Folkemødet bliver ofte betegnet som en slags politisk Roskilde Festival, så det er næsten for oplagt at Roskilde Universitets er til stede. RUC tog hul på Folkemødet med en MeToo-debat, fulgte op dagen efter med offentlig ledelse og rundede af lørdag med en debat om ghettoer – der måske slet ikke er ghettoer.

MeToo er stadig relevant

Det er torsdag, klokken er 16:20, og der er 10 minutter til RUCs første debatarrangement på Folkemødet. Solen skinner, og Røgeriets debattelt er både varmt og halvtomt. Publikum og paneldeltagere snakker om, at teltet er svært at finde. En ung kvinde vader ind i teltet med et par venner, brokker sig højlydt over, at hun ikke aner, hvem nogen af dem i panelet er og går så med sine kammerater. Folkemødet er benhård konkurrence om et forkælet publikum. Heldigvis bliver teltet fyldt op inden debatstart, folk snakker sammen og er tydeligvis interesserede; hvis der var en krise under opsejling, bliver den afblæst.

Dagens debat omhandler MeToo og bevægelsens fremtidige relevans. Deltagerne er Drude Dahlerup, professor og kønsekspert tilknyttet både Stockholm Universitet og RUC, kønsforskeren Christian Groes, der er lektor på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, derudover folketingspolitikerne Christian Juhl (EL), Jane Heitmann (V) og Josephine Fock (AL), alle medlemmer af ligestillingsudvalget. Slutteligt var også Nima Zamani med i teltet, samfundsdebattør og jurist, der har skrevet speciale om seksualforbrydelser.

»Jeg synes, MeToo er den vigtigste sociale bevægelse og begivenhed i løbet af de sidste mange år på ligestillingsområdet. Det kan der ikke være nogen tvivl om; det har ændret rigtig mege, for begge køn, og spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er potentialet i det her? Hvad kan det føre til?« Sådan forklarer Christian Groes, hvorfor det er vigtigt at debattere MeToo.

Det er tydeligt, at det er vigtigt for alle i panelet, at kvinder, og mænd også, ikke bliver udsat for sexchikane eller andre former for krænkelser, de er bare uenige om, hvordan det bedst kan forhindres. Eksempelvis bliver det livligt diskuteret, om lovgivningen skal ændres, og der er også uenighed om, hvorvidt arbejdsgivere bør kunne stilles til ansvar for seksuelle krænkelser på jobbet.

»Vi fik en debat om, hvordan man sikrer retsstilling mod overgreb. Det gælder jo specielt kvinder, men det gælder også i tilfælde, hvor det handler om unge mænd. For eksempel lærlinge, som mester har forgrebet sig på. Det er jo en magtrelation, det handler om; det handler om at udføre et misbrug over for den som er svagere,« siger Drude Dahlerup om debattens forløb.

Lovændringer bliver i høj grad diskuteret. Især arbejdsmiljøloven.

»Problemet er, at kvinder verden over har en rigtig dårlig retssikkerhed, når det gælder sexchikane, seksuelle krænkelser og seksuelle overgreb. Vi har så en lovgivning, der ikke fungerer tilstrækkeligt godt. Vi har en udmærket definition i ligestillingsloven, men en elendig definition af seksuel chikane i arbejdsmiljøloven, og her tror jeg, der var enighed blandt politikerne om, at den burde man faktisk ændre,« fortsætter Drude Dahlerup om sit syn på debatten.

Nima Zamani mener grundlæggende ikke, at yderligere lovgivning vil være den store hjælp på dette område, hvilket han gjorde klart både i debatten og bagefter.

»Mit område er lovgivningen, men faktisk så er det, jeg er kommet frem til med lovgivningen, at vi ikke skal bruge lovgivningen til at løse det her,« Nima Zamani understreger, at løsningen er at blive ved med at holde emnet debataktuelt.

Publikum deltog aktivt i debatten. En fagforeningsmand i publikum forklarede, at han mener, mænd bør være bedre til at stoppe hinandens dårlige opførsel. Han havde engang været blikkenslager, og på det job blev han kaldt ”homo-komo” når han bad andre om at stoppe med at pifte efter kvinder på gaden. Kommunist-delen af øgenavnet passede dengang på hans partifarve, men kollegaerne mente det vist nok alligevel som en fornærmelse. Tonen er fin i panelet, og det er tydeligt, at paneldeltagerne er enige om en del af tingene; der er især bred enighed om, at det er vigtigt konstant at debattere MeToo.

