Hvad består dit daglige arbejde her på Glyptoteket i?

»Jeg er direktør for museet, så jeg har det overordnede ansvar for, at hele museet udvikler sig, og at vi får iværksat de forskellige ting, vi har besluttet os for i vores strategi – udstillinger, fundraising, alle vores aktiviteter. Jeg har det overordnede lederansvar.«

Hvad læste du på RUC?

»Jeg læste humanistisk international basisuddannelse fra 1989-91, så dansk fra 91-93, og så fik jeg lov at tage kunsthistorie som det andet fag eksternt på Københavns Universitet fra 93-95. Dengang hed det ikke bachelor og kandidat – der blev man cand.mag. med en kombination af to fag.«

Hvad tænker du om din begyndelse på studiet, når du sidder her i dag?

»Det her lå ikke i kortene, for det var først, da jeg begyndte at læse kunsthistorie, at jeg fik sporet mig ind på museet som arbejdsplads. Da jeg gik på RUC, hvor jeg læste dansk og bred humaniora, var det ikke målrettet en bestemt form for arbejdsplads. Der havde jeg ikke forestillet mig, at man kunne arbejde på et museum.«

Hvorfor valgte du så dansk på RUC?

»Jamen, oprindeligt ville jeg faktisk have været journalist. Jeg var meget betaget af Mette Fugl, som var journalist, da jeg var barn, fordi hun var dygtig. Jeg har altid været meget optaget af det, der foregår i samfundet, og jeg havde en meget bred samfundsinteresse. Jeg var også glad for litteratur, så da jeg kunne læse dansk, valgte jeg det, fordi det interesserede mig. Men så kunne jeg ikke finde mere på RUC, som jeg fandt interessant, og så kiggede jeg mig lidt omkring og fandt muligheden for at kombinere med kunsthistorie på KU. Men jeg har altid været ret bredt interesseret, og jeg begyndte faktisk på biokemi, før jeg startede på RUC, fordi jeg også var naturvidenskabeligt interesseret.«

Der er langt fra biokemi til dansk …

»Ja, men jeg var også god til matematik, og der var igen den her brede samfundsinteresse, hvor naturvidenskaben også er vigtig. Dengang talte man meget om AIDS, så hvad nu, hvis man kunne kurere det? Det tiltalte mig at gøre noget godt eller udrette noget vigtigt. Men så var der måske lige lidt for langt, når man stod i de der kemilokaler på Københavns Universitet med kittel på. Da jeg er sådan en, der altid har haft mange forskellige interesser, mente jeg, at journalist var en genial beskæftigelse, fordi man kunne interessere sig for alt muligt på én gang. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, men kom ikke ind, og så var RUC faktisk et godt alternativ på grund af bredden i studiet. Så kunne man langsomt zoome ind på, hvad man skulle.«

Du har gået på både RUC og KU. Hvad kan RUC, som andre universiteter ikke kan?

»Nu er det efterhånden mange år siden, men dengang var det for mit vedkommende skønt, at man fik et bredt fundament inden for humaniora. Man kom blandt andet rundt om både filosofi, litteratur og historie. Så kunne man derfra zoome ind på, hvad man ville. Projekt-organiseringen var også god, fordi det i virkeligheden minder om en arbejdsplads, hvor man arbejder i grupper. Jeg synes også, den fordybelse, man fik ved at arbejde med et projekt i et halvt år, gjorde, at man blev meget trænet i at tackle store opgaver. På KU var folk mere sådan: ”Uha, det er noget farligt noget”, når de skulle i gang med store opgaver, og mange gik i stå med specialet. Men det havde man jo prøvet flere gange på RUC. Til gengæld var forelæsningerne på RUC dengang af lavere kvalitet, end hvad vi fik på KU.  Forelæsningsniveauet dér var højere, men jeg ved ikke, om det stadig gælder i dag. Det var luksuriøst at gå til forelæsning på KU, for det var så generøst. Man fik så meget at vide.«

Hvordan oplevede du overgangen fra at være studerende til at komme ud på arbejdsmarkedet? 

