I et ikonisk øjeblik i 1968 erobrede studerende talerstolen ved årsfesten på Københavns Universitet. Allerede inden da bølgede politiske kampe dog i store dele af samfundet. Efterkrigstidens autoriteter stod over for en legitimitetskrise.

I alt fra kampe for medbestemmelse på arbejdspladserne til ordentlige lærlingeforhold og protester imod Vietnamkrigen krævede unge en stemme og et opgør med datidens samfundsorden.

Vores universiteter styres i dag efter de samme principper som moderne virksomheder. Med universitetsloven i 2003 blev det interne selvstyre på universiteterne i det såkaldte konsistorium, bestående af ansatte, studerende og et mindretal af eksterne medlemmer, afskaffet. Det betød, at universitetets ledelse ikke længere skulle vælges af og blandt de ansatte, men ansættes.

Samtidig blev der oprettet professionelle bestyrelser, hvor der er en beskeden repræsentation af ansatte og studerende, men hvor flertallet består af eksterne medlemmer, hvoraf bestyrelsesformanden udpeges direkte fra ministeriet. Alt dette kan virke fjernt fra studenteroprørets ånd, og derfor er der stadig behov for en konstant opmærksomhed fra studerende omkring medbestemmelse på vores uddannelser, for eksempel i forhold til relevansen af vores pensum eller mængden af feedback på eksamener.

Nutidens studenterkamp handler om plads til fordybelse og fleksibilitet. I et opgør med tendensen til, at studerende bliver jaget hurtigere og hurtigere gennem en institution, der i højere grad forsøges styret på samme måde som en pølsefabrik.

På trods af, at stress og mistrivsel er stigende blandt unge, er min oplevelse af mine medstuderende, at de er aktive, hårdtarbejdende og engagerer sig i verden omkring os. Selv om vi ikke besætter universiteterne i dagevis som i 1968, er studerende stadig centrale skabere af forandring i samfundet. Fra initiativet ‘Sammen mod Racisme’ der kæmper for de-kolonisering af pensum bestående af døde hvide mænd, til fagrådenes protestkøer foran studienævnsmøder for ordentlig feedback, til studerende, der organiserer sig for at sætte klimaet på samfundets dagsorden i Den Grønne Studenterbevægelse, markerer dette en ungdomsgeneration, der, ligesom i 1968, har meget på hjerte.

De fleste unge er i dag aktive som aldrig før; fagkritik, socialt frivilligt arbejde samt globalt udviklingsarbejde fylder i hverdagen for mange studerende.

Alligevel bliver vi konstant mødt med fortællinger om at være dovne, kræve ‘cafépenge’ og ikke være målrettede nok. Dette gør, at de mange bolde, der skal holdes i luften som studerende i dag, desværre ikke kan hænge sammen for alle.

I de seneste år ser vi en tendens til, at der fra ministeriets side forsøges at detailstyre mere og mere. Nye former for styring og ensretning forsøges påført universiteterne, der i stedet for at blive set som levende institutioner snarere ses som enheder, der skal styres fra oven.

Fremdriftsreform, uddannelsesloft og SU-reguleringer er blot nogle af de styringsmekanismer, der presses ned over vores universiteter i dag. Ministeriets tilgang til uddannelse og videnskabelse ligner i stigende grad en forretning, hvor de studerende bliver passive kunder. Kunder, der kan vælge mellem de varer, ministeriet udbyder – hvor fokus på efterspørgsel i mindre grad rettes mod de studerende selv og i højere grad rettes mod arbejdsmarkedets kortsigtede behov.

Men, ligesom i 1968, er nutidens studerende ikke interesserede i at være passive forbrugere af uddannelse. Vi studerende vil være aktive medskabere – af universitetet såvel som samfundet.