De studerende var sat fra magten på RUC. Det følte de i hvert fald, efter at Folketinget i november 1975 vedtog, at et eksternt rektorat skulle overtage ledelsen. Den havde ellers delvist havde ligget hos Studierådet.

Ritt Bjerregaard var blevet undervisningsminister i januar samme år, og hun havde allerede i marts lagt hårdt ud med kritik af nogle af RUCs studerende.

»Jeg nærer ingen tvivl om, at adskillige lærere og studerende på RUC har den bedste vilje i verden til at ødelægge og omstyrte den bestående samfundsorden samt til at snyde undervisningsudvalg og ministerium, hvis de kan komme af sted med det,« skrev hun i Politiken – her gengivet efter Gregers Dirckinck-Holmfelds »Den nye Danmarkskrønike.«

Selv om hun ikke fik skabt sig venner på RUC med den type udtalelser, var hun grundlæggende tilhænger af RUC og de eksperimenter, som universitetet stod for – blot skulle universitetet fagligt leve op til de krav, der blev stillet, og overholde lovgivningen på området. Det kneb, og derfor blev RUC sat under administration af det eksterne rektorat. Opgaven var ikke let for de tre eksterne rektorer, der var udpeget blandt akademikere, der intet havde haft at gøre med RUC rent fagligt.

De tre rektorer blev mødt med intern uro og såvel aktiv som passiv modstand. De var hårdt pressede i deres arbejde med at reorganisere basisuddannelserne, der blandt andet skulle have et stærkere fagligt indhold. Men internt frygtede lærere og studerende, at der var tale om en stigende teoretisering, der ville gå ud over det problemorienterede og fagkritiske arbejde. Samtidig satte en beslutning om, at ændringerne skulle gælde alle – også de, der kun havde et semester tilbage af deres basisuddannelse – gang i oprørstankerne. Det betød nemlig, at de sidsteårsstuderende skulle forholde sig til en ny studieordning, som deres hidtidige uddannelse ikke havde været gearet til.

Chikane af »besættelsesmagten«

I slutningen af 1975 trak de studerende sig fra Studierådet. En studerende beskrev siden, hvordan det eksterne rektorat blev betragtet som en besættelsesmagt, »som det hørte til almindelig anstændighed at ignorere og/eller bekæmpe.«

Rektoratet fik begge strategier at føle. Udover at blive overset og afholdt fra at modtage informationer, kunne de opleve forskellige former for aktiv chikane.

»Smørrebrød, som de ikke havde bestilt, blev sendt til deres hjemmeadresser; opringninger til deres ægtefæller med trusler; taxaer, der kom på mærkelige tidspunkter af natten,« ridser Ritt Bjerregaard op i sin selvbiografi ”Valgt”.

Egentlige organiserede protester var der ikke mange af indtil foråret 1976. Her deponerede 203 af de 260 samfundsvidenskabelige andetårsstuderende deres eksamenstilmelding. Ritt Bjerregaard truede med bortvisning – men lige lidt hjalp det, muligvis fordi de studerende vidste, at de havde opbakning fra dele af RUCs administration. Ifølge universitetshistoriker Else Hansens bog »En Koral i Tidens Strøm” var eksamensblanketterne af »ukendte personer” blevet forsynet med en tekst, der opfordrede de studerende til ikke at melde sig til eksamen.

»I dag RUC, i morgen dig«

Normalt lod Ritt Bjerregaard det eksterne rektorat tage alle beslutninger, men denne gang greb hun ind og bortviste de studerende kollektivt. Forhandlingerne gik i hårdknude, og i slutningen af april valgte studerende på landets øvrige universiteter at boykotte undervisningen i stor stil. Budskabet fra Roskilde – »I dag RUC, i morgen dig« – havde bidt sig fast.

Efter nye forhandlinger kom der endelig et forlig. Klokken to om natten den 3. maj sendte det eksterne rektorat en erklæring om, at bortvisningerne blev ophævet, og at eksamenerne ville blive tilpasset, så de basisstuderende på sidste del ikke ville blive eksamineret efter den ny studieordning.

Åndssvageanstalten

Noget tydede på, at det forlig kunne være ligegyldigt.
4. maj 1976 skulle der være debat om RUC i Folketinget, og her skulle man behandle hele tre forskellige nedlæggelsesforslag. Den socialdemokratiske regering kunne langt fra føle sig sikker på, at den kunne samle flertal for forslaget. Langt ind i de socialdemokratiske rækker var der en vis træthed over RUC – som socialdemokraterne da heller ikke havde stemt for, da universitetet blev etableret syv år tidligere.

