Det havde sine årsager. Universitetet var for lille og i øvrigt også for gammeldags til så stor en invasion. Det gamle professorstyrede eliteuniversitet kunne slet ikke rumme os. Vores barndom i skolesystemet bar præg af en voldsom overbelægning med for eksempel 36 børn i klasserne.

Vi var tillige samtidig vokset op med den største og længste vækstkonjunktur i moderne tid. Samfundet trængte til uddannelse, så vi fra ‘intelligensreserven’, fra hjem uden akademiske traditioner havde fundet plads i gymnasiet. Og bestod man studentereksamen, kunne man komme på universitetet.

Ikke alene var vi for mange; det, vi skulle lære, var håbløst gammeldags, og vi havde ingen indflydelse på det. Studenteroprøret blev en slags model: Gamle strukturer måtte brydes op for at den ny tids behov kunne formuleres og institutionaliseres. Det var studenterne, der skabte det moderne universitet.

Studenteroprøret gik parallelt med og fusionerede delvist med et bredere ungdomsoprør, som netop var udtryk for de store årganges vækst-oplevelse: Vi troede, at verden kun kunne udvide sig. Vi troede også, at vi kunne få kappet alle snærende bånd. Ungdomskulturen udformede en samværsform baseret på musik, kollektivitet, eksperimenter, stoffer og sex.

Vi var den første generation, som blev markedsført som købedygtig. Ungdomskultur blev nu også noget med særlige varer; plader og tøj for eksempel. Den ideologiske forgyldning af ungdommen gav også et voldsomt udvidet frirum. Og det gav ligeledes en subjektiv fornemmelse af, at skranker var til for at blive væltet – af os.

Frihed var for os i midten af 1960’erne eksempelvis frihed til sex, frihed til, allerede når man gik i gymnasiet, af have seksuelle forhold, uden at de nødvendigvis var socialt forpligtende mere end et par uger ud i fremtiden. Frihed var at klæde sig, som man ville, og for drengene at have langt hår. Det var ikke mindst fra midten af 60’erne friheden til at ryge tjald, som vi indtog i relativt store mængder.

Af studenteroprør, ungdomsoprør og Vietnam-bevægelse opstod der i mange lande det nye venstre. Det blev alle steder præget dybt af lokale forudsætninger. 

Set med vores øjne var velfærdsstaten en selvfølgelighed og ikke det fremskridt, den var for vores forældre. Det, der grundlæggende var galt med velfærdsstaten, var, at den var en stat. Set med vores øjne fungerede mennesker bedst i det civile samfund uden for produktionen og uden for staten. 

Vores opfattelse af demokrati var radikal: Vi ønskede et fladt demokrati, som tillod, at mennesker selv blev involveret i løsningen af deres problemer og formuleringen af deres behov. En statslig velfærdspolitik var derfor på kort sigt en god løsning, men på længere sigt en forøgelse af statens omfang og herredømme samt en nedbrydning af det civile samfund, som kunne bære et fladt demokrati.

Hvis man skal pege på noget centralt ved venstrefløjen, er det ikke mindst modsætningsfyldt. Det billede, som generationen efter har forsøgt at tegne af os, er ikke særligt vellignende.

Det er et billede, som især synes at skulle skaffe plads ved at skaffe os af vejen. Billedet er båret af en vrede eller et had, som er helt unikt. Alt det kan muligvis forklares psykologisk. Det største problem ved billedet er imidlertid slet ikke dets negative og karikerende karakter. Der er naturligvis masser af ting, som kunne kritiseres. Den afgørende svaghed ved billedet af ’68’erne’ og ’70erne’ er, at det er entydigt. Et så omfattende forsøg på at bryde med traditionen kan ikke forstås entydigt.