‘Velkommen indenfor: Midtvejsseminaret skal lære projektgruppen at give og modtage feedback’ 
Artikel l 08.11.2018

Velkommen indenfor: Midtvejsseminaret skal lære projektgruppen at give og modtage feedback

S
Studieliv
Artikel l 08.11.2018
7 min
Foto: Dejan Obretkovic
Det er onsdag eftermiddag, og klokken nærmer sig 14. Oktoberhimlen er lyseblå og skyfri, og luften er knivskarp. Fra RUC-studerende Trine Mosskovs vindue kan man se lige ud på metroen, der konstant standser og starter. Når klokken slår hel, skal yderligere seks RUC-studerende troppe op i lejligheden i et nybygget lejlighedskompleks ved DR-byen.

Skrevet af

Cecilie Uhre Jørgensen

Skribent

Trine Mosskov er nemlig del af en gruppe på syv studerende, der skriver deres første semesterprojekt på HumBach med temaet ”Kampen om Dannelse”. De er alle syv netop startet på RUC og skal for første gang prøve kræfter med gruppearbejde og projektskrivning. Gruppen har valgt at skrive i basisfagene Subjektivitet og Læring samt Kultur og Historie, og RUC Paper er blevet inviteret inden for i processen fra gruppens første møde, til projektet skal afleveres.

Da klokken bliver 14, er det kun Trine Mosskov, Louise Trier og Mia Engel, som sidder i de mintgrønne stole omkring det runde, hvide bord, der er placeret nær vinduet ud mod metroen.

Pigerne snakker om løst og fast, imens de småspiser af de pebernødder, hindbær og slikstykker, som Trine Mosskov har placeret midt på bordet i små glasskåle.

I løbet af den næste times tid dropper resten af gruppen langsomt ind. Da klokken bliver 14:45, og der både er blevet røget cigaretter og handlet kebab, er hele gruppen samlet med tre kvarters forsinkelse.

Det første, som snakken falder på, er gårsdagens midtvejsseminar. Gruppen har brugt meget tid på at forberede sig og sætte sig ind i opponentgruppens papirer. Noget, de ikke helt følte, var gengældt. Men seminaret gav stadig udbytte. Både det at arbejde med opponentgruppens papirer samt opponentvejlederens feedback og kommentarer gav stof til eftertanke.

 

 

 

 

Trine Mosskov (tv) Louise Trier (midten) ,Miguelina Lestern (th). Foto: Dejan Obretkovic

At modtage og give feedback

Midtvejsseminaret er en velintegreret del af gruppearbejdet på RUC, og de fleste RUC’ere har været igennem seminarer og møder som disse på hvert semester.

Jørgen Rafn, vejleder og studielektor på IMC – Institut for Mennesker og Teknologi på RUC – forklarer, at seminaret står på to ben. Den ene ting, som mødet med en opponentgruppe kan give de studerende, er evnen til at modtage og give kritisk feedback.

»I bund og grund skal midtvejsseminaret lære de studerende at give konstruktiv og kritisk feedback på akademisk arbejde, uden at de går i forsvar, når de får det. Og så skal det give kompetencer til at give ordenlig feedback både i forhold til en anden projektgruppe, men sidenhen også på arbejdsmarkedet i en projektgruppe, enten som leder eller medlem,« forklarer han.

Derudover giver mødet med en anden gruppe og en fremmed vejleder også mulighed for et fagligt indspark, som man ikke får på samme måde fra egen vejleder.

»Opponentvejlederen skal give en anden faglig viden end den, vejlederen kan give. Vi forsøger internt på HumBach at bruge den anden vejleder til at sikre, at vejledningen bliver tværfaglig, nu hvor projektet på basisforløbet er det,« tilføjer han.

Jørgen Rafn, der også er projektgruppens vejleder, forklarer, at der ganske rigtigt var stor forskel på, hvor godt forberedt de to opponentgrupper var. Han roser syvmandsgruppen for deres velforberedte arbejde og tilføjer, at de ikke bør føle sig snydt, da opponentvejlederen var rigtig god, og at de på den måde fik god faglig vejledning.

At modtage og give feedback på en konstruktiv og upersonlig måde er for Mia Engel en essentiel del af gruppearbejdet, og derfor har de også vendt emnet i gruppen.

»Vi har i gruppen lagt op til, at man deler med hinanden, og at man må kritisere hinanden, uden at det bliver taget personligt,« forklarer Mia Engel. Gruppen har da heller ikke oplevet de store kontroverser endnu.

»Jeg har tænkt, at jo længere vi kommer hen i forløbet, og vi til den tid begynder at skrive selve rapporten, så kan det godt være, at konflikterne opstår, for folk formulerer sig og skriver forskelligt. Men igen har vi været gode til at snakke om det, og vi har aftalt, at man gerne må melde ud fra starten, hvis man har en dårlig dag, og ikke lige skal kritiseres for meget den dag,« tilføjer hun.

