I sin nytårstale den 31. december 2017 rådede dronningen danskerne til at kaste sig ud i det unyttige: ting, der ikke er behov for. 

Men i en tid, hvor vi stresser over alt for lange to-do-lister og for få timer i døgnet, virker det helt hovedløst at kaste sig ud i noget ligegyldigt. 

Det er i hvert fald det budskab, man kan udlede af debatbogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting,” skrevet af antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen. 

Gennem små 300 sider får vi fortalt, hvordan mange af os foretager sig ting, der slet ikke giver mening, når vi sætter os i kontorstolen og åbner computeren hver morgen. Vi går i gang med såkaldt pseudoarbejde. Vi kan også kalde det unyttige ting. 

Ufleksibel arbejdsuge

Bogen byder på mange eksempler på, hvad pseudoarbejde er. Det kan være møder, der ikke fører til noget som helst; rapporter, der aldrig bliver læst; projektplaner, som ikke bliver brugt; emails, der sendes til folk, som de egentlig ikke er relevante for; registrering og kontrol af oplysninger, som ingen bruger. 

I bogen gør de to forfattere rede for, hvordan problemet med pseudoarbejdet er opstået. For 100 år siden troede videnskabsmændene, at vi i dag ville arbejde omkring 15 timer om ugen på grund af industrialiseringen. Det skete som bekendt ikke. Og det er, mener Dennis Nørmark, blandt andet fordi, vores arbejde er bundet op på tid og ikke på opgaver. Ingen beder dig om at udføre en opgave og så gå hjem, når den er løst – de beder dig om at løse en opgave, der tager 37 timer om ugen. Hver uge. På samme måde har langt størstedelen af universiteternes ansatte en kontrakt, der fastholder dem i en arbejdsuge på minimum 37 timer:

»Rent administrativt er universiteterne vokset. Der er kommet flere mennesker i disse stillinger, og der er kommet mange flere konsulentopgaver. Det betyder, at universiteterne kommer længere væk fra deres kerneopgaver – nemlig at uddanne, undervise og forske. Al administration er selvfølgelig ikke ligegyldig, men der er måske lige rigeligt nu. Vi skal i hvert fald spørge os selv, hvorfor tingene er blevet så komplicerede, at vi skal have så store administrative afdelinger, der skal registrere alt,« forklarer han.

Ifølge Dennis Nørmark hænger det sammen med, at vi som samfund ikke længere stoler på hinanden – lederne stoler ikke på, at deres medarbejdere har lyst til at gøre deres arbejde, og underviserne stoler ikke på, at eleverne gerne vil uddannes. Groft sagt.

»Det bliver lidt et regime, hvor man i virkeligheden ikke stoler på, at folk gør deres arbejde, med mindre man overvåger dem. Sådan har det ikke altid været – der er et ekstremt behov for at dokumentere, hvad der kommer ind og ud af universitetet, og dertil kommer også en del politiske tiltag, som kun handler om at overvåge, hvad der sker. Lige nu er der 125 medarbejdere på Københavns Universitet, der beskæftiger sig med kommunikation. Er det et rimeligt tal?« spørger Dennis Nørmark retorisk.

Drop tidsrytteriet

Det er svært at gøre noget ved alt dette unyttige arbejde, der foretages hver dag rundt omkring på kontorerne. Derfor drømmer Dennis Nørmark om, at vi i højere grad ansætter folk på opgaver og ikke på tid:

»I stedet for, at folk bliver ansat til at gøre et specifikt arbejde på 37 timer om ugen, kunne man ansætte dem til at varetage en opgave – og når den er udført, kan vi gå hjem. Det er med andre ord ligegyldigt, om det tager dig 37 timer eller 10 timer,« forklarer han og tilføjer, at vi ofte får opgaver til at udfylde de timer, vi er ansat til at løse dem i:

