‘Vel mødt’ 
30.08.2018

Vel mødt

C
Campus
30.08.2018
1 min
Et nyt semester er skudt i gang; den glohede sommer, der efterlod et afsvedet campus i månedsvis, har endelig givet op over for den sensommerregn, der så brutalt har forkortet sandalsæsonen, netop som vi alle sammen har fået pæne, brune tæer. C’est la vie.

Skrevet af

Efteråret lurer med andre ord på os, og som altid på denne tid af Markbjergs cyklus forvandles Trekroner station til et leben af friske hjerner med nye rygsække klar til gruppedannelse, projektskrivning og undervisning. Det er en festlig blanding af lidt håndsky nye studerende, der flokkes om deres bannerførere: Rus-vejlederne; erfarne studerende, der glædestålende genfinder hinanden i små flokke og styrer hjemmevant gennem campus, samt selvfølgelig forskere i dybe tanker. Faktisk er det lige til at blive i godt humør af, sådan helt fra morgenstunden.

Det er 18 år siden, jeg startede på danskstudiet på Aalborg Universitet – rasende nervøs og uden ret meget ide om, hvad det egentligt betød, det der med at læse på universitetet. Hvad var en forelæsning? Hvor meget skulle man læse? Hvordan fandt man en god projektgruppe? Og hvor skulle jeg i øvrigt bo?

Det samme gælder sikkert også i dag for alle jer, der starter på en videregående uddannelse for første gang – selv om I har den fordel at kunne google en del af det. Der venter en tid, hvor I for alvor skal stå på egne ben, og der er rigeligt med krav, forventninger og beslutninger, der skal på plads. Vi har samlet 5 gode råd for at hjælpe jer lidt på vej til en bedre studiestart – og så har RUC et kæmpe hold af virkeligt dygtige og engagerede RUS-vejledere, der står på spring for at hjælpe jer.

Og på RUC Paper er vi klar til at tage fat på vores andet semester, siden vi gik i luften i februar. Vi glæder os at generere endnu mere spændende journalistik til og for hele RUC. Vi ændrer lidt på formerne hos Paper dette semester. Vi vil have endnu mere fokus på debat, og især vil vi følge op på de indlæg, vi får. Så skriv til os – stort som småt.

Vi ændrer også udgivelsesfrekvensen, så de større artikler kun udkommer hver 14. dag. Til gengæld udsender vi et nyhedsbånd, der opdateres løbende, med nyhedsoversigt på forskning, uddannelse og studieliv.

Har du input, ideer til artikler, ris eller ros, så skriv til os på Paper@ruc.dk.

Vel mødt

Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør