Vejret har altid været et folkekært, dansk samtaleemne, og der er ikke langt fra samtalen om regn, sol og blæst til den mere alvorlige samtale om klimaforandringer. En samtale, der gentagne gange er blevet taget op, både på Christiansborg, over middagsbordet og på universiteterne. Men for en gruppe unge er der blevet talt nok. Nu er det tid til at handle. 

En af de unge, der har sat sig for at handle, er Frederik Roland Sandby. Han studerer historie og geografi på RUC, er formand for HumRådet og er en af medstifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, der afholdt deres første møde i maj 2018. 

For ham var en stor motivationsfaktor hans bekymring over klimaet og følelsen af, at der ikke bliver gjort nok for at ændre på udviklingen. 

»Jeg kan godt gå og føle mig lidt hjælpeløs i forhold til klima-problemstillingerne. Jeg er er i hvert fald meget bekymret, for jeg mener ikke, at der bliver gjort nok for klimaet«, fortæller Frederik Roland Sandby. 

Målet med bevægelsen er at give klimaet den opmærksomhed, det fortjener, at gøre det socialt acceptabelt at kæmpe for klimaet samt at samle ungdommen i kampen for det. 

Bevægelsen er dog stadig i sin udbredelsesfase, og på RUC skal opmærksomheden blandt andet skabes hos de studerende d. 16. november til et opstartsmøde, der kommer til at foregå på Roskilde Universitet. 

»Bevægelsen skal jo lokalforankres, og opstartsmødet er vores bud på en lokalforankring. Der er to aspekter i forankringen. Man skal for det første gå efter et grønt campus. Det kan man gøre på forskellige måder, men man kan blandt andet kigge på, om RUC har retningslinjer for investering i kul, gas og olie,« forklarer Frederik Roland Sandby. 

Det andet aspekt i lokalforankringen er at få de studerende med på ideen om kampen for klimaet, dels ved at synliggøre den og dels ved at iværksætte kampagner. 

Den Grønne Studenterbevægelse på RUC

Indtil nu er Den Grønne Studenterbevægelse ikke så udbredt på RUC. Mange af de studerende, der er en integreret del af bevægelsen, kommer således fra universiteterne i hovedstadsområdet, som KU og DTU. 

Det er svært at vurdere, hvor mange RUC’ere, der er aktive i bevægelsen. Henover de sidste måneder har omkring 40 studerende skrevet til Frederik Roland Sandby, at de gerne vil være med; men da der ikke har været så mange konkrete aktiviteter at deltage i, er det svært at sige, hvem der er de kerneaktive, fortæller han.

»Pt er det mig, der prøver at få det op at køre på RUC. Der er dog flere studerende, som er med indover og prøver at få det til at ske,« fortæller Frederik Roland Sandby. 

Næste skridt på RUC bliver at holde et oplæg for Studenterrådet til bestyrelsesseminaret. Her er Den Grønne Studenterbevægelse blevet inviteret af HumRådet til at fortælle, hvad bevægelsen vil, og hvad der foregår i den. 

»Så kan man håbe, at Studenterrådet vil melde ud, at det er noget, de gerne vil støtte op om, så det også bliver mere legitimeret på RUC,« siger han. 

Derudover er Den Grønne Studenterbevægelse også ved at arrangere en paneldebat d. 19. november på RUC. Det sker for at synliggøre bevægelsen.   

Klimaangst 

En anden klimabekymret studerende er Esther Michaelsen Kjeldahl. Hun har færdiggjort en bachelor i filosofi på Københavns Universitet og har netop påbegyndt en Master of Science i Philosophy and Public Policy på London School of Economics i England. Esther Michaelsen Kjeldahl var en af initiativtagerne til det første møde i maj, og hun er ligesom Frederik Roland Sandby motiveret af sin frustration over, at klimaet ikke bliver prioriteret nok i den politiske debat eller på mange større institutioner. 