»Jeg deltager i denne debat, fordi det er noget, jeg har beskæftiget mig med. Jeg har skrevet speciale om, hvordan man løser de her problemer, og jeg ved, at der, måske særligt i sådan et telt som dette, vil være mange, som er uenige i den tilgang, som jeg har. Fordi jeg måske har et lidt mindre feministisk syn på det. Og så synes jeg egentlig, det er godt at komme op og blive konfronteret ansigt til ansigt med nogle af dem, der er uenige med mig. For i sidste ende så ønsker vi alle sammen færre overgreb og færre voldtægtssager, spørgsmålet er bare, hvordan vi når dertil. Det jo det, Folkemødet kan, så derfor stiller jeg velvilligt op,« siger Nima Zamani efter debatten.

Det bliver nævnt flere gange, at kulturen helst skal nå til et punkt, hvor mænd og kvinder bliver bedre til at snakke grænser med hinanden, især på tværs af kønnene. Dette er der tilsyneladende bred enighed om.

»Jeg kan ikke sige en-til-en, at fordi vi har stået inde i det telt og haft den debat nu, vil det ændre noget. Men jeg har jo via mit juraspeciale har fundet frem til, at problemerne løses bedre ved hele tiden at konfrontere hinanden med det og tale om det og hele tiden holde det debataktuelt. På den måde kan vi ændre folks adfærd. Man kan måske også få overbevist forældre og folkeskolelærere om, at børnene, fra de er helt unge, skal lære om kønsligestilling og respekt for det andet køn.« Nima Zamani understreger efter debatten, at han synes, det er utroligt vigtigt at afholde arrangementer som dette.

Christian Groes understreger, hvorfor MeToo er vigtigt at tale om, og at det har skabt en måde at snakke mere åbent om krænkelser.

»Jeg er godt klar over, der var skam forbundet med det. Jeg har beskæftiget mig en del med skam som et kønnet fænomen, men det er nu blevet tydeligt, at det har været en voldsom barriere for kvinder; noget man simpelthen ikke kunne sige. Men nu kan man udtrykke det. Den omvæltning synes jeg er interessant og super vigtig. Fordi hvad kan den ikke føre til, hvis kvinder begynder at tale åbent om det, der tidligere har været skamfuldt, også seksuelt? Så kan der ske store ting på det område fremover, også i forhold til ligestilling. Så bruddet med skammen og det, man kan kalde en stilhedskultur, synes jeg er noget af det mest vigtige ved MeToo.«

Drude Dahlerup mener, der kom noget positivt ud af debatten for publikum.

»De mennesker, der var til stede, var tilfredse med, at det var en saglig debat, og at man måske kom til en lidt større forståelse, end man havde med sig på forhånd, så det var flot.«

Ledelse i det offentlig

Det andet RUC-arrangement bliver afholdt klokken 12, fredag, i Strandvejens debattelt. Arrangementet omhandler ledelse i den offentlige sektor og tager udgangspunkt i de seneste anbefalinger fra Ledelseskommissionen.

Teltet er fyldt til randen. Folks grunde til at gå til disse events er meget forskellige. Nogle har en faglig interesse. Eksempelvis er der både forskere i forvaltning, offentligt ansatte og studerende blandt publikum. Andre er der bare for at se en interessant debat.

RUC’s prorektor, Peter Kjær, er ordstyrer på arrangementet. Panelet består af Poul Tankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen, Sophie Løhde(V), minister for offentlig innovation, Lotte Bøgh Andersen, professor og medlem af Ledelseskommissionen samt centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Frank Andersen, kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og Jacob Torfing, professor i Offentlig innovation og Samarbejde på RUC.

Netop Jacob Torfing er der to fyre blandt publikum, der glæder sig meget til at se.

»Jeg tror, han slår en proper næve … altså verbalt,« siger den ene til sin makker, der samtidig betror ham, at Torfing har været hans underviser på universitetet. De lyder næsten, som om de snakker om en bokser, der er på vej i ringen.

Efter folk har taget for sig af det gratis wienerbrød, går debatten i gang. Men det virker mere som en ideudveksling end en egentlig debat. Alle kommer med forslag til, hvordan man kan forbedre ledelse i den offentlige sektor.