Fra Ventre: Miguelina Lestern, Louise Trier, Trine Mosskov, Elvira Brøcher Helle, Benjamin Hørlyck i fuld gang med gruppearbejdet. Foto: Dejan Obretkovic

God struktur og gruppedynamik

I den lyse lejlighed på Amager er gruppen færdig med at evaluere midtvejsseminaret. Kemien i gruppen er god, og selvom tidsplanen er stram, løber gruppens snak fra midtvejsseminaret og for en kort stund over i sladder om de andre grupper. Elvira Bøcher Helle prøver med sin dirigentrolle at få de andre seks tilbage på sporet og omstille samtalen fra sladder til gennemgang af hvert enkelt gruppemedlems arbejdspapir.

Når Mia Engel insisterer på struktur, er det for det første en nødvendighed, fordi de er syv medlemmer. Men det er også en vane, hun har fået, fordi hun før har arbejdet i store grupper.

»Jeg sagde til et af de første møder: ”Vi bliver nødt til at styre møderne på en anden måde, så vi ikke sidder og taler i munden på hinanden”. For alle taler rigtigt meget i vores gruppe og har mange inputs, hvilket er nice, men jeg følte, at der var behov for struktur,« fortæller Mia Engel.

Derfor blev dirigentrollen indført, så både frembrusende og stille medlemmer kan komme på banen.

Elvira Brøcher Helle er også glad for, at der er struktur og rollefordeling. Hun er ikke, som Mia Engel, vant til at tage lederrollen, så at rollen som dirigent og referent uddeles til hvert møde, giver mulighed for at udfordre sig selv og tage nye roller på sig.

»Vi har snakket om at have skiftende ledere. Altså skiftes til at være den, der skriver, og den, der tager styringen til møderne. Jeg havde ikke været dirigent før i dag, og det ville jeg egentligt gerne prøve, så det gjorde jeg. Vi ved godt, at vi er forskellige. Nogle er naturligt mere ledertyper og andre mere sekretærtyper; men i og med, at vi får prøvet de forskellige roller af, kommer vi lidt ud af vores comfortzones,« forklarer hun.

Gruppen gennemgår arbejdspapirer, diskuterer projektets omdrejningspunkt, nemlig dannelse, snacker snacks og drikker Nescafé Gold fra Trine Mosskovs guldmønstrede termokrus. Der falder en intens stemning over gruppen, og fokus bliver holdt med kun få afstikkere.

Arbejdspapirerne, hvori gruppemedlemmerne formulerer de teorier eller redegør for den tidsperiode de har læst om, er en stor del af gruppens måde at arbejde på. De er ikke begyndt på selve rapporten endnu, men har i stedet fokuseret på at få udarbejdet grundige arbejdspapirer.

»For os fungerer arbejdspapirerne rigtigt godt. Vi bruger dem til at formidle de ting, vi læser om på en måde, hvor det er muligt at tage passager direkte fra arbejdspapirerne og bruge det i opgaven, for vi gør os meget umage med arbejdspapirerne. De er også gode, fordi de andre i gruppen kan læse dem i stedet for at læse hele bogen, de er skrevet ud fra,« fortæller Elvira Bøcher Helle.

Projektet er tidskrævende

Solen er kravlet ned i horisonten uden for Trine Mosskovs vindue, og himlen har skiftet farve fra lyseblå over i rødlige nuancer, da gruppen bestemmer sig for at holde en pause.

Benjamin Hørlycke, Emma Kimmer Bønnelykke Nielsen, Mia Engel, Louise Trier og Miguelina Lestern bevæger sig fra den stilrene lejlighed og ned i gården for at ryge en cigaret.

Trine Mosskov og Elvira Brøcher Helle bliver tilbage i lejligheden og slapper lidt af i pausen, inden mødet skal forsætte.

»Vi snakkede i sidste uge om, at Trine følte sig lidt udenfor, og jeg synes allerede, det går bedre. Alle har taget det til sig, og der er ikke nogen, der er blevet udstillet. Vi fik en god snak om det. Jeg tror, at folk har det godt sammen i gruppen, og vi ses også socialt, som i dag, hvor vi bliver og spiser og hygger hos Trine efter mødet,« fortæller Elvira Brøcher Helle.

Oktobermørket har lagt sig, og inde i den oplyste lejlighed forsætter mødet lidt endnu, inden gruppen skal handle ind til aftensmad og hygge.

»Jeg bruger omkring 10 timer om ugen på gruppen på sådan løst og fast,«, afslutter Elvira Bøcher Helle og uddyber:
»Jeg bruger cirka fire timer om ugen derhjemme på at forberede mig, og så sidder vi tit tre timer sammen til det ugentlige gruppemøde. Der en del af gruppen, som ses ofte til sociale ting, og her vender og drejer vi også projektet«.

Følg med i næste udgave, hvor projektgruppen inviterer indenfor til et vejledningsmøde.