Vi har haft en varm sommer. Det var skønt med sol hver dag, men det var også foruroligende. Nu er vi selvfølgelig for kloge til bare at reagere på en enkelt varm sommer. Men selvom hovedparten af den ekstreme sommer er en tilfældighed, så er den globale opvarmning tydeligt dokumenteret. Af videnskaben. Der er bare det, at den videnskabelige viden om samfundets udfordringer kræver så meget af os. Det er ikke nok, at vi køber aflad i form af en flyrejse mindre. Det kræver omkalfatringer, anderledes økonomisk tænkning, et andet forhold til forbrug, et andet forhold til hinanden på tværs af kloden. Det kræver, at vi kan etablere en fælles forståelse på tværs af vidensområder, både borgere og politikere, for ellers reagerer vi kortsigtet og på følelser.

Det kræver et virkelig højt vidensniveau, og det kræver evner til at formidle det på en brugbar måde. Derfor er forskning og forskningsbaseret uddannelse så vigtig i dag.

Alligevel er det blevet påstået, at vi i Danmark har en overproduktion af akademikere, og at de ikke er nyttige for samfundet. Men ikke blot skal de bidrage til forståelsen af et hyperkomplekst samfund med alvorlige udfordringer. De skal også være med til at bygge fremtidens virksomheder og til at lære os at omgås teknologi i menneskelige dimensioner. Og de skal være med til at skabe nye jobs, også til ufaglærte og faglærte.

Vi er dybt afhængige af forskning og akademisk viden, men det er ikke en modsætning til faglært eller ufaglært arbejde, og det er ikke finere end andet i samfundet.

Vi havde på RUC sidste år besøg af en gruppe engelske universitetsrektorer og dekaner som led i et kursus i topledelse. Et spørgsmål, der optog dem meget, var universiteternes ansvar for at repræsentere hele samfundet og hele befolkningen.

De britiske universiteter reproducerer nemlig ulighed og klasseskel. Derfor har de over de seneste 10 år investeret store summer i at mindske uligheden. Der er igangsat særlige programmer, der gør det muligt for studerende at komme ind på universitetet, selvom de har lavere karakterer eller ikke får den hjælp og støtte, som socialt privilegerede forældre kan give.

Vi fortalte dem om Roskilde Universitets arbejde med kvalitet og strategi og med RUC’s profil som et innovativt universitet, der tiltrækker studerende og forskere, som vil noget med verden. Vi fortalte om, hvordan vi skaber deltagerstyret, problemorienteret læring, kritisk-engageret forskning og inddragelse af vores omverden, fordi vi arbejder med problemer i virkeligheden. De kaldte det RUC’s etos, og det var de ret begejstrede for. Det handlede om vores samlede vision for uddannelse og forskning. Det problemorienterede og det eksemplariske princip – se på side 10 i RUC on the go, 2+5: Det betyder, at vi ”arbejder detaljeorienteret med komplekse problemstillinger og stadig sikrer sammenhængen til den overordnede strategiske retning”, til sammenhæng og helhed – det, vi mennesker har brug for, hvis vi skal kunne handle på den forståelse, vi får via forskningen. Det ligger i hjertet af RUC’s pædagogiske model.

Og det er RUC’s ambition at være et engageret universitet med forskning og uddannelse for hele befolkningen.

Vores engelske kolleger fik os dog også til at tænke videre. For de opfordrede os til at gå hele vejen og sikre den brede befolknings tilstedeværelse – også i vores bestyrelse og blandt vores studerende. De studerende må gerne komme fra alle socialgrupper, og de må gerne komme fra hele verden.

Og så rådede de os danskere til for alt i verden at fastholde og styrke vores frie og lige adgang til uddannelse.

Ja, det er Danmark kendt for, men det er i dag desværre ikke en realitet.

Økonom og forskningschef Jan Rose Skaksen konkluderede i kølvandet på Rockwoolfondens rapport om afkast af uddannelse, at det er tre karakterer værd at have forældre med lang videregående uddannelse.

Det betyder, at blandt de børn, der har et karaktergennemsnit i gymnasiet på mellem 6 og 8, og hvis forældre har en lang videregående uddannelse, er det stort set den samme andel, der får en lang videregående uddannelse, som blandt børn med over 10 i gennemsnit, men hvis forældre kun har en grundskoleeksamen.

Og det er faktisk ikke nok med det, for forskning viser, at undervisere er tilbøjelige til at give højere karakterer til dem, der ligner dem selv. Det gælder i gymnasiet, og det gælder i folkeskolen. Talentet for matematik hos en 6. klasse-dreng, der støjer og har svært ved at sidde stille, kan let blive overset. 

