For to år siden afholdte Copenhagen Business School (CBS) et internt arrangement, hvor det blev besluttet, at dagen skulle starte med en sang fra højskolebogen.
Sangvalget faldt på ”Den danske sang er en ung blond pige”, men det sangvalg fik en kvindelig forsker, der er adopteret og opvokset i Danmark til at føle sig ekskluderet, skriver avisen.
Forskeren var meget berørt efter episoden og fik derfor en undskyldning af den ansvarlige for arrangementet, Mads Mordhorst.
»Nogen har så, uden bagtanke, udtaget en sang med et ordvalg, som en, der er dansker med en anden etnisk baggrund, føler sig stødt over. Personligt tog jeg en samtale med hende, hvor jeg bakkede hende op og roste hende for det mod, hun viste ved som postdoc at reagere i en forsamling med professorer og andre, der var højere i hierarkiet,« siger Mads Mordhorst til Kristelig Dagblad, skriver Politiken.
»Jeg forstår hendes reaktion, og det er godt med den type konflikter. Ellers har vi ingen mulighed for at udvikle os og for at indse, hvor hjemmeblinde vi er. Det er en kultur, der skal behandles og forhandles på institutniveau«, uddyber han til avisen.
Episoden har efterfølgende skabt forbløffelse på Christiansborg, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (S) på Facebook kalder episoden for chokerende.
Også kulturordfører, Mogens Jensen (S), mener, at det er en uforståelig beslutning, at CBS ikke længere vil synge en af Danmarks smukkeste sange, det skriver han på Twitter.
Også internt på CBS deler sagen vandene. Ole Thyssen, der er professor emeritus var til stede ved episoden.
»Den ansatte påtalte efterfølgende, at hun følte sig holdt udenfor. Jeg må sige, at jeg synes, der var tale om en overreaktion. Den var, undskyld udtrykket, helt ude i hampen,« siger han til Kristeligt Dagblad ifølge Politiken.