Hvad foretager du dig til daglig?

»Jamen i dag er jeg jo selvstændig og har faktisk forskellige virksomheder. Jeg har eksempelvis et tekstbureau, og så har jeg lige startet mit eget forlag. En drengedrøm, der går i opfyldelse, da jeg altid har været en bogorm. Så det har et eller andet sted altid ligget og luret i mit baghoved, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg udgive mine egne bøger. De første titler, som jeg sætter i søen, er inden for fodboldens verden og sportsbøger, og det er, fordi jeg har arbejdet meget med sportsjournalistik og set et hul i markedet til en lidt anden indgang til sportsbøger. Men på sigt så er det meningen, at paletten skal være bredere. Jeg drømmer om at være den, der finder den næste Murakami. Jeg kunne godt tænke mig at bruge noget tid på at gå på jagt efter internationale bestsellere, som ikke har fået chancen i Danmark endnu. Og så skal der helt sikkert også være et par børnebøger på et tidspunkt. Sporten er altså der, jeg starter, da det er det, jeg kender til. Og forhåbentlig vil det starte en sneboldseffekt, så der kommer flere penge ind, så jeg kan udvide paletten til skønlitteratur og børnebøger.«

»Må jeg ikke låne din blok, så tegner jeg det lige for dig.« Søren tegner og forklarer:

»Hovedfirmaet indtil videre, det hedder Sellsword By Sorgenfri. Og Sellsword er med inspiration fra Game of Thrones. Det var skidesjovt, da jeg udtænkte firmanavnet, men i praksis har det vist sig komplet ubrugeligt, da ingen kan udtale det og folk ved ikke, hvad det er for en reference, så på et eller andet tidspunkt skal det ændres. Her leverer jeg tekster og podcast til blandt andre bookmakeren Nordicbet. Jeg er begyndt at levere tekster til nogle af Berlingskes magasiner, og så har jeg en fast redaktøropgave ved et magasin, der hedder Clasico. Herunder har jeg en hjemmeside, som er noget helt andet, som hedder Copentell. Det er et hobbyprojekt, og det er overhovedet ikke noget, som jeg kan leve af. Men jeg har engang arbejdet som konstitueret skolelærer og savnede lidt den der dynamiske interaktion, man har med unger, når man lærer dem noget. Sammen med en kammerat åbnede jeg altså den her lille biks, som er rundvisning i Københavns gader og stræder, hvor vi fortæller om Københavns historie. Det er typisk en lejrskole fra Jylland, som booker os, og så viser vi rundt. Vi går lidt i Flammen og Citronens fodspor og fortæller om besættelsen, og så er det meningen, at det skal spredes ud. Vi har lagt noget ind hos Ældresagen i øjeblikket, som mere er forskellige rundture, men det firma er på hobbyplan. Og så har jeg Forlaget Sorgenfri. Så jeg har faktisk gang i mange forskellige ting. Samtidig med at jeg tager almindelig freelanceopgaver ind stadigvæk. Så på den ene side sidder jeg lidt som en edderkop, der bruger andre freelancere – primært i Nordicbet-regi og magasinet Clasico, og ved siden af det har jeg mange freelance-opgaver. Jeg skriver eksempelvis så mange rejseartikler, som jeg overhovedet kan overkomme til Berlingske og Politiken.«

Hvis vi skal prøve at samle alt det her, hvad er så det fedeste ved dit arbejde?

»Det er helt overordnet set at stå på egne ben. Altså nu har jeg jo i 10 år indgået i et vagtskema på en avis. BT og Berlingeren lærte mig rigtig, rigtig meget, men jeg tror, jeg er typen … altså hvis jeg ikke kunne få opfyldt mine ambitioner om en lederstilling, så ville jeg blive nødt til at gå selvstændig og blive chef for mig selv. Derfor forlod jeg BT i en fratrædelsesordning i sommeren 15. I forbindelse med en fyringsrunde blev der åbnet en fratrædelsesrunde, og jeg fik løn med til et år, så jeg lige kunne prøve et par ting af. Jeg startede med at skrive en bog der. Det var min første. I dag har jeg skrevet syv bøger, hvoraf den ene er en e-bog.«

Lad os går nogle år tilbage. Hvad læste du på RUC, og hvornår blev du færdiguddannet?