Hertil kommer, at frafaldet stiger omvendt proportionalt med forældrenes uddannelsesniveau. Så universiteterne har en opgave – og en forpligtelse – til at skabe lighed i uddannelse, også så alle får lige adgang. Og så vi ikke går glip af talent. 

For ja, universitetet skal være et sted, der bygger bro og nedbryder grænser. Universiteterne skal levere forskning, der på længere sigt kan være med til at løfte mennesker, som ellers efterlades på bunden af samfundet. Det gælder både lokalt og globalt. Forskning og udvikling inden for inklusion og trivsel, vaccinationer, byplanlægning og globalisering kan have stor værdi og være med til at løfte svage grupper – og det kan også give økonomisk afkast på langt sigt.

Forskningen har en position, der tillader os at analysere, filosofere og forstå. Og hermed følger en forpligtelse til at skabe forståelse og helhedssyn bredt i befolkningen. Men jeg har aldrig brudt mig om ordet videnspredning. Jeg ser for mig viden, der spredes i brudstykker ud over store områder, rammer lidt i flæng og i blinde rundt omkring i befolkningsgrupper. Det kan faktisk godt virke, som om det er sådan, det foregår: Nogle har hørt det ene, andre det andet. Forskerne er ikke enige, journalisterne fremhæver en ny undersøgelse hver dag, og nyhedskriteriet prioriteres frem for oplysningskriteriet – ud over at nyhedsstrømmen styres som det meste af det, vi i øvrigt gør, gennem algoritmer, vi burde vide meget mere om. 

Vi skal ikke bare hælde viden ud over samfundet. Vi har en større forpligtelse. Faktisk er oplysning et godt ord for det. Lyse områder og problemstillinger op, så vi i fællesskab kan forstå dem og tage stilling til, hvordan vi skal forholde os til dem. Er lyset for de lærde blot? For at citere Grundvigs kendte salme: Nej, alle skal have adgang til det. Lys er livets gave, svarer Grundvig. Citat slut.

Uddannelse er frisættelse af ånd og talent. Uddannelse giver evne til at opbygge: Samfund, virksomheder og velfærd.

Derfor har vi ikke brug for angst for de veluddannede akademikere. Vi har tværtimod behov for uddannelse til flere. Den verden, vi lever i – med global opvarmning, flygtningekriser og kunstig intelligens – i dén verden er det nødvendigt med en rigtig god folkeskole og stærke ungdomsuddannelser. Det er nødvendigt, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi har også brug for forskningsbaseret, videregående uddannelse til flere. 

Og det skal være med lige adgang og gensidig respekt. Tømrerens datter kan studere historie eller international udvikling, og lægens søn kan tage en pædagoguddannelse eller blive smed eller teknisk designer. På den måde kan vi skabe mangfoldighed inden for alle felter, og dermed større værdi og sammenhængskraft. Og så skal der være plads til fleksibilitet, sådan at de kan bygge videre på deres uddannelse senere, på tværs af traditioner, og bruge deres erfaringer inden for nye områder. Det skaber videndeling og innovation.

RUC tager med glæde imod sine studerende, og vi konstaterer, at de både tænker progressivt og er fagligt dygtige. De kommer for netop det, som problemorienteringen og den fleksible uddannelsesstruktur tilbyder: At blive selvstændig som studerende. Og at samarbejde med andre, som så vidt muligt er anderledes end en selv, fordi det udvider perspektivet og skaber fagligt niveau.

Samarbejde og selvstændighed er også RUC’s tilgang, når det gælder ny teknologi. RUC har erfaring med at træne i samarbejdskompetencer, og vi skal være med til at udvikle de virtuelle læringsteknologier, for eksempel i forbindelse med simulationer og spil. Teknologi skal tjene mennesker og understøtte os som sociale og empatiske væsener, der fortsat finder nye veje på samme måde som forskeren, der gør en epokegørende opdagelse lige ved siden af det sted, hvor han søgte. Vi skal ikke programmeres, men finde både vores ben, vores ånd og vores retning i den ”fagre nye verden”.

Universiteternes forskning og akademiske viden skal også på det her område tjene hele samfundet, og vi skal også her være med til at bygge broerne. Det er RUC’s ambition og vores udfordring til os selv.

Tak fordi I alle sammen er med til at fejre forskning og uddannelse i dag. Forskere, studerende, samarbejdspartnere, venner af RUC! 

God årsfest!