»Det er jo et super relevant arrangement, fordi det giver mulighed for at diskuterer styring og ledelse i konteksten af den ledelseskommisionsrapport, der lige er udkommet. Så man faktisk kan få videreført dialogen. Ledelseskommissionen bygger på dialog med de relevante parter, især de offentlige ledere, medarbejdere og borgerne selv. Det var der jo også til dette arrangement. Der var repræsentanter fra mange sider, så vi kan fortsætte vores bestræbelser på at finde frem til, hvordan vi kan forbedre styring, hvordan vi kan forbedre ledelse,« siger Lotte Bøgh Andersen om arrangementet.

Der kommer mange synspunkter på bordet. Sophie Løhde lægger vægt på, at regeringen forsøger at rydde op i de mange regler, der er for ledelse i den offentlige sektor, så lederne får mere ansvar og frihed. Grundlæggende skal politikerne lære at »holde styr på sig selv«, altså passe på med at regulere den offentlige sektor, bare på baggrund af enkeltsager, hvilket hun ofte oplever, der er en forventning til.

Frank Andersen gør det klart, at ledere konstant skal huske at holde borgeren for øje, at al offentlig service handler om at hjælpe borgeren. Desuden fremhæver han erfaringen med at effektivisere kommunen i Gentofte. Det faktum, at Gentofte Kommune udarbejder budget hver andet år, i stedet for hvert år, nævner Frank Andersen som noget, der sparer kommunen både tid og penge.

Jacob Torfing har mange pointer; han slår fast, at man skal passe på med at måle alt i den offentlige sektor. Selvom det kan være en god ide at måle effektivitet i det offentlige, så er det svært at måle netop det, man gerne vil vide noget om. Det betyder, at man ofte måler det, man kan, i stedet for det man ønsker at måle.

Der er konsensus om, at der er gode forslag i Ledelseskommissionens seneste beretning, men at arbejdet ikke er færdigt endnu. Torfing forslår, der bliver nedsat en styringskommission for også at undersøge denne side af den offentlige sektor. Mere end én paneldeltager får også snakket om vigtigheden af lederudvikling.

Lotte Bøgh Andersen forklarer, at hun synes, der kom meget ud af arrangementet.

»Især meldingerne om vigtigheden af politisk ledelse, vigtigheden af at udvikle ledelse, og så det nuancerede syn, mange havde på, at man ikke kun skal have faglig ledelse, men at man har brug for flere forskellige ledelseskompetencer i den offentlige sektor. Noget godt ved debatten var dialogen om at blive ved med at sætte borgeren i centrum. Det er stadigvæk super vigtigt og noget, vi kan blive bedre til.« Lotte Bøgh tilføjer, at der blev nævnt flere ting under debatten, som hun vil arbejde videre på. Ledelseskommissionens arbejde er altså ikke slut endnu, men Lotte Bøgh Andersen er glad for arrangementet og publikums engagement.

»Jeg tror, at folk får meget ud af at deltage. Noget, der især var godt her, var, at der var bred inddragelse af publikum også.«

Skal Ghettolisten jævnes med jorden?

Den tredje debat er nok den debat, der endte med at have mest politisk karakter. Debatten om Ghettolisten.

Publikum er en lidt sammensat flok; et par RUC’ere og andre studerende, repræsentanter fra organisationer, der bliver berørt af boligpolitikken og folk, der bare synes, det er en interessant problemstilling.

Panelet består af Bent Madsen, administrerende direktør for BL – Danmarks Almene Boliger, Troels Schultz Larsen, lektor og boligforsker på Roskilde Universitet, Hans Thor Andersen, forskningschef i Statens Byggeforskningsinstitut. Udover de nævnte deltager folketingspolitikerne Søren Egge Rasmussen og Kaare Dybvad fra henholdsvis Enhedslisten og Socialdemokratiet. RUC’s prorektor, Peter Kjær, har endnu engang fået ordstyrertjansen.

Debatten foregår i Dancells Anlægs debattelt. Dette telt er væsentligt større end de to andre, RUC har brugt, og der er både borde og bænke. Atmosfæren i teltet er derfor mere afslappet end ved de andre arrangementer. Flere kigger i en avis og drikker kaffe, inden debatten starter.

Da debatten sættes i gang, gør Bent Madsen, Troels Schultz Larsen og Hans Thor Andersen det klart, at de har problemer med Ghettolisten.

Troels Schultz Larsen mener ikke, det giver mening overhovedet at snakke om ghettoer i Danmark.

