»Det hele startede i Italien, hvor jeg studerede i en periode. Der var de her traditionelle kønsroller, stærke familiestrukturer og macho-dyrkelsen af mænd, hvilket fascinerede mig. Det var så anderledes end det, jeg var vant til i Danmark. Og det var denne fascination, som fik mig til at vælge, at mit speciale skulle handle om kønsroller i Italien,« fortæller Kenneth Reinicke. 

Netop det valg har ført til, at han i dag, 25 år efter, stadigvæk forsker i kønsproblematikker, og lige nu er han bogaktuel med bogen ”Mænd, der krænker kvinder”. Bogen byder på refleksioner i kølvandet af #MeToo-debatten med fokus på mandens rolle. Den diskuterer, hvorfor mænd udøver sexchikane, hvilke mænd, der er tale om, hvorfor sexchikane er så svært at håndtere, samt hvordan vi kan bekæmpe fænomenet. 

Mændenes usynlighed er et privilegie

Kenneth Reinicke interesserer sig meget for de mørke og kontroversielle aspekter i mænds liv, og det bærer hans forskning tydeligt præg af. Han er særligt optaget af, hvordan samfundet ofte tegner et billede af mænd som usynlige og neutrale subjekter: Selv om en mand udøver vold, begår seksuelle krænkelser eller køber sex, så går man hurtigt videre fra at tale om ham til i stedet at fokusere på kvinden – som om det er hende, der bærer skylden. På den måde bliver manden ”usynlig” og han bliver ikke stillet tilstrækkeligt til ansvar. Det er et problem, mener Kenneth Reinicke.

Kenneth Reinicke nævner et eksempel fra den amerikanske antivolds-aktivist Jackson Cats TED-talk, der illustrerer den uvanthed, vi har med at fastholde fokus på det mandlige subjekt; altså på voldsudøveren. Opmærksomheden fjernes fra manden, ’John’, og flyttes over til ofret, ’Marry’:

»Mænd har ikke skullet tænke så meget over deres opførsel over for kvinder, og det har været et stort privilegie. Deres usynlighed ses i den måde, de flyver under radaren på, når de har krænket en kvinde seksuelt. I dag victim-blamer vi. Det handler altså ikke om mig, som krænker; det handler om, at du har kvajet dig. Du har begivet dig ned ad en mørk sti, alt for vovet påklædt, og så er du jo selv ude om det, derfor er fokus ikke på, hvad ligger der til grund herfor,« fortæller Kenneth Reinicke. 

#MeToo-bevægelsen har været med til at sætte fokus på mænd i forhold til det, man kalder kønsliggjorte magtrelationer, lyder det i hans bog. Hvis mænd skal kunne studeres på en kritisk måde, så skal vi ’kønsliggøre’ dem. Ellers bliver mænds handlinger taget for givet – maskulinitet bliver normen og bliver noget urokkeligt, mens kønsproblematikker bliver noget, som kvinder har. Ganske ligesom vi har en tendens til at se på etnicitet som noget, etniske minoriteter har. 

Mænd, som udøver seksuel chikane over for kvinder, har for eksempel i mange tilfælde ikke til formål at krænke kvinden seksuelt. Deres offensive måde at være på over for kvinder er derimod ofte forbundet med et ønske om at opnå popularitet hos andre mænd, fortæller han.

»Dels bliver jeg som mand opfordret til at have en offensiv rolle over for kvinden. Jeg kan blive hædret, æret og fejret, og jeg vil blive set op til af andre mænd, hvis jeg er udadvendt, charmerende og ikke tager et nej for et nej,« siger Kenneth Reinicke.