»Det er klart, at det er et svært arbejdsmarked at komme ud på, når man har valgt noget så smalt som kunst i forhold til for eksempel at være ingeniør. Det er et meget kompetitivt arbejdsmarked, hvor mange også må give op og finde på noget andet, fordi man ellers bliver arbejdsløs. Det har alligevel været spændende for mit vedkommende, og jeg var heldig at få et job som guide på Karen Blixen-museet, kort tid efter jeg havde læst dansk, fordi jeg havde skrevet et projekt om Karen Blixen. Da jeg begyndte på kunsthistorie, fik jeg studenterjob på Louisiana, blandt andet fordi jeg havde været på Karen Blixen-museet, og så rullede det derfra. Det er rigtig vigtigt at have gode studiejobs. Jeg var ikke engang ren kunsthistoriker, og det var en udfordring for mig på det tidspunkt at komme fra en blandingsuddannelse fra RUC. Det lå ikke lige i kortene at få job på et kunstmuseum, men når du først kommer ind i et job og gør det godt, så er arbejdspladsen mere tryg ved dig og kender dig. En anden ting er, at man som studerende kan fordybe sig i et emne – et halvt år er jo virkelig lang tid at have til et projekt. Det er et kæmpe privilegium, som man sjældent har på en arbejdsplads. RUC er et strålende sted at blive rustet til arbejdsmarkedet, fordi man arbejder sammen med andre og får vinklet ting, i stedet for blot at følge et pensum.«

Hvad fik du med fra RUC?

»Man sidder jo sjældent alene med stoffet – som direktør går jeg jo meget op i, at vi hjælpes ad med tingene og sætter fælles mål. Det gør man også i gruppearbejde. Hvis du sidder alene på et studie, kan du selv bestemme alting, men på langt de fleste arbejdspladser skal du finde ud af tingene sammen med andre. Du skal kunne give og tage, foreslå nye tiltag, lytte til andre og lære ikke altid få dit eget igennem. Gruppearbejde er en god læreproces, både i forhold til at argumentere for sit eget, men også til at lytte til andre. Medmindre man sidder ude i en skov og laver noget alene, så vil man på arbejdsmarkedet altid indgå i en social sammenhæng, hvor der bliver stillet krav til én, og hvor man skal lære at håndtere, at alle ikke altid er enige i dét, man selv synes.«

Har RUC nogensinde været en hindring for dig?

»Jeg ved ikke, om det har været en hindring, men min baggrund er en meget utraditionel baggrund at have i museumsbranchen, i hvert fald da jeg startede. I faglige museumsdirektørstillinger er der meget få med en baggrund som min, og jeg har da skullet forklare, hvad det nu lige er, man kan med sådan en uddannelse og vise, at jeg kunne mestre udstillinger og forskningsprojekter. Jeg synes da stadig, jeg har huller i min viden, men det gælder jo de fleste uddannelser – jo klogere man bliver, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved. Men for mig handler det i højere grad om en metodetilgang til at sætte sig ind i nye ting og arbejde med dem på en relevant måde, og det, synes jeg, man lærer på RUC. Jeg blev aldrig en forsker, der fordybede mig i helt specifikke emner, men jeg fungerer godt som leder, fordi jeg har en generel, bred viden, og så har jeg i stedet specialiseret mig i ledelse, museer og kulturpolitik, så på den måde er min baggrund også en fordel i lederjobbet.«

Hvad er dit bedste råd til RUC-studerende i dag?

»Få noget god erhvervserfaring, mens du læser. Find mennesker, som er gode at arbejde sammen med. Det er som at være et godt team på arbejdspladsen. De behøver ikke være ligesom én selv, men de skal være gode at arbejde sammen med. Led efter det originale – alt det, som ingen har kigget på før. På den måde kan man bidrage med noget anderledes, så man ikke kun går i andres fodspor, men også bruger sin egen nysgerrighed og undren. Det er rigtig vigtigt, tror jeg.«

Hvad er dit bedste minde fra RUC?

