‘Q&A med fuldmægtig i Vejdirektoratet: »Nyd at have tid til at lære«’ 
30.08.2018

Q&A med fuldmægtig i Vejdirektoratet: »Nyd at have tid til at lære«

A
Aktuelt
30.08.2018
5 min
Med udlandsophold i Frankrig og tilvalgsfag på KU har fuldmægtig i Vejdirektoratet, Naja Poulsen, selv sat sit præg på sin uddannelse i Socialvidenskab og Plan, By og Proces, som hun afsluttede i 2014. Da RUC Paper møder hende på en steghed sommerdag, opfordrer hun studerende til at sammensætte deres uddannelse ud fra egne interesser og ikke arbejdsmarkedets. Samtidig skal de studerende nyde tiden på universitet med alt, hvad det indebærer.

Skrevet af

Anna Secher

Skribent

Hvad arbejder du med til daglig?

»Jeg er fuldmægtig i staten. Statslig fuldmægtig, ja. Jeg er embedsmand og sidder i sekretariatet her i Vejdirektoratet, så det er ledelsesbetjening i forhold til Vejdirektoratets ydelser, og her arbejder vi jo med transport, mobilitet og veje; men også mobilitet i form af cykelplanlægning og sådan nogle ting. Så det er meget sådan noget med at udarbejde sager til direktionen, politiske besvarelser på ministerhenvendelser – rigtigt embedsværk. Men inden for feltet mobilitet og planlægning. Jeg har været her i lidt over tre et halvt år.«

Hvordan oplevede du overgangen fra studerende på RUC til arbejdsmarkedet?

»Jeg startede faktisk som fuldtidsansat, inden jeg havde været oppe at forsvare kandidaten, i en stilling lidt som den, jeg havde haft som studentermedhjælper. Det var på Lunds Universitet i Sverige som projektleder på et EU-projekt om bæredygtig byudvikling. Jeg gik fra at være projektassistent to gange om ugen til at være projektleder for samme projekt på fuld tid. Mere ansvar og en rolle, hvor jeg stod for koordinering af en masse forskellige aktører, der skulle samarbejde.«

»Man kan sige, det var en meget brat overgang fra at sidde og skrive speciale til at arbejde rigtigt. Måske ikke så brat, som havde det været et helt nyt og ukendt job, men brat på den måde, at jeg fik meget mere ansvar fra den ene dag til den anden – jeg tror nærmest, at jeg startede dagen efter, vi afleverede specialet – så der var ingen tid til at omstille sig til arbejdslivet som sådan. Men det var samtidig også fedt. Det er meget mere fleksibelt at være studerende, fordi der er dage, hvor du måske beslutter at sætte dig på en læsesal og selv styre tiden.«

»Omvendt kan man sige, at hvis man både har studie og studiejob, så har man tit dagene rimeligt udfyldt, og så er man faktisk ikke så fleksibel alligevel. Jeg er til begge dele, for jeg kan godt lide at møde et bestemt sted; men jeg savner det dér med at kunne fordybe mig samt fleksibiliteten i at kunne sætte mig ned på en læsesal, når det passer mig og have hele dagen foran mig til at læse artikler. Det har man bare ikke i et arbejdsliv – der er møder hele tiden og korte deadlines, virkelig korte deadlines. Du tror også, at du møder ind på arbejde og skal ét, men så kommer der nogle hastesager, og så skal du noget helt andet. Som studerende kan man bedre planlægge, at så læser jeg dét og dét og skriver sådan og sådan på min opgave – altså i store træk. Der, synes jeg, er det mere uforudsigeligt i arbejdslivet i hvert fald i den stilling, jeg har nu, og det er både på godt og ondt, for det er også sjovt.«

Fuldmægtig

En fuldmægtig er en medarbejder, som er ansat i en administrativ  stilling i det offentlige eller en større privat virksomhed. Vedkommende har bemyndigelse til at varetage visse opgaver på vegne af sin overordnede.

Kilde: DDO

Hvilke brugbare kompetencer har du med fra RUC?

»Helt klart noget med samarbejde – at man skal løse nogle opgaver i et samarbejde. Men også, at man skal løse en opgave, hvor det ikke nødvendigvis på forhånd er givet, hvad konklusionen er. Den dér proces-tilgang, som man i hvert fald får i de store gruppeopgaver – den synes jeg er meget genkendelig i arbejdslivet. Du kan godt få stillet sådan nogle fluffy opgaver, og så må du ligesom selv finde ud af, hvad det skal ende ud i. Som RUC’er, tror jeg, man kaster sig ud i det, hvor folk med andre uddannelsesbaggrunde kan være lidt mere ”Åh nej, hvad nu?”. Der er mange på den her arbejdsplads, som er ingeniører, og jeg kan godt mærke, at de måske er vant til at have mere fast definerede projekter. Både tilgangen og facitlisten. Det er mere A plus B giver C, og den synes jeg ikke så meget, man har på RUC.«

»Jeg savner sgu stadig den læsesal«

Har det nogensinde været en hindring for dig at være fra RUC?