I december havde den tidligere trafik- og miljøminister Jens Kampmann luftet ideen om at nedlægge åndssvageanstalten Ebberødgaard i Birkerød, flytte beboerne til RUCs bygninger og rykke de RUC-studerende til Aalborgs dengang helt nye universitetscenter. Selv om Kampmann blev grundigt til grin med forslaget, har det givetvis ført til en stribe sammenbidte bandeord i Undervisningsministeriet. For nok havde Ritt Bjerregaard sat hårdt mod hårdt – men hun ønskede, at RUC skulle overleve.

Kæmpe demonstrationer

4. maj var omkring 10.000 studerende på gaden i København, og i andre universitetsbyer var der også store demonstrationer. Politiet var udkommanderet, men demonstrationerne forløb nogenlunde fredeligt med afsyngning af tidens store protesthit »I kan ikke slå os ihjel« med en tekst tilpasset lejligheden, taler og råb af slagordet »I dag RUC, i morgen dig.«

På Christiansborg var stemningen også anspændt – ikke mindst hos Ritt Bjerregaard og hendes meningsfæller, der ønskede RUCs overlevelse.

Ifølge Ekstra Bladet, der dækkede sagen tæt, var socialdemokraternes forsøg på en »clearing-aftale« med Venstre – hvor nogle venstremedlemmer simpelthen skulle holde sig borte fra folketingssalen for ikke at skubbe til et flertal for RUCs redning – slået fejl. Afstemningerne i Folketinget afgøres nemlig ikke af mandatfordelingen, men af hvem, der fysisk er til stede for at stemme. Men Venstre havde noget at hævne. I januar 1975 havde socialdemokraterne sammen med en ”medskyldig” – som vi kommer til om lidt – væltet venstreregeringen Hartling ved pludselig at stille forslag under finanslovsforhandlingerne om, at Hartling skulle trække sig. Det skulle bane vej for en bredere regering end den siddende, der alene bestod af venstrefolk. 86 sagde ja, 85 sagde nej – og en enkelt konservativ, der ellers kunne have reddet Hartling, valgte helt at lade være med at stemme.

Da clearingaftalen med Venstre svigtede, blev socialdemokraten Lasse Budtz og den radikale Edele Kruchow i al hast kaldt hjem fra et EF-møde i Strasbourg. Lasse Budtz nåede ikke frem, men da afstemningerne skulle til at starte, kunne man se den 60-årige Kruchow haste ind i salen i sidste øjeblik. Hendes stemme viste sig dog ikke at være nødvendig. Manden, der væltede Hartling, var nemlig ikke færdig med at drille sine tidligere parti- og fløjfæller.

Forfatter i unåde

Den oprørske konservative var forfatteren Hans Jørgen Lembourn. Han var formand for Forfatterforeningen og velkendt fra ugebladene på grund af sit ægteskab med operasangerinden Ellen Winther Lembourn. Efter at han med sin manglende stemme havde væltet regeringen Hartling, blev han sparket ud af partiet. Han fortsatte som løsgænger, men lovede i det store og hele at stemme sammen med de konservative.

Ifølge Ekstra Bladet havde Ritt Bjerregaard få dage før debatten i Folketinget skrevet et taleudkast, hvor hun foreslog, at man skulle reducere antallet af studerende på RUC til 300 og bruge resten af bygningerne til andre formål. Det skulle afværge en total lukning. Men under selve debatten var hun noget mere hård i filten. Hendes nyvundne selvtillid skyldtes et par dages samtaler med den frafaldne konservative, fortæller hun i selvbiografien »Valgt.«

»Vi drak mange kopper kaffe og drøftede situationen. Betingelsen for, at han ville støtte mit forsøg på at fortsætte styret på RUC, var, at det skulle være ham selv, som stillede den dagsorden, der kunne få flertal. Det, syntes jeg,« var fair nok, skriver hun.

Redningen

Stemningen i folketingssalen var yderst anspændt, da den ikke udelt populære Lembourn gik på talerstolen og fremlagde sit forslag:

»Idet Folketinget pålægger undervisningsministeren at sørge for, at RUC føres tilbage til sin oprindelige idé, et eksperiment med dét formål at skabe en basisuddannelse og en leddeling af studierne for at modernisere og rationalisere hele den videre uddannelse, går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.

Forslaget satte de andre forslag skak – for hvis man vedtog en tilbageførsel, kunne man ikke også stemme om en lukning.

Langt fra alle lod sig omvende. En lovende ung venstremand, Peter Brixtofte, var ikke til sinds at lade sig omvende af et forslag fra manden, der havde væltet hans parti fra regeringsmagten.

»Vi kan måske godt sympatisere med hensigten, men mener altså ikke, det er realistisk på baggrund af det, der er sket i den seneste tid,« sagde han på partiets vegne.

Tilsvarende kritiske toner hørtes blandt andet fra de konservative og andre borgerlige partier, men da forslaget kom til afstemning, viste der sig et knebent flertal. 79 stemte for, 77 imod. Den værste storm i det omstridte universitets historie var redet af.

RUC var blevet reddet af en frafalden konservativ.