»Da jeg gik på RUC, ramte vi jo 1989, hvor muren faldt, og det var vi meget optaget af. Jeg gik på en international basisuddannelse, så vi var nogle stykker, der tog til Berlin, da vi hørte, muren var ved at falde. Det var fantastisk, at vi stod dér midt i det hele, os RUC-studerende. Da vi kom ned mod muren, kunne vi høre alle folk stå og hamre. Der var hul ind til dem, der stod på den anden side, og vi spiste faktisk noget af muren, fordi vi var helt oppe at køre over det. Der følte vi virkelig, vi var unge og havde verden foran os, fordi vi stod midt i en stor historisk begivenhed. Vi tog bare toget til Berlin, og jeg kan stadig huske lyden af alle de mennesker, der bare stod og hamrede, og inde på den anden side stod der øst-politifolk, som vinkede og smilede. Det var helt fantastisk. Det blev meget betydningsfuldt for Europas historie, så der smeltede alting sammen. Det skulle vi bare være med til.«

Hvad er succes for dig? 

»Det kommer an på min rolle. Nu er jeg direktør og leder for en organisation, så når jeg sammen med mit team herinde føler, at nu er vi kommet i mål med noget af det, vi har sat os for, eller kan se målstregen, så er det succes. Jeg er mere træner-agtig som leder, for jeg kan godt lide, når hele holdet bidrager til, at vi scorer. Det giver mig den største succes-følelse – når vi lykkes sammen. Personligt har jeg selvfølgelig også fokus på, hvornår jeg klarer det godt. Det kan være, hvis jeg har været god til at hente fondsmidler eller har holdt en god tale. Generelt er succes for det enkelte menneske, at man får mulighed for at folde sig ud med det, man brænder for og har talent for, og at man arbejder for noget, som lykkes. Det tror jeg, alle kender. Det er ikke nødvendigvis, at andre sætter krav til én, men at man selv er med til at sætte nogle mål og nå dem.«

Hvad er et godt forbillede for dig?

»Hvis jeg skal se tilbage, så var Mette Fugl et forbillede, da jeg var barn, fordi hun var en god journalist. Jeg var også så heldig at arbejde for museumsdirektør Knud W. Jensen, da jeg var på Louisiana, og han var en fantastisk inspirerende og engageret mand, som virkelig brændte for sine visioner og også lykkedes med at realisere mange af dem. Han havde den dér forestilling om, at ting kan lade sig gøre. Det kan jeg godt lide at forestille mig. I stedet for at sige, at noget ikke kan lade sig gøre, skal man sige: ”Hvad skal der til, for at det kan lade sig gøre?«. EU-kommissær Margrethe Vestager er også spændende at følge i øjeblikket, fordi hun har fået så stor magt og bruger den på en spændende måde. Det er jeg optaget af, også som kvinde – hvordan kan man bruge magten på en måde, hvor det har betydning, uden at man har magt bare for at have det?«

Hvordan gør man det?

»Ja, godt spørgsmål. Man skal først og fremmest være dygtig, gøre sig umage, være tålmodig og turde tage chancer, hvis man gerne vil have indflydelse og vil noget med dét, man gør. Især som kvinde skal man være opmærksom på, at man ikke får spillet sig selv ud af arbejdsmarkedet på dumme tidspunkter. Det er interessant at se, hvordan magtspil spilles, så det er også observatør-agtigt for mit vedkommende – jeg prøver at lære og forstå det. Hvem træffer beslutninger i samfundet, og hvordan bliver de truffet? Hvad skal man gøre for at være med og få indflydelse? Det, synes jeg, er spændende, fordi jeg stadig brænder for samfundet og de store spørgsmål.«