Mønsterbrydere har oddsene imod sig: Kun 4,2 procent får en videregående uddannelse, hvis forældrenes højeste uddannelse er grundskolen. Samtidig er det tre karakterer værd at have forældre med en lang videregående uddannelse, og hvis du er barn af forældre uden akademisk baggrund, er du dårligere stillet end de klassekammerater, hvis forældre har en længere uddannelsesbaggrund. Sådan lyder de hårde fakta i rapporten ”Afkast af uddannelse” fra Rockwool Fonden.
Rapporten viser, at der er en klar sammenhæng mellem længden af ens forældres uddannelse og hvor lang en uddannelse, man selv tager.
Selvom alt tyder på, at social arv fortsat har en markant betydning for valg af uddannelse, og at forældrenes eget uddannelsesniveau tegner en usynlig grænse for deres børn, er der stadig mønsterbrydere. Dem, der træder over grænserne og ind på nye områder. En af dem er Stephanie Michela Larsen, der studerer journalistik og miljøbiologi på RUC.
Det stod ikke skrevet nogen steder, at Stephanie Michela Larsen en dag skulle stå med blokken og pennen i hånden og en journalistkarriere i horisonten. Tværtimod. Faren gik ud af folkeskolen i 7. klasse, og moren havde, indtil Stephanie blev syv år, blot gået i folkeskolen. Senere tog hun så en uddannelse som ernæringsassistent.
Stephanie tog vejen til universitetet, men det skete på trods og ikke fordi.
Som den første og eneste i familien med en videregående uddannelse er Stephanie Michela Larsen en del af de 4,2 procent, der har en lang videregående uddannelse, selv om forældrene kun har grundskolen som uddannelse. Men vejen dertil har været brolagt med forhindringer. Det er ikke altid en dans på roser at være den første i familien, der tager en længere uddannelse.
»Ingen af mine forældre har en længere uddannelse. Det har altid været utroligt svært, at de ikke helt forstår, hvad jeg foretager mig. Jeg kan ikke tage hjem og tale med dem om, hvad jeg laver. Hvis jeg begynder at tale om mikrobiologi, så går der ikke mere end et par minutter, så begynder deres blik at vandre i andre retninger, og det gælder for alle mine familiemedlemmer. De har aldrig kunnet hjælpe mig. Jeg har altid klaret tingene selv. Altid stået alene med skolearbejdet,« fortæller Stephanie.
I en alder af 21 år knækkede filmen for Stephanie. Hun blev ramt af en depression, hendes forældre blev skilt, og hun droppede ud af biologistudiet på KU. Pludselig var mønsterbruddet mørklagt, og hendes vinger tog hende alligevel ikke så langt fra reden, som hun havde forsøgt at nå.
Stephanie gik med en klar forestilling om, at går man på universitetet, er man klog og fra en veluddannet, intellektuel familie. Alt det, hun aldrig havde haft.
»Min største last er min usikkerhed, og det tror jeg helt klart er forårsaget af, at jeg kommer fra den baggrund, jeg gør. Frygten for om jeg hører til her. Synes folk, at jeg ikke er særligt klog? Tænk, hvis de synes, at det, jeg siger, er dumt, fordi jeg ikke kan tale på samme måde, som de andre kan. Det er en forestilling om, at alle, der går på universiteter, det er kloge mennesker fra kloge familier. Det gør mig usikker, fordi jeg ikke kommer fra den samme baggrund. Jeg har manglet at blive udfordret derhjemme, og det har gjort mig usikker over for andre,« siger Stephanie Michela Larsen.
Familiens manglende forståelse for Stephanies uddannelse har i den seneste tid fyldt ekstra i hendes tanker. Det har været en tid, der har båret præg af mangel på gensidig forståelse, hvor distancen mellem hende og familien synes større og større.
»I det sidste års tid har jeg haft det rigtig svært med, at jeg føler, vi går i hver sin retning i livet. Jeg tænker på en anden måde, end de gør, og det bevirker, at jeg føler mig enormt fremmed over for mine forældre. Når vores samvær er på deres præmisser, har vi et godt forhold, men vi har ikke et godt forhold på mine præmisser,« fortæller Stephanie Michela Larsen.
Hun uddyber og fortæller, at hun altid har savnet dybere samtaler med sine forældre.
»Jeg har brug for at have samtaler, der kan udfordre mig. Der er jeg måske et andet sted end mine forældre, der taler om, hvad der kommer i fjernsynet. Så jeg vil hellere fortage mig noget aktivt med dem eller gå en tur og snakke om livet, og hvad vi skal udrette.«
I Rockwool Fondens rapport fremgår det, at for de forældre, der har grundskole som højeste uddannelsesniveau, har 28 procent af deres børn, som 35-39årige, også grundskolen som højeste uddannelsesniveau, og kun 4,2 procent har i sådan et scenarie en lang videregående uddannelse.
Stephanie stadig sin sociale arv med i rygsækken. En bombe af usikkerhed, der altid venter på at detonere.
