Hvor er det mig en stor ære at stå her – og holde alumnetalen. Jeg har skrevet en tale, som er et mix mellem en refleksion over tilegnede kompetencer, en opsang og en kærlighedserklæring. Så I skal holde tungen lige i munden og spidse ører. Jeg har tre emner med i dag, som jeg håber, bestyrelse og ledelse vil reflektere over og lade sig inspirere af: Fremtiden, Oprør og Rammer.

Fremtiden

Før vi kigger frem, er jeg nødt til at kigge tilbage; tilbage på dengang i 2009, hvor jeg som 23årig startede på RUC. Jeg havde levet et relativt ukritisk liv i provinsen som skolelærer og håndboldtræner; men følte, at der skulle ske noget mere. Jeg mødte op på RUC og følte mig på en eller anden måde som en klump ler. Jeg var klar til at blive formet til noget nyt. Men det bliver man ikke – på RUC stilles forskellige verdenssyn til rådighed og diskuteres. Det viste sig dog, at man på RUC selv er de hænder, der skal være med til at give leret form og holdning.

Man får ikke, men skaber.

Og sådan skal det også være på RUC i fremtiden. Det er her, fremtidens samfundskritiske samfunds designere og igangsættere skal uddannes.

I min optik er RUC et af de få steder, hvor man stadig hylder det frittænkende og det selvdrevne studie.

Men det er ikke en let opgave, når man kommer direkte fra et system, hvor man ikke skal tænke for meget selv, men blot gøre som alle de andre.

Det er altså noget, der skal læres.

Grundtanken på RUC er, at man selv skal finde emnet, problemstillingen og den litteratur, der skal til for at belyse problemstillingen samt komme med et bud på eventuelle årsager eller løsninger.

I min virksomhed er det denne tilgang vi bruger:

Emnet er tekstiler.

Problemstillingen er, at Vesten er i gang med et ukritisk og vanvittigt overforbrug, og det skal stoppes.

Litteraturen er tunge rapporter, interviews med videns-personer, og outputtet er blogindlæg samt en bog, der snart udkommer. Bedre retning.

Det er ikke rocket science med en sådan model – men den holder altså max.

RUC skal i fremtiden holde fast i og kæmpe for den problemorienterede tilgang, hvor studerende selv skal være med til at forme klumpen af ler.

For jeg mener, det er med et kritisk samfundssyn og med de akademiske værktøjer i rygsækken, de samfundskritiske samfundsdesignere og igangsættere inspireres og skabes.

Oprør

Bestseller – dem, der er ved at bygge Vesteuropas højeste bygning på en mark i Jylland. De er så store, at vores årlige omsætning, omregnet i tid, kun svarer til cirka to timer af deres.

De har alt for længe fået lov til at gå under radaren, uden at nogen har stillet spørgsmålstegn ved, hvad deres forretningsmodel gør ved jordens ressourcer og dem, der arbejder i industrien. Det var lige, indtil vi – en 7 mand stor virksomhed på Nørrebro – brugte vores kritiske sans og sagde, at nu må nogen gøre noget, og når de andre ikke gør det, så må nogen være os. Jeg tror, at det er RUC, der har givet mig og mine medarbejdere værktøjerne til at tænke, at vi rent faktisk kan udrette noget her og gøre en forskel.

På samme måde føler jeg, at RUC skal have gang i en form for oprør. RUC bør være et purpose-driven universitet, der kræver en plads i fremtiden. RUC skal ville ændre ved noget, RUC skal gå forrest i oprøret mod skiftende regeringers ønske om at lave alle universiteter til grå, kedelige og traditionsrige produktionsfabrikker, der producerer hjernevaskede studerende på stribe, som ikke laver andet under deres speciale end at forsøge at forstå dagpengereglerne, da dagpenge jo er blevet en menneskeret for nyuddannede akademikere.

Jeg synes, at RUC skylder sig selv og samfundet at overveje hvilken type kandidater, man ønsker at sende ud i samfundet – og så holde fast i det.

Jeg synes godt, at ledelsen kan råbe højere ude i samfundet, når nye og for kortsigtede initiativer vedtages på Christiansborg. Ville det ikke være fedt, hvis RUC fik rollen som det kritiske universitets forkæmper? Jeg ville i hvert fald støtte op om et sådan oprør.

Rammer

Jeg er RUC’er – helt ind i mine knogler. Jeg synes ikke, at RUC er fejlfrit, og jeg er ikke forblændet. Jeg holder så meget af RUC, at jeg får ondt indeni, når jeg ikke synes, at RUC udlever sit fulde potentiale. Rammen kan nemlig rumme langt mere end det, den gør i dag.

Jeg ville ønske, at flere forstod hvor fantastisk en ramme, RUC er:

En ramme, hvor man skal lære, at en uddannelse er noget, man skaber – ikke noget, man får. En ramme, hvor engagement og initiativ kvitteres med opbakning og midler, hvis argumentationen er på plads.

En ramme, hvor der er plads til, at man prøver sig selv af i den virkelig verden, mens man studerer.

Jeg har brugt rammen og flere gange testet, hvor grænsen går. På hvad rammen egentlig var. Jeg har skabt min egen uddannelse og profil. Jeg har været med til at skabe en studenterdrevet bevægelse, der ikke går op i at diskutere politik, men fokuserer på at de studerende her og nu får mest ud af deres universitet og jeg har igennem min virksomhed altid kunne tage teorier og tanker og teste dem af i praksis. Det er en ramme man skal lære at bruge – og når man gør det, så er det en helt fantastisk ramme at uddanne sig i. Til slut har jeg lavet en meget kort opsamling RUC bør være fanebærer i oprøret med det masseproducerende kandidat-produktionssystem. RUC skal være ramme hvori fremtidens samfundskritiske samfundsdesignere og igangsættere skabes. RUC er et overdrevet sejt og spændende universitet – er mit universitet – og jeg er stolt af at være RUC’er. Tak for jeres tid.