»Vi har klare institutionelle, funktionelle og sociologiske definitioner af, hvad en ghetto er, og intet sted i Danmark passer på det.« Desuden gør han det klart, at selvom der er problemer i noget alment boligbyggeri, så giver det ikke mening at behandle disse områder som ghettoer.

»Det svarer til, hvis en læge ville blande HPV og HIV sammen; der er H i begge dele, det er begge to virusser, du dør af på et eller andet tidspunkt. Men der er ikke nogen læge, der vil sige, det er det samme behandlingsregime, vi skal bruge,« Han konkluderer, at Ghettolisterne er et dårligt redskab, der bør rives ned.

Hans Thor Andersen er enig i, at ghettolisten ikke er et godt redskab. Eksempelvis kan hverken andelsboliger eller privatudlejning tælle med i en ghettoliste, efter statens definition. Derfor kunne man i princippet eliminere alle ghettoer ved bare at konvertere de områder til andelsboliger, ligegyldig hvor megen kriminalitet og uro, der så måtte være. Hans Thor Andersen er dog glad for, at udsatte boligbyggerier er på den politiske dagsorden.

»I modsætning til Troels kan jeg se en god ting ved ghettolisten, nemlig at der er politisk opmærksomhed, og det er der brug for,« udtaler Hans Thor Andersen, der er marginalt mere positiv.

Bent Madsen er heller ikke ligefrem begejstret for Ghettolisterne og mener, de er stigmatiserende og skadelige både for folks selvopfattelse og opfattelse af hinanden. I skolerne er det mindre sejt at være flittig i ’ghettoerne’. Dette har, ifølge Bent Madsen, en meget negativ effekt på samfundet.

»Det er grelt over for den enkeltes skæbne og det er tudetosset rent samfundsøkonomisk.«

Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten erklærer sig enig med Bent Madsen og er heller ikke begejstret for listerne. Desuden kritiserer han, at man flere gange har ændret kriterierne for at ende på listen.

»De her såkaldte g-lister skulle vi slet ikke have, men jeg synes, det er helt fint at holde øje med enkelte områder. Men jeg er helt enig i det med stigmatiserende lister. Desuden giver det ikke mening konstant at flytte på målestokkene,« siger Søren Egge Rasmussen under debatmødet og gør det senere klart, at sådanne lister giver mening som et internt redskab, men ikke offentligt.

Kaare Dybvad, der repræsenterer Socialdemokratiet, mener, at listerne tjener en vigtig funktion, men anerkender, at de kunne være bedre.

»Da vi sad i regering, foretog vi den ændring, at vi kaldte det for udsatte boligområder i stedet for ghettoområder. Det synes jeg sådan set også er det fornuftigste, man kan kalde det. Ghettoudtrykket er i bedste fald upræcist og beskriver nok bedre det, man ser i amerikanske tv-serier eller oplevede i Warszawa-ghettoen under 2. Verdenskrig. Men vores udgangspunkt har hele tiden været, at det centrale i denne debat er hvilke pengebeløb, der bliver afsat. Hvad bliver der gjort i de områder?«

Han gør det desuden klart, at der måske kan indgås en anden boligaftale på den anden side af et valg, hvis flertallet ser anderledes ud. Socialdemokratiets holdning er, at når man samler mange sociale problemer på et område, så har det en forstærkende effekt.

»I Socialdemokratiet tror vi på, at hvis du samler sociale problemer et sted, så får du endnu flere sociale problemer. 1+1 af sociale problemer, det giver ikke 2, det giver 3.«

Flere sidder og snakker videre om emnet ved bordene i teltet efter debatten. Andre er hurtigt videre; der er andre gode events, de ikke vil gå glip af.

Søren Egge Rasmussen håber, at dette arrangement kan inspirere til noget tilsvarende i Roskilde,

»Debat er godt, men nu er det jo ikke alle, der har mulighed for at komme til Folkemødet. For det er dyrt at komme herover, det er meget dyrt at bo her, og det starter på hverdage. Så jeg synes, det kunne være interessant, hvis RUC holdt lignende debatter hjemme i Roskilde. Og måske inviterede nogle af de boligforeninger, som jo også har mange fattige boende, og hvor der er sociale problemer. På den måde skal Folkemødet her også gerne inspirere til andre ting.«

Dette event var det sidste af RUC’s debatarrangementer på Folkemødet, men det kan være, vi vender tilbage til Allinge næste år.