Mange ved slet ikke, hvorfor og hvordan lockouten vil komme til at ramme dem og er heller ikke klar over, at regeringen igennem medierne vil prøve at splitte de ansatte og de studerende ved at tale om ’grådige offentlige ansatte, der ikke vil forhandle eller undervise de studerende.’ Netværkets formål er netop at forhindre denne splittelse, da de ansattes kamp også er vores kamp,« siger han.

En fælles kamp skal gøre ondt

Efter det indledende oplæg blev der i de følgende par timer hurtigt diskuteret frem og tilbage mellem de fremmødte, fra strategier over handlingsplaner til muligheder osv. Skribenten noterede dog, at der særligt var et emne, som fyldte meget i diskussionen; nemlig selve lockouten, og hvad den konkret ville betyde for hverdagen. Hvordan skal man som studerende forholde sig til en så kompliceret og abstrakt situation?

Janne Gleerup, der er lektor og lokal tillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på Institut for Mennesker og Teknologi, bemærkede under den fælles samtale i lokalet, at underviserne havde stor forståelse og empati for de studerende og det pres, som de vil blive udsat for under en konflikt. Ifølge hende vil den kommende tid for alle være hård, men nødvendig, da der skal være en stor effekt. Det er en fælles kamp, og det skal gøre ondt under en strejke, understregede hun.

Efter diskussionen i plenum gik arbejdet i gang. De studerende fandt hurtigt sammen i mindre arbejdsgrupper, hvor de hver især fandt noget at bidrage med. En gruppe stod for at oversætte netværkets visioner og mål på engelsk, så de internationale studerende også kunne forstå sagen og være med. En gruppe stod for den digitale kommunikation udadtil, hvad enten dette måtte være gennem opslag på Facebook eller små videoklip. Og en tredje gruppe fokuserede på at producere skriftligt indhold til løbesedler, pamfletter og store vægaviser. De fremmødte unge havde tydeligvis ingen kvaler med at trække i arbejdstøjet.

Stor opbakning fra ansatte og foreninger

Op til mødet var mange ansatte på RUC meget positive over for, at de studerende kunne og ville stå sammen i fælles solidaritet med personalet. Blandt dem var Laura Horn, der er lektor på det samfundsvidenskabelige fakultet. Tidligere på måneden fortalte hun til NetAvisen, at hun var meget glad for, at der er oprettet en gruppe, der vil kunne få de studerende til at organisere sig. Hendes forhåbning var og er stadigvæk, at de studerende og undervisere vil arbejde mere sammen for at løse de problematikker, som en strejke og lockout vil medføre.

Flere studenterorganisationer på RUC har også udtrykt deres opbakning til initiativet på trods af det politiske ophav. Blandt dem er Studenterrådet, hvor formanden, Johan Hedegaard Jørgensen, er positiv over for SNAS’ arbejde. Til trods for, at Studenterrådet ifølge ham hellere vil investere sine kræfter i at arrangere initiativer, som alle studerende kan deltage i uanset politisk overbevisning, synes han stadig, at det kan være gavnligt for mange studerende. Han erklærer samtidig, at SNAS og Studenterrådet langt hen ad vejen er enige om mange ting, selvom hans forening vil forsøge at forholde sig partipolitisk neutral under en storkonflikt.

Hos Frit Forum Roskilde er Jens Gustav Aagerup, politisk næstformand for organisationen, mere forbeholden over for SNAS. For ham kan netværket være en god mulighed for de studerende og ansatte, der gerne vil organisere sig i en større politisk gruppe. Han ser heller ikke noget problem i, at studerende fra andre foreninger, Frit Forum inkluderet, kan deltage i SNAS’ aktiviteter. Men i og med at overenskomstforhandlingerne i det offentlige stadigvæk er i gang, kan SNAS’ politiske profil være problematisk, mener han.

»Med hensyn til SNAS synes jeg, det er fint, at folk, der har valgt side i konflikten, kan organisere sig der. Det har de selvfølgelig ret til. Men jeg bryder mig personligt ikke om politiske organisationer, der udtaler sig om en igangværende overenskomstforhandling,« siger han.

RUC står sammen

Der var ved mødets afslutning ingen tvivl om, at solidaritetsnetværket har store ambitioner og mål op til en fremtidig storkonflikt. Og arbejdet er ikke slut endnu – der er i de følgende dage planer om at komme ud til forelæsninger for at informere endnu flere studerende samt tilslutte sig en større aktion, hvis strejken i det offentlige bliver en realitet den 4. april.

Men et gennemgående spørgsmål, som skribenten dristede sig til at spørge, var: Hvad kan den enkelte studerende gøre for at bakke op om de ansatte og udvise den solidaritet, som de har brug for? For Kalle Kuhlmann var og er svaret enkelt.

»Den enkelte kan dele flyers ud eller hænge plakater op, men vigtigst af alt er at vise sin opbakning til de ansatte samt tale med sine medstuderende og oplyse dem om dette historiske angreb og den kommende faglige kamp,« sagde han.

Og Kalle Kuhlmann er optimistisk med hensyn til SNAS’ fremadrettede arbejde. For selvom der ifølge ham kommer til at være travlt, hvis man skal nå at gøre noget inden en lockout, og selvom det ser sort ud for den danske model, er han ikke i tvivl om, at solidaritetsnetværket kan rykke ved nogle ting, så længe folk står sammen.

»Jo flere, jo bedre, så vi faktisk kan vise, at RUC og andre står sammen på tværs af studerende og ansatte. Vi kan kun komme med indspark og røre ved debatten ved at bevise, at vi er mange,« siger han.