»Selv nu har jeg ikke nogen at tale med det om. Det er først i dag, at jeg kan vende det med min kæreste. Han kommer fra en akademisk baggrund, og det kan også godt få mig til at bakke lidt ud. Jeg har fået en stor usikkerhed omkring en stor del af min identitet, og det er sket, fordi der aldrig rigtig er nogen, der har lyttet til mig eller forstået mig.
I dag har jeg utroligt svært ved at forklare folk, hvad jeg foretager mig på universitetet, fordi der aldrig er nogen, der har været interesseret i det.«
Men den sociale arv har ikke kun bragt noget dårligt med sig. Den har bevirket, at Stephanie altid træder nye stier.
»Min sociale arv har gjort, at jeg ubevidst søger udfordringer. Jeg er gået i en anden retning end mine forældre. Jeg vil for eksempel aldrig låne penge og risikere at ende i en dårlig økonomisk situation. Jeg skal aldrig ende, som de gjorde. Jeg er nødt til at gøre noget andet end dem. Det er først nu i mit voksne liv, at jeg er blevet bevidst om det her; men måske har det altid været ubevidst i mig, at jeg har søgt væk,« forklarer Stephanie Michela Larsen.
I dag drømmer Stephanie om at kombinere sin biologiske viden med journalistikken.
»Jeg drømmer om at rende rundt i en eller anden jungle med et videokamera og optage naturdokumentarprogrammer. Det er, hvad jeg vil. Rejse rundt ude i verden, se noget, dokumenterer det og vise det til alle andre,« siger hun.
Den sociale arv kan have voldsomme konsekvenser. Forskellene mellem dem, der har forældre med akademisk baggrund, og dem, der ikke har, er markante.
»En af de ting, man kan fremhæve fra rapporten fra Rockwool Fonden, er, at mønsterbryderen ofte oplever en konflikt mellem de værdinormer, man bliver socialiseret af i barndommen, og de værdinormer, der gør sig gældende i de typer af uddannelser og jobs, man kommer ind i, når man som i dette tilfælde er opadgående mønsterbryder,« forklarer sociolog Kristian Bernt Karlson fra Sociologisk Institut på KU, der forsker i social mobilitet og geografisk oprindelse.
Når man kommer fra trange kår, men klarer sig godt og får en uddannelse, kan det have betydning for familieforholdet. For det kan være svært at forene ens nutid med opdragelsen.
»Der kan være nogle konfliktende oplevelser mellem barndommens værdinormer, og hvad man lærer på uddannelsen. Det kan være meget konkret, for eksempel kan det påvirke relationer i familien. For det har betydning for den måde, man taler på og begår sig på. Derfor kan mønsterbryderen opleve en konflikt i forhold til, hvor man kommer fra, og hvor man er i dag. En kulturel form for konflikt eller en værdimæssig.«
Det er meget plausibelt, at man fjerner sig fra familien, fordi ens værdinormer ændrer sig. Det er en naturlig, men meget svært konflikt, forklarer Kristian Bernt Karlson:
»Når du kommer op på universitetsniveau, vil der være nogle sprogkoder, der er meget anderledes, end hvad man oplever i et traditionelt arbejderklassehjem eller hos ufaglærte. Derudover møder mønsterbryderen jo også nogle medstuderende på uddannelsen, der har andre værdinormer, fordi typisk vil der statistisk set være flere, der kommer fra middelklassehjem og øvre middelklassehjem på universitetet. Det vil sige, at man får venner, der taler og agerer anderledes end dem, man er vokset op med.«
Det er overraskende, at der er så få, som bryder med den sociale arv.
»Det synes jeg er et helt utroligt lavt tal. Meget overraskende. Vi har et velfærdssamfund, hvor vi har veluddannede undervisere på mange skoler; hvis man sammenligner os med andre lande, har vi gode skoler, og det er gratis at gå i skole. Der er rigtig mange muligheder for at videreuddanne sig og få uddannelse i Danmark,« siger Kristian Bernt Karlson.
Når det handler om, hvorfor der er så mange, som aldrig får en uddannelse, kan det være fordi, man ikke føler sig hjemme i uddannelsesmiljøet.
»En af årsagerne til, at der er så mange, der ikke får en uddannelse, handler om fremmedhed over for de normer, der dominerer på de her videregående uddannelser. Det kan være, man tænker, det er ikke noget for mig, jeg er ikke klog nok til det her. De valg og den indstilling har betydning for alle de valg, man træffer og for skolearbejdet gennem hele ens liv.«
Ifølge Kristian Bernt Karlson er mentorer en del af løsningen, og det kræver en indsats allerede i de tidlige skoleår, hvis man ønsker at gøre det lettere for børn, der kommer fra svære kår.
»Der er meget, der tyder på, at rollemodeller og mentorer giver en fordel. En signifikant anden, det kan virkelig være et ‘turning point’. Det kræver en stor indsats. Det kan være programmer i skolerne og eventuelt samarbejde med erhvervslivet. Det handler om at ændre på indstillingen og få folk med en svær baggrund til at tro på, at de er dygtige nok«.