»Parkinsons Lov, som eksisterer i bedste velgående på mange arbejdspladser, inklusiv universiteterne – i hvert fald ifølge dem, vi har talt med – går ud på, at hvis vi får fire timer til at løse en opgave, så tager det fire timer at løse den. Omvendt ville det måske tage langt mindre tid, hvis vi vidste, at vi var færdige med dagens arbejde efterfølgende. På universiteterne skal lektorerne gå til møder, dokumentere, udarbejde undervisningsplaner eller arbejde med en studieordning, der for tredje gang på seks år skal revideres, og derfor skal de måske skynde sig videre fra undervisningen – de har drøntravlt med alle mulige andre ting end det, de faktisk er ansat til, nemlig at undervise. Det skal ændres.«

Man skal ikke behandle folk, som om de ikke vil arbejde, mener Dennis Nørmark. Lederne skal have tillid til, at deres medarbejdere rent faktisk gerne vil gøre deres arbejde godt:

»Passionerede og samvittighedsfulde lektorer kan sagtens sige stop og gå hjem, for vi kan jo se, at de gør deres arbejde. Det er der, vi skal hen.«

Eleverne skal stille krav

Det er ikke kun hos underviserne og lederne på universiteterne, at ansvaret ligger. Det er i høj grad også hos de studerende. Da Dennis Nørmark underviste på universitetet, blev han ofte mødt af de studerende med spørgsmålet: ’Skal vi bruge det her til eksamen?’. Det frustrerede ham, for det var et tydeligt tegn på en forkert holdning hos de studerende. 

»Vi vil have nysgerrige elever, der bliver dygtige til deres fag – mere end blot dygtige til at gå til eksamen. Og så kunne jeg godt tænke mig, at vi gik tilbage til den gamle 13-skala, hvor vi også bedømte eleverne på, hvor nyskabende, de var. I dag bedømmer vi bare fejl. Det kommer der ikke særligt mange modige, unge mennesker, der tænker frit og selvstændigt, ud af. Tværtimod. Men det er i høj grad også op til de studerende at kræve mere af undervisningen. Kræve, at deres underviser er til stede, at få mere feedback og mere tid med deres underviser – men det kan de ikke få, for underviserne skal bruge tid på et registrere alt muligt. De kan ikke være til stede i tilstrækkelig grad på grund af pseudoarbejde.«

Hvor stort er problemet egentlig? 

Povl Gad, cand.mag og erhvervs-ph.d.-stipendiat i HK, skrev i april en lunken anmeldelse af Pseudoarbejde. Hans kritik går på, at den metode, som forfatterne bruger til at understøtte deres påstande, ikke anvendes korrekt. For kan man overhovedet påstå, at der er tale om et samfundsproblem? 

»Bogen er ikke noget problem som sådan. Men når forfatterne bagefter i deres markedsføring af bogen påstår, at pseudoarbejde er et kæmpemæssigt samfundsproblem, at det gælder langt de fleste af os og langt det meste af det, vi laver – så knækker filmen for mig. Det er der flere grunde til: For det første har de ikke foretaget en kvantitativ undersøgelse af problemet – det vil sige, at vi ikke aner, hvor stort det er. De har undersøgt problemet kvalitativt, og det kan vi naturligvis også bruge til noget, men det siger ikke noget om problemets størrelse. De siger godt nok, at de har skrevet en debatbog, men de kommer samtidig med deres titler og deres videnskabelige undersøgelser, som ikke holder vand, og det giver jo indtryk af, at det netop ikke er en debatbog, men en videnskabelig bog. Jeg mener, at de undergraver deres troværdighed på denne her måde,« forklarer han. 

En ukendt størrelse

Ifølge Povl Gad burde forfatterne have sagt, at problemet er af ukendt størrelse. Der er intet belæg for at sige, at det er et stort problem – selvom forfatterne ikke har haft problemer med at finde folk, der gerne vil udtale sig og fortælle om deres pseudoarbejde på arbejdspladsen. Omvendt er der heller ikke noget belæg for at sige, at det ikke er et samfundsproblem. Det, man ifølge Povl Gad kan sige er, at bogen kan skabe debat, og der er mange gode ting at tage til efterretning her:

»Det at kende problemstillingen – her pseudoarbejde og hvorfor det forekommer – er værdifuldt at vide. Vi skal bare passe på med at generalisere. Ingen – heller ikke jeg – ved på nuværende tidspunkt noget om problemets omfang, og man kan vel lige så godt vurdere det til at være langt mindre.«