Men lige præcis hvornår noget er seksuel chikane, hersker der stor uenighed om blandt mænd og kvinder. Der er nemlig blandede meninger om, hvornår kulturen og den legitime adfærd stopper, og hvornår grænsen overskrides og krænkelsen begynder, fortæller han og uddyber med et eksempel:

»Den måde, hvorpå mænd taler til hinanden omkring seksuelle krænkelser, kan sagtens foregå på en måde, som mændene indbyrdes opfatter som legitim, men som er til stor gene for andre. Jeg har et eksempel i min bog, hvor jeg står på Dybbølsbro med min kone. Der står en yngre kvinde med en klapvogn på broen, så kommer der en bil forbi, som stopper op. En mand ruller vinduet ned og siger: ’Hvor er det fedt, at man kan se så godt ud, når man har født’. Kvinden ignorerer ham fuldstændigt. Det interessante ved det er, at når du fortæller det til nogen, er der nogle, der vil sige ’Fuck, en idiot’, men andre vil også sige ’Det var da høfligt’ og ’Gud, et kompliment,’« fortæller Kenneth Reinicke.

Den ubevidste krænker forbliver ubevidst

De mænd, der foretager seksuelle krænkelser, er ikke altid bevidst om, at deres handling opfattes krænkende, tværtimod. Det påviser Kenneth Reinicke ved at opdele krænkerne i tre kategorier, nemlig de hardcore krænkere, opportunisterne og de ubevidste krænkere. Den hardcore krænker er ham, der tænker ’Jeg er i min fulde ret til at gøre det her’. Det er bevidst, og hvis han får at vide, at handlingen er forkert, så er han ligeglad. Opportunisten vil tænke ’Ah, nu bød chancen sig, og så udnytter jeg den lige’. Den ubevidste krænker er den klodsede mand, som ikke kan finde grænsen.

»Det er en vigtig pointe, at langt de fleste mænd, der udøver seksuel chikane, ikke er onde mænd. Det er mænd, som tænker; ’Jamen, var jeg ikke bare sjov?’ Det er mænd uden empatisk sans til at sætte sig ind i, hvordan deres handling bliver opfattet,« fortæller Kenneth Reinicke.

Det problematiske aspekt er, at de mænd, som ubevidst begår krænkelser, ofte ikke får at vide, at de faktisk er gået over stregen. De vil højst sandsynligt ikke få det at vide af deres mandlige venner, hvis det er måden, de har været vant til at være sammen og have det sjovt på, fortæller han. 

Vi kradser kun lidt i overfladen

#MeToo har nu været en del af den samfundsmæssige debat i et år, men der ses stadig ikke store forandringer ude i offentligheden, mener Kenneth Reinicke. 

»Jeg var ude at holde et oplæg hos Dare Gender, hvor en fra the Everyday Sexism Project udtalte: ’Jeg tror egentlig, at det, vi er vidne til lige nu, bare er, at vi kradser lidt i overfladen’. Og hvis du går ud i byen og står på en bar eller et diskotek, så er der nok heller ikke den store forandring i, hvad du risikerer at blive udsat for,« siger han. 

Hvis der virkelig skal ske en forandring i antallet af seksuelle krænkelser, så kræver det ændringer på det juridiske område i form af en samtykkeparagraf, mener Kenneth Reinicke. 

»Jeg tror også, at det handler meget om at sætte ind i de tidlige år af mænds liv. For når de først er blevet 30, så ændrer de sig ikke så meget. I den alder er ens handlingsmønstre så rodfæstede, at de er svære at ændre på. Blandt andet seksualundervisning burde være mere omfattende, da den spiller en vigtig rolle i opdragelsen,« fortæller han og afslutter:

»Og det er meget interessant, fordi nu begynder justitsminister Søren Pape at hente erfaringer ind fra vores nabolandes voldtægtslovgivninger. Når det handler om voldtægt, har man tidligere bare sagt ’hårdere straffe’. Men nu begynder man at kigge på, hvorfor voldtægterne opstår, og det er godt«.

Det er svært at komme problemet til livs, netop fordi samfundet har svært ved at diskutere det mandlige køn, og fordi der hersker uenighed om, hvorvidt der er tale om seksuelle krænkelser i forskellige situationer.

»Hvis det kun var mænd, der benægtede krænkelserne, så tror jeg heller ikke, at det var lige så svært at komme de seksuelle krænkelser til livs. Problemet er, at der er mange kvinder, der forsvarer systemet og påstår, at #MeToo-bevægelsen er kammet over.«