»Vi unge manglede et sprog for vores klimabekymringer, og vi manglede oplevelsen af, at vi kunne gøre noget ved det ud over at ændre vores egen adfærd. Vi manglede oplevelsen af, at vores handlinger var en del af noget større,« forklarer hun. 

Den grønne Studenterbevægelse har også været med til at hjælpe Esther Michaelsen Kjeldahl med hendes klimaangst. 

»I perioder har jeg selv været meget ramt af klimaangst. For mig har det været karakteriseret af en stor sorg over naturens destruktion, over problemets gigantiske omfang, drevet af en vrede mod menneskeheden og generelt bare en frygt for fremtiden. Inden jeg skulle falde i søvn, har jeg ligget og forestillet mig, hvordan København kommer til at se ud, når byen bliver oversvømmet,« fortæller hun. 

Esther Michaelsen Kjeldahl tilføjer, at efter bevægelsen er kommet i gang, har det været mindre slemt, da hun oplever en følelse af faktisk at kunne gøre noget ved klimaproblemerne. 

Hun beskriver samtidigt også et billede af en generation, hvor hun langt fra er den eneste, der lider af angst for, hvordan klimaet vil udvikle sig. 

»Jeg er efterhånden, i arbejdet med Den Grønne Studenterbevægelse, blevet bevidst om, at jeg bestemt ikke er den eneste, der lider af det. Problemet er, at klimaangst er noget, der er svært at snakke om og dele med andre. Ikke mindst, fordi det skaber rigtig dårlig stemning at snakke om. Og ofte kan man føle sig meget stereotypiseret, når man nævner det. Nogle gange undgår jeg at snakke om det, fordi jeg frygter at blive latterliggjort. Men det er jo egentlig helt absurd,« afslutter hun. 

Bevægelsen skal både skabe et fællesskab omkring problemerne, men samtidigt også gøre det socialt acceptabelt at tage samtalen om klimaet op. 

Et nyt studenteroprør

indtil nu har Den Grønne Studenterbevægelse afholdt en éndags-festival, hvor forskellige forskere kom med input til, hvordan bevægelsen virkelig kan sætte sig igennem og ændre ting. Et af punkterne var at ændre klimakampen fra at være en individuel opgave til at blive en fælles kamp om at ændre større, strukturelle problemer i samfundet. 

»Det var vigtigt for os at gøre det fedt at deltage i klimakampen. At det er et meningsfuldt tilvalg frem for en omkostningsfuld byrde for individet, som skal ‘overtales’ til at gøre noget«, fortæller Esther Michaelsen Kjeldahl. 

For både Esther Michaelsen Kjeldahl og Frederik Roland Sandby er der ingen tvivl om, at der er et nyt studenteroprør i vente. 

»Der er grænser for, hvor meget vi vil lade os svigte af de ældre generationer; dem, der lige nu stadig har magt til at gøre en hel del. Vi er ved at have akkumuleret så meget vrede. Nu er det bare vigtigt, at vores vrede kan blive omdannet til handling frem for magtesløshed. Det er det, vi prøver at danne et forum for i Den Grønne Studenterbevægelse«, siger Esther Michaelsen Kjeldahl. 

I aktivismens ånd har bevægelsen også stået 48 timer foran Christiansborg op til åbningen af Folketinget for at demonstrere for vigtigheden af, at klimaforandringerne kommer på den politiske dagsorden.

For Frederik Roland Sandby kan der trækkes tråde til studenteroprøret i 1968.

»Det er 50 år siden i dag, at 68’ernes oprør foregik, og jeg kan mærke, at der er rigtigt mange studerende, der er med på det her«, fortæller han.

Bevægelsen hedder Den Grønne Studenterbevægelse for at trække tråde til studenteroprøret i 1968. Det er en bevægelse og en stemme for alle unge, både fra universiteterne, professionsuddannelser, erhvervsuddannelser såvel som de gymnasialeuddannelser.

»Både ældre og yngre kender til studenteroprøret i 1968, og det giver navnet, Den Grønne Studenterbevægelse, noget pondus i klimadebatten«, afslutter han.