»Jeg færdiggjorde min bachelor i 2006. Jeg læste Humbas, IU og Journalistik . Jeg vendte faktisk aldrig tilbage for at skrive min kandidat. Det gjorde jeg simpelthen ikke på grund af økonomi. Det er jo i virkeligheden en kvalitet ved RUC. For det man lærer på RUC, det er at have mange bolde i luften og begå sig sammen med andre mennesker, og jeg havde ikke brug for at komme tilbage for at blive erhvervsparat. Samt få en fornemmelse for andre mennesker. Jeg synes faktisk, at det bedste, RUC har givet mig med, det er evnen til at få alle omkring bordet til at vinde og få alle til at føle sig godt tilfreds. Måske lyder det en anelse cheasy, men jeg mener faktisk, at det er den bedste kvalitet, man får med derude fra.«

Hvordan kan det være, at du startede på RUC?

»Jeg havde en samfundslærer i gymnasiet, som var nordtysker, og så havde han fundet sig en dansk kæreste. Han var super-anarkistisk og i opposition til alt. Det var fuck det ene og fuck det andet. Han var en fed type, og jeg tror ikke, at jeg så det den gang, men i dag så føler jeg virkelig, at jeg skylder ham en hel masse, da han fik hele min klasse en kritisk indstilling til alt. Og da jeg så forlod gymnasiet, så kunne jeg godt mærke, at jeg ikke skulle i lære som bankelev eller sådan noget. Jeg skulle et sted hen, hvor man kunne slå sig på noget og skære sig lidt. Og George – som han hed – havde fortalt meget godt om RUC. Netop fordi han mente, at man på RUC lærte om den her kritiske tilgang til alt. Og så søgte jeg ind, og mit snit fra gymnasietiden var sgu ikke særlig godt. Det var svært at komme ind. Jeg var nødt til at komme ind via kvote 2, og jeg stod ikke super godt de to første gange, jeg søgte. Så jeg startede med at tage et år på lærerseminariet ude i Søborg. De point, jeg samlede sammen derude, var ligesom det, der gjorde, at jeg kunne komme ind på RUC. Det har bare hele tiden ligget i kortene. Jeg skulle på universitetet, og jeg skulle ind på RUC.«

Havde du et studiejob, mens du læste?

»Ja, jeg rekrutterede folk til fokusgrupper på et analysebureau. Rimelig kedeligt arbejde, men altså, vi havde det super sjovt i rekrutterings-teamet. Der var mange, som gik ud sammen, og nogle af dem blev kærester. Der var et godt socialt liv, selv om arbejdet lå på tossede tider. Det var primært om aftenen, men det gav mig ret meget og relationer, som jeg stadig har i dag. Jeg havde ingen journalistisk erfaring, så jeg var meget grøn, da jeg kom ud på den anden side af studiet.

Hvordan var overgangen fra studiet til arbejdslivet, når du ikke havde prøvet kræfter med journalistik udover studiet?

»Altså jeg var i praktik på BT. Og den der panikdag som alle skal igennem, ikke? Nøj, den var hård, men nødvendig. Livet må og skal gøre ondt til tider.

Min drøm var faktisk at komme ind på Politiken og så ryge til Bruxelles og skrive EU-journalistik. Men jeg var også en anelse ældre end mange af mine medstuderende, så jeg havde nok et gran af realisme over for egne evner. Og jeg kunne godt fornemme allerede den første dag på journalistikstudiet – altså, vi sad 40 mennesker i lokalet – og jeg var nok blandt de 10-15 dårligste rent fagligt og niveaumæssigt, og de ville alle sammen Politiken og Berlingeren. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle have en realistisk chance for at få praktikantsted, så blev jeg nødt til at have en plan B. Så ja, jeg søgte de samme steder som alle de andre, og jeg hørte ikke fra Politiken eller Berlingeren, så jeg havde den her plan B. Det ene var Danske Kommuner, for der havde jeg været i en vellykket 14 dages praktik, og så havde jeg BT som den anden halvdel af min plan B. Så gjorde jeg det på Panikdagen, at jeg stillede mig ned foran BTs kontor, og da Peter Brygmann kom gående med sin lille ledermappe under armen, stod jeg der og ventede på ham. Og så havde jeg et praktikantjob hos dem et minut over otte. Jeg tror, de synes, det var ret fedt, at jeg stod der og ventede. Så kombinationen af, at jeg havde arbejdet på et analysebureau og ikke var bange for at gribe knoglen og ringe rundt og så den skoling, jeg fik inde på BT – det har givet mig utrolig meget.«

Nu snakker du om, at EU-journalistik altid har været din drøm. Hvordan kan det være, at du endte ti år på sporten?