»Nej, men der er jo lidt med omdømmet, som man skal kæmpe mod. Det dér med, at man ikke har en defineret uddannelse. Jeg ved ikke, om man kan kalde det fordomme, men når folk spørger, hvad jeg er uddannet som, kræver det en hel del mere forklaring, end hvis jeg havde været jurist eller økonom. Mange af mine kollegaer er netop jurister, økonomer eller ingeniører, og det er meget kendte uddannelser, som alle ved, hvad det er. Som RUC’er skal man i højere grad forklare, hvad man er uddannet som. Jeg har virkelig mixet min uddannelse og for eksempel også læst på KU, og jeg har været i praktik og udveksling, så jeg har brygget min uddannelse sammen, og det gør det faktisk endnu sværere at forklare, hvad jeg reelt har lært. Så jeg er måske også bare en virkelig yderpol til en helt klassisk jurist. Selvfølgelig er der også forskel på, hvordan jurister tager deres uddannelse, men jeg tror, det er meget omdømmet og opfattelsen af, hvad man er som RUC’er. Og så kalder man det jo så også RUC’er, ikke? Man siger ikke: ”Du er KU’er”, man siger: ”Du er statskundskab’er” eller ”Du er jurist”. Så der er også noget i den måde, man italesætter det på.«

Her på den anden side af uddannelsen – hvad er så dit bedste råd til RUC-studerende?

»Nyd at have tid til at lære. Den læringsproces og tiden til fordybelse – sæt pris på den. Lige så snart man er ude på den anden side, lærer man selvfølgelig ved at arbejde, og du får kompetencer, men det er på en anden måde. Ja, du kommer på kurser, men det er måske én dag her, én dag dér. Det dér med, at du over et længere forløb kan tillære dig ting og selv kan forme, hvad du vil lære i form af fag, udlandsophold og så videre, dét er sgu fedt. Det kan du ikke nødvendigvis, når du bliver ansat i en stilling, fordi her er der nogle forventninger til, hvordan du løser opgaverne. Du skal måske bare vælge, hvad du har lyst til i forhold til, hvordan man nu kan dreje sin uddannelse. Det skal nok komme til at passe ind i et eller andet arbejde senere hen. Lad være med at tænke: ”Ej, det her fag ville være godt at have, for det efterspørger arbejdsmarkedet”. Hvis du mangler noget senere, så tag det, når det virkelig er et krav, men nyd nu, at du kan forme din uddannelse og lære, hvad du vil.«

Hvilket minde fra RUC står klarest?

»Togturen… Ej, det er nok ikke et godt minde, men den tur glemmer man ikke. Det er svært at sige, for jeg synes faktisk, det hele har været godt. Som helhed har det været en fed tid og en oplevelse at gå på RUC.«

»Man kan ikke holde ud at være i et job, som man ikke synes er spændende, og som ikke motiverer én«

Hvad kan RUC, som andre universiteter ikke kan?

»Jeg har både læst på KU samt på et universitet i Frankrig, så jeg har rimelig gode muligheder for at sammenligne. Forskellen på KU og RUC i de fag, jeg har læst – det kan jo selvfølgelig være forskelligt – er, at man på RUC tager meget udgangspunkt i praksis og virkeligheden, når man analyserer og skal bruge eksempler og finde empiri. På KU er det mere et litteraturstudie, hvor du kigger tilbage i litteraturen og går meget teoretisk til værks. Det er også en kvalitet; men det dér med, at RUC’ere kan se det, man læser, i praksis og bruge det til at løse virkelige problemer, dét, tror jeg, er en kæmpe kvalitet. Jeg tror, en RUC’er er mere klar-parat til arbejdsmarkedet end en, der har læst de mere teoretiske fag, for der skal du selv klare den oversættelsesproces. På RUC bliver vi undervist i at kunne oversætte teorien til noget, vi kan bruge i praksis. «

Hvorfor valgte du oprindeligt RUC?

»Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle læse, men jeg vidste, det skulle være noget samfundsfagligt. De to år med SamBas gav mig tid til at finde ud af hvilken vej, jeg ville gå. Det gav mening for mig. Jeg vidste ikke nok om fagene på forhånd, så en samfundsvidenskabelig basisuddannelse gav mening for mig, for så kunne jeg bruge noget tid på at beslutte i hvilken retning, jeg skulle gå.«

Hvordan kom Plan, By og Proces ind dér?

