‘På RUC får du færrest timer’ 
Artikel l 21.06.2018

På RUC får du færrest timer

A
Aktuelt
Artikel l 21.06.2018
4 min
En ny undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at Roskilde Universitet har det laveste gennemsnit af undervisningstimer blandt de videregående uddannelser.

Skrevet af

Niels Overgaard Christensen

Journalist og tegner

Du skal kun tage toget til Trekroner et par gange om ugen – og så hurtigt hjem igen efter få timers undervisning eller forelæsning. Resten af tiden står den på læring på eget ansvar, enten i grupper eller med næsen i bøgerne. Sådan er studiet skruet sammen på de fleste fag på RUC, og i særdeleshed på humaniora.

Studenterrådet på RUC efterlyser generelt flere timer, som en del af uddannelserne på RUC, der ikke var bekendt med listen; men godt ved, at timetallet på RUC ikke er særlig højt.

»Det er ikke fordi, den liste er vigtig for mig eller for os; men vi synes generelt, at timetallet er for lavt på RUC,« siger Anne-Sophie Schröder fra Studenterrådet og forklarer, at det er noget, der ofte er oppe at vende, specielt efter 2016, hvor der blev introduceret nye timeslots på RUC. Studenterrådet hører nemlig fra både studerene og undervisere, at der er for lidt tid til undervisning i øjeblikket. »Det ville gavne kvaliteten af undervisningen, hvis vi fik mere kontakt til vores undervisere,« siger Anne-Sophie Schröder.

»Når Humaniora for eksempel ligger fuldstændig på landsniveau og over KU, så er det overraskende. Man skulle forvente, at vi lå meget under.«

Sune Lægaard, Viceinstitutleder for Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Viceinstitutleder for Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Sune Lægaard, har en anden opfattelse. Han mener, at kvaliteten af uddanelserne på RUC ikke er ringere end på andre universiteter på trods af, at RUC ligger i bunden af listen.

Han peger på, at de timer, de studerende lægger i projektarbejde, ikke bliver talt med, når RUC opgiver antallet af undervisningstimer til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Han sammenligner tallene fra de enkelte institutter og bedømmer, at det ikke står så slemt til, som man skulle tro.

»Når Humaniora for eksempel ligger fuldstændig på landsniveau og over KU, så er det overraskende. Man skulle forvente, at vi lå meget under,« siger Sune Lægaard, da han ser tallene for de enkelte institutter. Det betyder nemlig, at RUC, på trods af flere vejledningstimer, giver næsten lige så mange undervisningstimer til Humaniora, som KU gør.

Også Institutleder Susanne Sørensen og Lektor Annemette Palmqvist fra Institut for Naturvidenskab og Miljø, peger på, at det er RUCs model med projektarbejde, der bevirker, at RUC optræder så langt nede på listen.

»Projektvejledningen, i konfrontationstimer per ETCS, er lavere, end den er på kurserne, men sker til gengæld i tæt og direkte dialog med underviseren,« siger Annemette Palmqvist og forklarer, at projektarbejdet på RUC udgør halvdelen af uddannelsen, men den halvdel bliver kun repræsenteret af de undervisningstimer, der er projektvejledning.

Ikke alle ønsker flere timer

Så på trods af, at gennemsnittet af undervisningstimer for RUCs bachelor-uddannelser ligger i bund, ønsker Sune Lægaard ikke nødvendigvis at få flere undervsningstimer på RUC af frygt for, at det går ud over projektarbejdet.

»Det siger jo noget om, at det er klemt allerede, og vi er sådan set ikke interesserede i at klemme det mere,« siger Sune Lægaard, da han beskriver, at de studerende allerede sidder med meget i hænderne i løbet af semesteret, som for eksempel kurser, eksamener og eventuelle studiejobs. Flere undervisningstimer vil derfor betyde, at de studerende får endnu mindre tid til at arbejde på deres projekt.

Ifølge Annemette Palmqvist fra INM har underviserne på RUC allerede fået tildelt flere timer til undervisning, end man har på mange andre universiteter. Hun ser dog ikke noget i vejen for at få flere timer, hun vil bare gerne placere de ekstra timer i vejledningen af projekter, frem for kurserne.

»Studenterrådets generelle holdning er, at mere undervisning vil skabe mere kvalitet og et bedre studiemiljø.«

Anne-Sophie Schröder, studenterrådet

Anne-Sophie Schröder mener derimod, at det vil være en fordel for de studerende at få flere timer i løbet af semesteret:

»Studenterrådets generelle holdning er, at mere undervisning vil skabe mere kvalitet og et bedre studiemiljø,« siger hun og forklarer, at det ville føles mere som et fuldtidsstudie, hvis man havde en grund til at komme ud på RUC fire eller fem dage om ugen, frem for bare to eller tre.

»Vi så helst, at man kan være en god fuldtidsstuderende, og det er bare svært, når der er så stor en andel af selvstudier, hvis man skal fylde en fuldtidskalender og kun er seks timer her (på RUC.)«

Hun mener ikke, at flere timer ville gå ud over projektskrivningen, men at det derimod ville holde de studerende i gang, hvis de jævnligt skulle mødes på RUC.

Timerne bliver lagt i projektskrivning

Selvom der er delte holdninger til RUCs placering på Uddannelses- og Forskningsministeriets liste, er der dog enighed om, at projektarbejdet udgør en kvalitet på RUCs forskellige uddannelser.

Det er også derfor, Annemette Palmqvist fra INM påpeger, at det er der, man burde lægge fokus. »Hvis jeg fik en pose ekstra timer foræret, så ville jeg hellere give flere timer til projektarbejdet end til kursussiden,« siger Annemette Palmquist, da hun forklarer, at man jo altid kan styrke projektartbedet med mere vejledning.

Anne-Sophie Schröder fra Studenterrådet mener også, at interaktionen mellem mennesker omkring faglighed udgør en værdifuld læringsprocess. Hvilket Sune Lægaard fra IKH også påpeger, da han beskriver en uddannelse på RUC som en, der tilbyder kvalitet over kvantitet. Fordi de studerende lærer nogle kompetencer gennem projektarbejdet, som man ikke får i det traditionelle læringsrum. Den læring bliver understøttet af gruppernes vejledere og de vejledningstimer, de studerende får. En holdning, som han deler med Susanne Sørensen og Annemette Palmqvist fra IMN, som mener, at: »En effekt af projektarbejdet er, at vi har en tættere kontakt til de enkelte studerende og en mere direkte mesterlæresituation.«

Se listen her:

Tabel: Uddannelses- og Forskningsudvalget 2017-18