Jeg startede mit universitetsliv i september 1968 midt i orkanens øje. Jeg kom fra Vestjylland og i udgangspunktet betragtede jeg det som meget progressivt at læse Sociologi på KU. Men allerede fra første dag skulle det vise sig, at det var et fag med en magtkonstruktion, som der skulle gøres op med.

Det var først i begyndelsen af 1970’erne, at jeg, sammen med andre kvindelige studerende, formåede at tage noget af den oprørske sociologi til mig, nemlig i kritikken af den mandsdominans, som gjorde sig gældende, både i den etablerede og den kritiske forskning. Jeg beskæftigede mig således med vilde strejker blandt kvindelige arbejdere, i særlig grad porcelænsmalerne, og det kom der bogen ”Kvinder i Kamp” ud af.

I 1979 kom jeg til RUC med et forskningsrådsprojekt om kvinders beskæftigelse og ledighed. På dette tidspunkt var de største konflikter om RUCs fortsatte beståen klinget af, men ministeriet og visse landspolitikere forsøgte på forskellige måder at styre RUC, det ustyrlige universitet, som jo var født af studenteroprøret.  I stedet blev der opbygget en ny form for studenterstyret  undervisning, med projektarbejde i grupper, tværfaglighed og med meget lidt fokus på de formelle positioner og hierarkier.

Således blev de første to fag, som jeg beskæftigede mig med som ansat på RUC, socionomi og samfundsfag, lukket under Bertel Haarders regime. Det samme blev Sociologi på Københavns Universitet.

På RUC dyrker man i dag officielt projektbaseret gruppearbejde samt den særligt samfundskritiske tværfaglige forskning og undervisning, men i realiteten undergraves dette af kurser og delprøver, som æder sig ind på projektarbejdet.

Yderligere er topstyringen af forskning og undervisning blevet forstærket både af RUCs egen centrale ledelse samt ministeriets styring og kontrol.

RUC har således etableret sin egen ledelsesform med vicedirektører, hvis lønninger ligger langt over forskernes; kun få professorer kommer  i nærheden af den milliongage, som den administrative ledelse har fastsat til sig selv. Professorvældet er fortrængt af new public management.

Jeg har selv fastholdt kønsperspektivet som det særlige og privilegerede udgangspunkt, som et kritisk skævblik på forskningen, det samme har en del både mandlige og kvindelige forskere. Samtidig bliver vi underlagt kravet om at publicere i anerkendte tidsskrifter og indgå i internationale forskernetværk, hvilket fjerner det kritikpotentiale, som ligger i det praksisnære samarbejde med grupper uden for universitetet.

Blandt nogle af de studerende lever der nok stadig noget af den kritiske ånd, lige som kønsperspektivet stadig er et levende tema i de stadigt mere trængte studenterprojekter. Men det gør den kritiske ånd på trods.

Nemlig på trods af, at projektarbejdet er afskaffet i visse moduler, at specialet er begrænset til et halvt år , og at den særlige ånd i et basishus er forsvundet. Den er gået fløjten, fordi lokaler bookes centralt og hussekretærerne er fjernet, samt ikke mindst fordi, der allerede for længst har været for mange studerende til, at man har kunnet tale om grupperum, altså et lokale, som en studentergruppe kunne have for sig selv igennem et helt semester.

RUC kommer i langsomt tempo til at ligne det klassiske universitet, mens ’Gammel-RUC’erne pensionerer sig og den smukke koral i logoet er blevet erstattet af et grimt og fantasiløst reklamebureau-logo.