»Jamen, jeg tror, jeg havde tænkt mig at skulle læse geografi og socialvidenskab, men så oprettede de Plan, By og Proces, og så gav det mere mening at fokusere på det. Den var helt ny, da jeg begyndte – vi var det andet hold. Det var helt vildt sjovt, og det gjorde, at underviserne var mega engagerede, fordi det var så nyt. Det er de selvfølgelig sikkert stadig, men man kunne virkelig mærke lysten til at få det op at køre.«

Hvad er succes for dig?

»Når jeg løser gode opgaver; når det både er spændende, og jeg er glad for resultatet. Jeg har ikke nødvendigvis ambitioner om at stige i graderne, ikke lige nu og her. Det er nærmere vigtigt for mig, at jeg kan stå inde for mine opgaver, at det rykker noget, og jeg kan se meningen med det. Nu handler det også om at forbinde arbejds- og familieliv. Det skal kunne forenes også. Du kan ikke nødvendigvis være den, der hænger herinde til kl. 18-19 om aftenen for at løse den sidste opgave. Du må logge af, hente dit barn og logge på mailen igen om aftenen eller få andre til at tage sig af det. Der har man jo nogle forpligtigelser, hvorimod man som studerende godt kunne sidde der, til den sidste var gået og sende et notat afsted. Nu er man mere bundet. Men det kan også være positivt, for førhen sad jeg måske og arbejdede unødvendigt meget. Nu skal det hellere afleveres, og det er slet ikke sikkert, at to timer mere overhovedet gør det bedre, så på den måde tror jeg også, man bliver mere realistisk med sin arbejdstid.«

Hvordan bliver man succesfuld?

»Det ved jeg ikke, der må du spørge nogle af dem, som er det. Jeg synes da, jeg er god til mit arbejde, men jeg er ikke sådan ”djøf-succesfuld”, du ved, med chefstilling og jakkesæt. Jeg tror, man skal være engageret i det, man gør, og så må det føre til, hvad det nu fører til. Men så længe det er spændende, og du er engageret, så er det godt. Man kan ikke holde ud at være i et job, som man ikke synes er spændende, og som ikke motiverer én. Det hænger 100 procent sammen med succes.«

Har du et forbillede?

»Nej, det har jeg ikke. Altså, da jeg læste, kunne jeg finde en masse teoretikere og forskere, hvor jeg tænkte: ”Dét, de har fundet ud af, det finder jeg også ud af!”. Der var det jo nemt at finde forbilleder, altså, Wacquant [fransk sociolog, red.] var jeg da helt vild over. Sådan noget forskning skulle jeg også bedrive, og jeg skulle finde samme løsninger. Den følelse får man nok mere på studiet end i arbejdslivet, for folk er så forskellige. Man kan ikke sige, hvilke kollegaer der klarer det bedst, så det er ikke et forbillede i den forstand. Man er på en arbejdsplads, hvor alle er forskellige og gør tingene på sin egen måde. Det, synes jeg, er en kvalitet. Man skal give noget af sig selv i det arbejde, man udfører, så man gør også tingene forskelligt, og derfor synes jeg, det er svært at finde et forbillede rent arbejdsmæssigt. Derfor kan jeg dog stadig godt have nogle af de gamle teoretikere som forbilleder, for det kunne da være fedt at finde frem til et eller andet mega brugbart studiemæssigt. Det gad jeg da godt lige ved siden af arbejdet. Lige skrive en bog, analysere verdens hemmeligheder – det ville da være fedt. Konkret i det daglige har jeg ikke teoribøgerne fremme, men anvender mere metodekurser og basale færdigheder fra studiet. Men teorien er for mig med på den måde, at den tegner et billede af det felt, jeg arbejder med, hvilket pt er mobilitet- og transportfeltet.« 

Hvordan ser din studietid ud, når du ser tilbage på det i dag?

»Jeg har sikkert et meget idyllisk tilbageblik på, hvordan det var at sidde og svede på læsesalen, men jeg savner sgu stadig den læsesal. Det gør jeg. Der var en særlig stemning, en særlig studievibe. Og alle de diskussioner, man havde, når man lige var ude at købe en kop kaffe: ”Den her teori! Nej, den her teori!”. Den nysgerrighed, de spørgsmål, man hele tiden stillede sig selv. Det glemmer man måske lidt, når man begynder på et arbejde, nemlig at stille de undrende spørgsmål. Det er svært at se, når man sidder i det – altså, de sene nattetimer, hvor man sidder med opgaven, gruppen kan ikke blive enig, og printeren virker ikke. Det glemmer man jo, alt det dér, men når man sidder lige dér, betyder det jo alt. Det er liv eller død.«