På Syddansk Universitet prøver forskere at gøre robotterne klogere. Planen er at komme fra robotter, der kun kan bevæge sig på forudbestemte måder, frem til mere intelligente robotter, der kan reagere hensigtsmæssigt på uvante, pludseligt opståede situationer.

Så giver robotterne ikke op så let, når de møder forhindringer, fordi de kan tilpasse sig omgivelserne og løbende lære nye færdigheder.

Kinesisk robotgekko skal i rummet

Poramate Manoonpong står i spidsen for et treårigt robotprojekt kaldet NEUTRON – en noget anstrengt forkortelse for NEUrorobotic Technology for advanced Robot mOtor coNtrol.

Projektet er delvist finansieret af seks millioner kinesiske yuan – svarende til næsten seks millioner danske kroner – fra det kinesiske Young 1000 Talents-program.

Poramate Manoonpong tilbringer da også kun halvdelen af sin tid på SDU. Resten af tiden er han professor på Nanjing University of Aeronautics and Astronautics, og han befinder sig i Kina, da vi får en snak med ham over en Skype-forbindelse:

»Her forsøger vi at udvikle en gekko-robot, der kan kravle rundt på vægge og lofter. Vi skal bruge vores system, så robotten kan klatre rundt på forskellige overflader uden at være særligt programmeret til det.«

Teknikken fungerer i vægtløshed, og ideen er, at sådan en robot kan bruges på rummissioner.

I det kinesiske laboratorium studerer forskerne rigtige, levende gekkoer for at bliver inspireret til nye robotteknologier baseret på dyrenes bevægelser.

Tilpasser sig længere ben

Generelt prøver forskerne at lære af dyrene, også på Syddansk Universitet. Her arbejder de på at udvikle en universel controller – en robothjerne – som er i stand til at tilpasse sig mange forskellige robotsystemer, siger Poramate Manoonpong.

»Vi arbejder med robotter, der kan have mellem to og 20 ben. Vores system kan bruges af alt lige fra menneskelignende, tobenede robotter til robotter, der minder om tusindben.«

Sådan et system kræver, at benene er forsynet med en form for følesans, præcis som dyr er det. Informationer om underlagets overflade sendes retur til den computerchip, som styrer robotten.

»Hvis du for eksempel har en seksbenet robot, vil vi gerne frem til, at benene kan bevæge sig på en robust og koordineret måde på grundlag af den måde, hvert enkelt ben føler omgivelserne,« lyder det fra Poramate Manoonpong.

Han fortæller videre, at controlleren gør det muligt for robotten at kompensere for et brækket ben eller måske omkonfigurere

sig og forlænge sine ben, hvis det er påkrævet.

»Hvis vi udskifter robottens ben med nogle, der er længere, behøver vi ikke at udskifte eller omprogrammere controlleren. Den tilpasser sig bare de nye ben. Det fungerer allerede i vores laboratorium.«

Kræver meget regnekraft

Det giver god mening med fleksible robothjerner, der kan bruges i mange forskellige former for robotter og omstille sig selv. Det mener lektor og forsker i kunstig intelligens Thomas Bolander fra Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet.

»Det er superinteressant, og sådan noget er begyndt at give mening. Tidligere har det ikke været så realistisk, fordi det kræver ekstrem meget beregningskraft, når robotten selv skal finde ud af, hvordan verden og den selv hænger sammen.«

»Men de senere år har vi fået så meget beregningskraft og så gode sensorer, at det begynder at blive realistisk.«

Robotter til handicaphjælp og eftersøgninger

Teknologien kan for eksempel bruges til exoskeletter, der spændes på kroppen og kan hjælpe svagelige ældre og handicappede med at gå.

På lidt længere sigt vil forskerne udvikle eftersøgningsrobotter, der kan bruge den kunstige intelligens til at komme frem til målet – eksempelvis mennesker, der er indespærret i sammenstyrtede huse efter et jordskælv.

Thomas Bolander nævner også hospitalsrobotter som et godt eksempel på, hvor en form for kunstig intelligens ville være nyttig.

»Så skal de kunne forholde sig til den verden, de bevæger sig i, så de kan komme uden om uforudsete forhindringer på vejen og tage hensyn til mennesker.«

Sådanne intelligente robotter, der bare får udstukket en opgave og selv finder ud af, hvordan den løses bedst muligt, er det langsigtede mål for forskerne på SDU.  Men i første omgang skal robotterne bare lære at komme fremad i verden på den mest hensigtsmæssige måde – uanset antallet af ben.