Om dagen læser Sara Vita Justesen Journalistik og Kultur – og Sprogmødestudier på den Humanistiske Bachelor på RUC. Om natten mikser hun musik for Københavns ungdom. Hendes rejse gennem stilarter og musikalske fællesskaber giver hendes musik en unik lyd, som hun har svært ved at koble på én enkelt genre.

»Det er rigtig svært at beskrive vores genre. Det er også det, som vi prøver at holde os fra. Vi kan godt lide at mikse alt mulig. Vi spiller deep house/minimal tek og så mikser vi det med noget funky house. Vi får et mere dynamisk sæt ud af det,« siger Sara Vita Justesen efter en kort tænkepause. 

Men Sara Vita Justesen og Claudia Smith har også haft mange år til at finde deres helt egen lyd og koncept. De to har spillet sammen siden gymnasiet, hvor de begyndte at drømme om, at de også kunne finde en plads bag dj-pulten.

»Vi har altid leget med tanken om, at ”det der dj, kan vi sgu også, det er bare god musiksmag.” Men det er så kun halvdelen af det, og det har vi lært hen ad vejen. Så kom vi med i ’KaPow Collective’, som er et queer-feministisk kollektiv. Det var den her gruppe piger, som sagde: ”Nå, I vil lære at dj’e? Det kan vi godt finde ud af”, de var bare vildt nice,« siger Sara Vita Justesen.

Igennem kollektivet fandt hun fandt et fællesskab omkring musikken, og hun mødte mennesker, som ikke var bange for at skubbe til hendes grænser. Hun blev tvunget til at bryde med sin perfektionisme og stole på sine instinkter – noget, som Sara Vita Justesen tror, har gjort hende endnu bedre.

»En del af kollektivets fællesskab er at tage ud og dj’e. Det var vildt grænseoverskridende ikke at være rigtig god til noget, før jeg gjorde det. Det er det, som jeg ellers er vant til – jeg skal være god til noget, før jeg går i gang. Her blev jeg nødt til at stole på, at jeg sagtens kunne, og at hvis det gik galt, så var det ikke værre. Man er jo del af et kollektiv, så man stod der ikke alene. Og det gik heldigvis ikke galt,« fortæller Sara Vita Justesen og fortsætter:

»Det var sådan, vi startede. Cirka et halvt år efter begyndte vi at spille alene«. 

’KaPow Collective’ var lige, hvad de to kvinder havde brug for til at kickstarte deres karriere. Musikbranchen – og særligt teknoscenen – er meget domineret af mænd, og selvom Sara Vita Justesens musik ikke afspejler queer-feminisme, så har fællesskabet og ideologien bag det givet hende et nyt syn på musikbranchen og kvinders position i denne.

»Det at komme ind i et fællesskab betyder alt. Folk vil som regel gerne snakke om, at der mangler kvinder på musikscenen, men det har også noget at gøre med, at mænd bare er bedre til at danne fællesskaber. Derfor betyder det meget, at man kommer med i et fællesskab, hvor man bliver støttet af andre kvinder i det, man gør«.
Siden Sara Vita Justesen og Claudia begyndte at spille, har de ikke manglet jobs, men hun anerkender, at mænd er bedre til at danne fællesskaber om musikken. Hun så gerne, at kvinder gik sammen og støttede hinanden i stærke fællesskaber ligesom KaPow, for det kan give flere kvinder mod til at springe ud i det ukendte, uanset om det er i musikken eller livet generelt.

»KaPow spiller kun musik af kvinder eller non-binære personer, så ikke af mænd. Det er meget sjovt, for det tvinger én til at udvide sin horisont. Selve vores musik har ikke så meget at gøre med KaPows ideologi, men mere tanken om at bare kaste sig ud i noget sammen«. Det er ikke kun grænser, Sara Vita Justesen får brudt i fællesskabet KaPow. Det var Claudia, hendes veninde og den anden del af duoen, som opdagede KaPow, hvor det særligt var deres antikapitalistiske aktivisme og ligestillingsorienterede ideologi, som lokkede. 

