‘RUC’er valgt som formand for Danske Studerendes Fællesråd’ 
Artikel l 08.11.2018

RUC’er valgt som formand for Danske Studerendes Fællesråd

A
Aktuelt
Artikel l 08.11.2018
3 min
Johan Hedegaard Jørgensen skal til februar udskifte formandsstolen i Studenterrådet på RUC med formandsstolen i Danske Studerendes Fællesråd.

Skrevet af

Cecilie Uhre Jørgensen

Skribent

Johan Hedegaard Jørgensen føler sig privilegeret over, at han til februar får lov til at stå i spidsen for Danske Studerendes Fællesråd, en paraplyorganisation, der arbejder for danske studerendes uddannelse og levevilkår. 

»Selvom det ikke kun er formanden, der laver noget i organisationen, er det stadig et kæmpe ansvar at stå i spidsen. Man kan godt få lidt svedige håndflader over at skulle på tv. Det har jeg umiddelbart ikke megen erfaring med,« fortæller han. 

Johan Hedegaard Jørgensen vil arbejde for, at danske studerende i højere grad bliver lyttet til, og taget seriøst, i de forhold, der vedrører dem

»Selvom det ikke kun er formanden, der laver noget i organisationen, er det stadig et kæmpe ansvar at stå i spidsen.«

Johan Hedegaard Jørgensen, kommende formand for Danske Studerendes Fællesråd

»Det er sindssygt vigtigt, at man inddrager studerende, og det er der flere beslutningstagere både nationalt og lokalt, der ikke gør. Vi har et uddannelsessystem, der kun bliver prioriteret i forhold til styring og nedskæring, og det er synd,« fortæller han og uddyber:

»Der er enorme udfordringer med trivsel i forhold til videregående uddannelser. Lige nu har vi et system, der producerer syge studerende; der er alt for mange, der mistrives, bliver stressede og udvikler angst, og det gør de, fordi der bliver skåret ned på det hele – vejledning og feedback, man prioriterer det ikke. Det gør mig helt enormt vred,« afslutter han. 

En ny forperson 

Sana Mahin Doost, nuværende forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, overdrager stafetten til Johan Hedegaard Jørgensen til februar og fortæller, at valget blandt andet faldt på Johan Hedegaard Jørgensen, fordi han er en samlende person, der internt i organisationen har fået opbygget sig en betydningsfuld rolle. 

»Johan Hedegaard Jørgensen er en person, man respekterer, man ser ham som en figur, der er med til at skabe et samlingspunkt i organisationen, han er med til at skabe en samhørighed og et fællesskab på tværs af studenterråd og studenterrepræsentanter, hvilket er en meget central del af DSF,« forklarer Sana Mahin Doost og tilføjer:

»DSF er jo en paraplyorganisation, der er en samling af rigtigt mange organisationer, som er meget forskellige og har forskellige kulturer. Derfor er det vigtigt med en forperson, der samler og prioriterer det brede, det sociale og det faglige fællesskab«. 

»Johan Hedegaard Jørgensen er en person, man respekterer, man ser ham som en figur, der er med til at skabe et samlingspunkt i organisationen.«

Sana Mahin Doost, nuværende forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd

Valget af formand er et fredsvalg eller tillidsvalg og har været det de senere år. Det vil sige, at Johan Hedegaard Jørgensen har været den eneste kandidat og er blevet valgt enstemmigt ind.

Sana Mahin Doost ser Johan Hedegaard Jørgensen som en person, der i fremtiden kan biddrage til en god politisk analyse af de ting, der er vigtige for studerende, og som DSF engagerer sig i.

»Han går blandt andet meget op i trivselsdebatten, der viser, at mange unge har mistrivsel tæt inde på livet. Mistrivslen rammer unge i forskellige sammenhænge, men særligt også på deres uddannelser, hvor presset om at præstere vokser i disse år. Det betyder enormt meget for ham, at DSF er kerneaktører i debatten og kan pege på de rammevilkår, der presser de unge på deres uddannelser«, fortæller hun.