»Jeg har altid interesseret mig for fodbold, og har selv spillet det meget. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det var det, jeg skulle leve af. Jeg havde nok i virkeligheden en drøm om at skrive om udenrigspolitik og rigtig gerne EU-stoffet, da jeg mener, at det bliver formidlet utrolig tørt og klodset i danske medier. Jeg ville gerne slå et slag for det. Jeg tror måske bare, at jeg begyndte at tjene gode penge, og så fortsatte jeg bare ned ad det spor. Min kæreste og jeg købte lejlighed, så vi skulle bruge en vis indkomst. Og selvom jeg stak en finger i jorden på Politiken, så mødte jeg en totalt lukket dør. Når du ringer fra BT, så er døren lukket og låst. Hængslerne er for, og du kommer aldrig ind – hvidløg over døren. Det kan måske godt lade sig gøre, hvis man er en stor kanon, men det var i hvert faldt svært på det tidspunkt for en grønskolling som jeg.«

Hvordan opfattede du generelt det her med at være RUC-studerende?

»Der var en masse fordomme. Vi gik alle sammen i trompetbukser, var langhårede og kunne spille på panfløjte. Og det er jo sådan noget typisk ungdomspis – så giver man hinanden lidt røg. Der er kommet virkelig mange dygtige mennesker ud fra RUC. Man møder fordomme, men jeg opfatter RUC som meget givende og konstruktiv, fordi det er så flersporet, som det er. Alene på Humbas beskæftigede jeg mig med kunst, filmanalyse, litteratur og andet, som jeg fandt vildt interessant. Som jeg ikke andre steder i mit uddannelsesliv har haft mulighed for at prøve kræfter med. Udgangspunktet til at lære noget om forskellige fag med afsæt i et kunstprojekt eller en film – det var enormt givende. Man får mulighed for at lære meget tørt stof med en case med meget liv i. Det var sgu nok noget af det bedste ved RUC.«

Hvilke kompetencer tog du med dig fra RUC og ind i dit arbejdsliv?

»Evnen til at tale med andre mennesker, mødes med andre mennesker og respektere ansvaret for hinandens læring. RUC er på ingen måde et sted, hvor du sidder 37 timer om ugen på en læsesal og ensomt stirrer ned i en bog. Tværtimod. Det sociale på RUC er enormt vigtigt, og det er jo sådan en værdi, du ikke kan putte i et regneark, og vi lever i en verden, hvor alt skal puttes i et regneark. Hvis det ikke kan det, så findes det ikke. Og i virkeligheden er det mange af de her skjulte kompetencer, som i virkeligheden er RUCs vigtigste force. Ret skal være ret. Jeg lærte teoretiske ting, som jeg senere hen godt kunne bruge i mit arbejdsliv. Men de første 14 dage, jeg var praktikant på BT, var frygtelige. Altså, der var jeg tæt på at få annulleret min kontrakt eller sat til at feje gård. For der var intet af det, jeg havde lært på RUC, som jeg kunne bruge til noget som helst. Jeg var helt ved siden af. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. Hvis jeg fik en opgave – eksempelvis: Lav et interview med ham her. Hvor starter jeg henne? Hvor slutter jeg henne? Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skrive et interview. Selve håndværket havde jeg slet ikke fået ind under huden. Jeg havde en masse teoretiske tanker, men jeg skulle jo bare lave et interview. Samtidig sidder der jo en redaktør, som vil have nyhederne hurtigt ud og råbte ’hellere hurtigt lort end langsomt lort’.