Hurtigt blev de en del af fællesskabet, hvilket ledte til jobs – for eksempel til Enhedslistens valgfest – hvor hele kollektivet var inviteret. Sidenhen har Sara Vita Justesen bevæget sig ud over KaPow og får primært spillejobs, som ikke indebærer, at hele kollektivet bookes. Selvom Kapow ikke længere har en stor rolle i hendes liv, så har de givet hende et netværk og en mulighed for at definere sig selv som kunstner. 

»Man får så meget støtte i miljøet, og man får et stort dj-netværk. Vi har mødt mange mennesker og er også kommet på nogle radiostationer. Den her følelse af, at man er en del af noget sammen med andre, det er jo det, man vil: Finde nogle, som man kan spejle sig i, og som man kan dele sin musik med«. 

Og så er der også en anden stor fordel ved at være dj:

»Vores venner kommer altid, og det er bare en stor fest. Og så er der jo fri bar – og penge!« griner hun.

Musikken løber i blodet

På trods af, at Sara Vita Justesen stort set kun spiller tekno, så er hun langt fra en musik-snob. Hun er vokset op i et hjem, hvor musikken var samlingspunktet. Det har gjort, at hun elsker al musik og kan trække på alle genrer i sit eget materiale.

»Jeg har altid spillet musik. Der har altid været musik i mit hjem, så det har fyldt meget. Der var en kæmpe blanding af alt fra C.V. Jørgensen til Tool til Gnags og U2 i mit hjem,« siger hun. Selvom hun er vokset op med musik, der altid flød ud gennem hjemmets højtalere, så griner Sara Vita Justesen lidt og forklarer, at ingen af hendes forældre er musikere.

»Min far tror, at han er, men det vil jeg absolut ikke sige. Min papfar spillede guitar og var meget interesseret i musik. Jeg kan huske, at vi havde et helt fællesskab om det. Lige da YouTube var blevet stort, ville vi nogle gange bare høre musik om aftenen. Så satte vi hver især et stykke musik på, og så sad vi og hørte det sammen på repeat. Det er de ting, der har fyldt meget«. 

Musikken fylder meget i hendes hverdag – også uden for dj-pulten. Hun fungerer ikke uden musik i højtaleren, og det er lige noget, som hendes venner skal vænne sig til. Sara Vita Justesen er netop flyttet sammen med en gammel veninde, som nu lever i et hjem, hvor der er musik 24/7. 

»Hun kan godt lide det, men hun skal vænne sig til det. Jeg kan ikke komme i tanke om et tidspunkt, hvor jeg ikke sætter musik på. Grundessensen for mig er musik,« fortæller Sara Vita Justesen med et stort smil. Men selvom musik i hverdagen er lige så naturligt som at trække vejret, så er drømmen ikke at være musiker resten af livet.

»Jeg er en person, som altid har elsket at foretage mig forskellige ting. Jeg kaster mig ud i alt muligt. Det er også sådan, mit liv hænger sammen lige nu, og det ville da være en drøm at kunne leve, som jeg gør nu: Journalist om dagen og dj om natten«. 

Hun vil bruge sin uddannelse og skabe et liv, hvor journalistik og musik går hånd i hånd via for eksempel at arbejde på en radiostation. Der er, uanset hvad, ingen vej udenom musikken.

Bringer tekno til Københavns dansegulve

Sara Vita Justesen har fået succes på kort tid, så der har ikke været tid til at finde ud af, hvordan studier og musikken skal hænge sammen. Hun er dog ved at finde en model for, hvordan det kan gå op i en højere enhed.

