Alt imens den gymnasieelev, der hjalp min far i stalden, syntes, at gymnasielærerne var antikverede og endte med at tage ud med den rejsende højskole og Tvind. Senere var min yndlingsfilm HAIR, om unge mellem fredsbevægelse og Vietnamkrig.

Min generation var ung efter dem, der havde gjort oprør, og vi blev kaldt Nå-generationen. Vi nød godt af opgøret med autoriteterne: I gymnasiet var der plads til dialog og debat, om end jeg også oplevede grænser for kreativiteten. Det samme var gældende på universitetet, hvor jeg og mine medstuderende via studienævn kunne være med i beslutningerne – dog lidt for ofte som gesandter for den ene eller den anden fløj på uddannelsen.

Den antiautoritære tilgang, den lave magtdistance, du i stedet for De, respekt for børns og unges integritet og meninger, det er jeg sikker på har styrket det danske samfund. Vi blev opdraget og uddannet til at tænke selvstændigt og til at stå op for vores holdninger, være åbne og diskuterende. Respekten for andre socialgrupper havde vi med hjemmefra, fra efterkrigsgenerationen, som havde høje værdier i den retning. Det satte sig også spor i ledelse, hvor lederen skulle være lyttende og inddragende, og hvor medarbejdere kunne forvente at blive hørt og bidrage til udvikling.

Siden har vi fået styring og meget mere bureaukrati. Globaliseringen gik fra at være positiv, med åbenhed og fredsbevægelse, til at blive opfattet som negativ og truende. Den åbne udveksling med virksomheder og kulturer uden for Danmark viste sig ikke at kunne foregå på de betingelser, det danske samfund var vant til og formet efter. Og også indadtil i velfærdssamfundet mødte tillidskulturen sine grænser.

Det gjorde forbruget ikke. Vækst var præmissen; alle skulle – og ville – have mere, mens fordelingen af væksten blev uendeligt skævt fordelt på rig og fattig over hele kloden, og der blev større skel mellem land og by.

Ungdomsoprøret ligger nu 50 år tilbage, og det positive, der blev opnået, handlede om lighed og fællesskab. Noget har givetvis overlevet, men meget er overhalet af overstyring og unødvendige målinger.

Det er jeg kritisk over for, men samtidig erkender jeg, at det historisk har været et tiltag imod en vis udnyttelse af velfærdsstatens goder.