Det var faktisk først, da jeg havde et interview med en dansk håndboldspiller, det blev bedre. Han kunne godt mærke, at jeg var nervøs og grøn. Han gav mig ret meget. Jeg fik nærmest en vinkel foræret af ham, og så kunne jeg sætte mig hjem og skrive. Det brugte jeg så to dage på, som jeg i dag kunne skrive på et kvarter. Derefter begyndte det at gå godt, men de første 14 dage var katastrofale. Der var faktisk en af de redigerende, der sagde: Hvis det her er niveauet for RUC’ere, så skal vi aldrig have en RUC’er igen. Søren, du skal tage dig sammen, og det skal gå stærkt. Men jeg kom efter det og blev jo som sagt tilbudt den her faste stilling efterfølgende.«

Hvis du skulle komme med et råd til RUC’ere. Hvad ville dit bedste råd så være?

»Dem, der har mulighed for at komme ud i erhvervspraktik, de skal tage det. Hvis du har mulighed for at tage til udlandet, så gør det. For de gode ting, som RUC kan give dig, dem skal du nok få med uanset hvad. Det tværfaglige, det kreative og evnen til at arbejde sammen med andre mennesker – det skal du nok få med. Så sørg for at få suppleret din uddannelse med noget af det, RUC ikke giver dig. Det kunne være erhvervstilpasning, men også lære at stå lidt på egne ben ved at komme til udlandet. RUC skal jo nok klæde en på med det, som RUC kan. Men hvor kan jeg hente noget andre steder fra, som RUC umiddelbart ikke kan? Det tror jeg er vildt vigtigt at have med også. Sørg selvfølgelig også for at have studiejobs, så du kan få føling med en verden, som ikke er RUC. RUC er jo en stor og varm livmoder, men der er også en verden udenfor, som kan lære dig en masse ting.«

Hvad vil det sige at have succes?

»Jeg tror det at have succes i medieverdenen er en smule anderledes end mange andre brancher. For hvis du kan overleve i den verden, så kan det næsten være en succes i sig selv. Især som freelancer. Vi lever i en tid, hvor medieverdenen er totalt i opløsning. Især de gamle medier – de kæmper dødskampen. Det er ligesom at kigge rundt i landskabet og så har vi sådan et par højhuse, som ikke er blevet vedligeholdt i årevis, hvor de stille og roligt begynder at forfalde. Fælles for mange af de her gamle medier er, at de har en ledelse, der ligner hinanden. De siger de samme ting, og de gentager de samme fejl. Jo mere det falder sammen, desto flere journalister står ligesom udenfor og kigger på det her landskab og tænker: Hvor fanden skal jeg få arbejde henne? Derfor kommer der også flere og flere freelancere. Medieverdenens fremtid er små, mobile enheder – det tror jeg. Men hvis folk er dygtige nok, så skal de jo nok finde noget at rive i og overleve. Så lige nu er overlevelse altså lig succes på mediemarkedet.«

Har du opnået succes?

»Det synes jeg jo, at jeg har. Mit mål var – da jeg gik freelance – at knække en firmaomsætning på en million om året, og den er vi for længst forbi. Så kan man jo opsætte en række delmål. Og der har mine delmål været at trække journalister med, som måske ikke har haft en fair chance på arbejdsmarkedet. Men dem har jeg trukket med, og så har de fået en indkomst via mig. Det har også været et succeskriterie for mig, at min kone og jeg har kunnet blive boende i vores hus på Østerbro. Det er et skønt kvarter, når man har børn – og vi har tre. Da jeg startede med at gå freelance, havde vi indstillet os på, at vi nok blev nødt til at forlade huset. På mange måder er jeg meget medgørlig og på andre områder er jeg meget stædig, og jeg nægtede simpelthen at give mig på den her. Så for mig har det været en succes, at vi kunne blive boende. Dem, der skriver for mig – altså, jeg gør alt for, at de kan føler sig godt tilpas. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at de har det godt. Det har været et succeskriterie for mig, at jeg kunne blive den type chef. Det har også været en ambition at kunne bruge freelancere, som er lidt oppe i årene, og ikke bare hopper med på vognen – ikke bare hive de unge nyudklækkede journalister ind – som så mange andre gør, så de kan tillade sig at underbetale dem. Jeg ville gerne have voksne mennesker med og ligesom vise, de kvaliteter, som de har. Det er faktisk meget oldschool tekster, vi skriver, men det er den type journalistik, vi tror på er godt for bookmakeren. Bookmakeren vil have kvalitetsjournalistik, og det sørger vi for i en tid, hvor der ellers bliver sat meget klikmadding på krogen.«