»Det gode er jo, at ofte ligger vores gigs i weekenden, og der læser jeg ikke. Det kan godt være, at jeg burde, men det gør jeg altså ikke. Jeg kunne lige så godt tage i byen den aften, men så spiller jeg i stedet. Jeg blander meget business og pleasure, men det kræver forberedelse og overskud. Det er jo ikke bare at gå ind og spille, man skal være klar i hovedet,« forklarer hun med alvorlig mine og fortæller, hvordan hendes fokus netop gør, at hun oplever, hvordan alt omkring hende forsvinder, og hun er i kontakt med publikum, når hun spiller.

»Musik samler folk, og det er et baggrundstapet til alle de andre ting, der foregår i ens liv. Det er jo bare pissesjovt at spille, når folk kan lide det. Den fedeste oplevelse var, da vi havde et gig på et sted, der hedder ”Et Andet Sted” i maj. Folk var bare inde i musikken og tænkte ikke på, at vi var nye eller kvinder. Der kan jeg huske, at jeg tænkte, det gider jeg godt, det her. Det er fedt«. Sara Vita Justesen ærgrer sig dog over, at tekno ikke har meget plads i det københavnske natteliv. Det kan være en udfordring, uanset køn, at få jobs som en dj, der spiller tekno i en tid, hvor popmusik får en større og større plads på natklubbernes spillelister

»Desværre er teknoscenen ret lille i Danmark. For eksempel på Bakken – der, hvor jeg skal spille i aften – der plejede de at spille tekno, men nu er musikken meget mainstream. Men det er jo det, som folk vil høre«.

Selvom popmusikken sniger sig ind på de københavnske natklubber, så har Sara Vita Justesen ingen problemer med at få ungdommen ud på dansegulvet til hendes teknobeats. Når hun stiller sig bag pulten, bliver gulvet så fyldt, at folk stiller sig på stole og i vindueskarmen – også da hun spillede på natklubben Bakken, hvor popmusikken ellers har sneget sig ind ad bagdøren. Selv da en ung kvinde kæmpede sig gennem masserne og efterspurgte noget Beyoncé, gik Sara Vita Justesen ikke på kompromis med sin stil og udtryk. Der blev ikke spillet pop, mens hun ledte det pulserende dansegulv.

Køn er ingen udfordring

Sara er ikke stødt på, at hun ikke får jobs på grund af sit køn, men dette tilskriver hun også KaPow og det kvindelige musikalske netværk, som hun har fået via dem. Modsat den gængse overbevisning, så oplever Sara Vita Justesen, at hun bookes på grund af sine evner og ikke på grund af sit køn, efter at hun og Claudia bevægede sig væk fra KaPow og dannede deres eget netværk.

»Folk vil gerne fortælle historien om, hvor svært det er at være kvinde i branchen, og der er også mange dygtige kvinder, som ikke bliver booket, men der er samtidig mangel på kvindelige dj’s. Vi har ikke oplevet, at vi bliver valgt fra, fordi vi er kvinder, det er nærmere det modsatte. Så bliver vi for eksempel booket til at spille efter en debat, Kvinder for Kvinder, eller noget, der handler om at være kvinde i musikbranchen. Men vi vil jo gerne derhen, hvor folk ikke booker os på grund af vores køn, men fordi vi er dygtige,« fortæller hun og smiler. Sara Vita Justesen så helst, at køn var helt irrelevant i musikbranchen, men inden for hendes niche som dj er der mange jobs at hente. Der er få kvindelige dj’s og endnu færre, der spiller tekno, så når Sara Vita Justesen og Claudia ovenikøbet er dygtige, så står det Københavnske natteliv i kø for at booke dem.

»Man ser meget sjældent en kvindelig duo, som stiller sig op og spiller tekno. Det vil folk gerne støtte, og så er vi tilfældigvis nogenlunde gode. Det finder folk ud af, og så booker de os igen«.

Sara er ikke i tvivl: God musik og hendes succes udspringer af stærke fællesskaber, som støtter op om hendes genre, og som ser hendes håndværk i stedet for hendes køn.