Afslag og nedture. Sådan er boligmarkedet i disse dage, og det mærkede min kæreste og jeg på første hånd, indtil heldet tilsmilede os, og vi blev tilbudt en lejlighed i juli 2018. Jeg pakkede mine ting og flyttede fra 1960’er-betonblokken med de utætte vinduer i Hvidovre på Vestegnen til bofællesskabet Tunet i Trekroner. 

Fælles om rengøring, kage og oversvømmelse i vaskeriet

Når tingene går galt, er beboerne til gengæld gode til at hjælpe hinanden. Vi har en fælles Facebook-gruppe, hvor man poster alt fra opslag om, at man skal sortere pap fra papir (hvilket viser sig at være svært for mange) til fællesaktiviteter, eller hvis nogen giver gamle møbler væk. Det bedste råd, som er slået op, var da nogle fandt en løsning på, hvad der nok er det 21. århundredes mest uigennemtænkte badeværelsesdesign: Der er skydedør, så når man er i bad, kan man ses gennem glasset i hoveddøren. Løsningen: Sæt en skinne op i mellemrummet mellem dør og væg. Så blev der lagt både billeder og guide ud på Facebook til frit brug. Det er dog ikke kun på Facebook, at fællesskabet kommer til udtryk. Da vores støvsuger brød sammen, to timer før mine fødselsdagsgæster kom på besøg, lånte vi naboens. Da vi leverede den tilbage, fik vi endda to friskbagte cookies med i hånden, så da jeg bagte kage forleden, røg der også et par stykker ind til naboen som tak. Det viser sig, at Tunet også kan være et kage-fællesskab. 

Da vi ikke har noget ejendomskontor (hvilket gør huslejen en del billigere), skal vi selv stå for vedligeholdelsen af ejendommene. Vi tager på skift snerydningen, hjælper til med installation af lamper, maler træværk, og hvad der ellers er behov for hjælp til. For tiden oversvømmes vaskeriet, hver gang man vasker tøj, og der går alle beboere sammen om at sende mails til boligselskabet i stedet for, at én person står med hele opgaven. 

Til foråret skal vi selv plante en urtehave på marken omme bag ved husene, hvilket jeg personligt frygter. Planter har det med at visne og dø, blot jeg kigger på dem. Til gengæld kan jeg installere et komfur uden at få stød eller kortslutte hele Trekroners el-netværk, så jeg må kompensere på den måde. Her vil jeg godt sende en tak ud til min far, som forudså, at jeg skulle flytte hjemmefra en dag og derfor lærte mig alt fra brugen af en boremaskine til elinstallation. 

Flere flagermus – færre Big Mac’s

Før min kæreste og jeg flyttede ud i Tunet, frygtede jeg, at jeg skulle bo på landet. Jeg frygtede, at mit sociale liv ville tage skade af den tvivlsomme offentlige transport i Trekroner. Når man går mellem bygningerne om aftenen kan man høre flagermusene suse, og uglen kukke. Der er ikke noget lys fra byen, der blokerer stjernerne, og selvom det er vinter, så vågner man nogle gange til duften af landbrug (gødning, red.). Men der er også en ro i det. Vi kan slappe af herude. Plus: Vi sparer mange penge på junkfood, fordi ingen af os gider cykle op til hverken pizzeriaet eller Fakta, når vi er dovne. Så står den på rugbrødsmadder i stedet. 

Mit sociale liv har heller ikke taget skade – i hvert fald ikke endnu. Selvom vi kun har boet her i kort tid, så har jeg dejlige venner, som gerne tilbyder en seng at sove i, hvis torsdags-bajeren i RUCbar skulle bevæge sig indad mod København. På min fødselsdag blev jeg endda lovet varme boller og røræg, hvis jeg overnattede hos min veninde. Byturen varede længe nok til, at jeg kunne tage morgentoget hjem, men det varmer da, at mine venner også er klar på omstillingen. Det har åbenbart aldrig været en del af mine overvejelser, at jeg burde tage færre hverdags-byture. 

Selvom der lige nu er mange omstillinger, og alting ikke er helt færdigt i Tunet endnu, så kan man indtil videre sammenligne Tunet med en McDonald’s burger: Den ligner ikke den på billedet, men den smager dejligt alligevel. Vi har pakket den sidste flyttekasse ud, haft familien til middag for første gang, og nu vil jeg tage gummistøvler på og gå over for at vaske noget tøj.