Kære gæster, kære ansatte, kære medstuderende – kære minister, tak for ordet. For 50 år siden tilkæmpede studerende sig taleret ved at kapre talerstolen til en årsfest som denne. Det gjorde de for at blive hørt og få indflydelse på deres studieliv. Nu til dags behøver vi ikke ’erobre’ talerstolen, for at jeg kan få lov til at tale til jer her i eftermiddag.

Men! Det er vigtigt, at vi lytter til studerende hele året rundt og ikke kun i 3minutters bidder, inden vi går ned og skåler i champagne. Man bør lytte til og inddrage både studerende og ansatte som aktive medskabere af universitetet. Vi er hverdagens eksperter; vi ved, hvordan vi gerne vil have tilrettelagt vores uddannelser, og vi kan bidrage med væsentlige perspektiver. Særligt i de demokratisk valgte studienævn, fordi vi ved, hvad der virker.  

Vi ved også meget om, hvad der ikke virker. Min generation har aldrig oplevet et universitet uden fremdrift. Vi må desværre indse, at rigtigt mange af os studerende har internaliseret den fremdriftslogik, der gør, at studerende ikke ’tør’ stoppe op og tage en pause eller læse i det tempo, der passer den enkelte. Det medfører, at det statistisk set ikke altid er specielt behageligt at være studerende. Op til 40% af mine medstuderende oplever studiestress i løbet af deres tid på universitetet– det svarer til, at hvis dette auditorie var fyldt med studerende, ville cirka de første 6 rækker opleve stress og mistrivsel. 

Samtidig med at præstationspres, bureaukrati og fremdriftsincitamenter gør livet surt for studerende, så udhules indholdet og kvaliteten af vores uddannelser ubønhørligt af årelange nedskæringer. Vi ender med et universitet, hvor forskerkontakt og feedback er undtagelsen snarere end reglen, og hvor konfrontations- og bedømmelsestid bliver ringere år for år. Det har direkte skadelige konsekvenser for vores faglighed og for vores trivsel. 

Det er positivt, at man fra ministeriets side er begyndt at anerkende trivselsproblemet og ønsker at give os studerende mere fleksibilitet. Blandt andet med en udvidelse af retskravet og en italesættelse af, at karakterer ikke er det vigtigste i verden. Således at vi studerende skal kunne begå lærerige fejl.

Det klinger dog desværre af symbolpolitik, når finansieringen ikke følger med. Hvis man reelt vil omgøre den skade, vores uddannelsessystem har lidt, bør der tilbageføres midler, fjernes bureaukrati og sættes ind med opsøgende vejledning og støtte til de studerende, der mistrives.

Vi drømmer om et universitet med plads til fordybelse og fleksibilitet. Vi drømmer om et universitet, der har diversitet, som er internationalt og åbent imod samfundet og verden. Vi drømmer om et universitet uden barrierer for uddannelse, og hvor vi byder studerende og deres bidrag velkommen, uanset nationalitet.

Hvis vi skal nogle af de store udfordringer, vi som samfund står over for, til livs – flygtninge og klimakriser, økonomisk ulighed, ’fake news’ og uhæmmet nationalisme – så kræver det stærke universiteter, der uddanner dygtige, tværfaglige og kritiske studerende.

Men det kommer ikke ud af det blå; det kræver, at vi aktivt vælger at investere i uddannelse.

Kære årsfest, tak for jeres tid.