‘Dagbog fra Tunet, del to: Gulerodsfrø kan rykke integration’ 
21.02.2019

Dagbog fra Tunet, del to: Gulerodsfrø kan rykke integration

A
Aktuelt
21.02.2019
6 min
Foto: Line Høvik Søby
Bofælleskabet Tunet tæt på RUC danner ramme om en række boliger for studerende og flygtninge. Håbet er at fremme både integrationen og studiemiljøet i Trekroner. Blandt de nye beboere er RUC-studerende Line Høvik Søby. I anden del af dagbogen fra nybygger-projektet bliver hun medlem af det nystiftede Buddy-udvalg og gør sig tanker om både høns og integration.

Skrevet af

Line Høvik Søby

Skribent

Hjulene begynder så småt at dreje herude i Tunet, og bofællesskabets fokus rykker millimeter for millimeter væk fra alle de ting, der er galt med byggeriet, og over til de mange spændende ting, som vi skal til at bygge op sammen. Måske er det på grund af solskinsvejret, måske er det fordi, vi bare gerne vil videre med vores liv i fællesskabet.

Der har spredt sig en ”new year – new me”-følelse i Tunet, som måske udspringer af vores stiftende generalforsamling og grundlæggelsen af udvalgene i foreningen. Fire måneder inde i Tunets levetid kan vi endelig begynde at fokusere på de ting, vi sagde ja til: Marker, fællesskab og integration.

En del af Tunets koncept er, at der skal bo flygtninge herude sammen med os andre, så de kan integreres gennem vores bofællesskab. Jeg er vokset op på den Københavnske Vestegn, hvor man før i tiden ikke har tænkt på at blande indvandrere og etniske danskere i de almene boliger.

Udvalgt til høns, livsråd og kompost

I Tunet står fællesskabet i lejekontrakten, så det forventes, at man er med i minimum ét af de udvalg, som vi har herude. Der er næsten frit valg på alle hylder, når det kommer til hvilket udvalg, man vil være i, for de dækker alt fra ’Livsråd og Kaffe’-udvalget til Kompostudvalget.

Vi begynder snart vores arbejde i de udvalg, som vi har meldt os i. For mit vedkommende blev det ’Buddy’-udvalget; det udvalg, hvor vi skal sikre, at alle nye som gamle beboere har det godt, og desuden hjælpe til, så de flygtninge, som bor herude, falder godt til såvel i Tunet som i Danmark. Jeg endte op i det udvalg, men jeg er langt fra ensidig: Hønseudvalget trak også kraftigt i mig. Jeg ville (af ukendte semi-masochistiske årsager) åbenbart godt sætte en ekstra fed streg under, at jeg er flyttet på landet. Min kæreste påpegede dog, at jeg jo også skulle have tid og evner til at passe de høns, så med hans logik i hånden sprang jeg udenom hønseudvalget. 

Der er endnu ikke særligt høj puls på fællesaktiviteterne herude, men Dyrkningsudvalget har allerede afholdt et arrangement, hvor man kunne lære at plante ting. Det er uden tvivl noget, som jeg godt kunne trænge til at lære. Desværre havde jeg ikke set på løbesedlen, at der helt nede i bunden med lille hvid skrift stod, at man skulle tilmelde sig. Så nu må jeg i stedet fortsætte min kompetenceudvikling inden for planteriget med mine egne stakkels stueplanter, indtil Dyrkningsudvalget (forhåbentlig) stiller med en ny plante-workshop.

Foto: Line Høvik Søby

Den første generalforsamling

Tunets allerførste og stiftende generalforsamling fandt sted i Trekroners lokal-kulturelle Mekka, Trekroner Hallen, da vores rummelige drivhus trods alt ikke er stort nok til at huse omkring 130 mennesker. Ledsaget af den høje musik fra børnegymnastikken i rummet ved siden af blev vi mødt af kiks, kaffe og kage, hvilke vi kunne fortære, imens vi blev hevet igennem en slavisk gennemgang af organisationsstruktur – og ledelse. Det lyder smart, men i virkeligheden var det blot en eksplicit forklaring på, hvad en bestyrelse er og gør. Det var uden tvivl informativt for dem, der ikke er bekendt med det, men både min kæreste og jeg har været frivillige i mange år. Det ville ikke være løgn at sige, at chokoladekiksene fik markant mere af min opmærksomhed under det oplæg end oplægsholderen. 

Alles opmærksomhed blev til gengæld skærpet, da Tunets repræsentant i KAB kom på. De, som har læst det sidste indlæg i dagbogen, har måske fået en fornemmelse af, at byggeriet herude ikke er helt til UG. Siden sidst er endnu flere fejl i byggeriet kommet op til overfladen. Flere vægge er blandt andet revnet, og omtrent halvdelen af lejlighederne er kommet under belejring af nogle aggressive myrer. Hos os finder myrerne vej gennem det hul i gulvet på badeværelset, som er skåret for stort til toilettet. Det fiksede vi med myregift og gaffa-tape, for hvad kan gaffa-tape ikke klare? 

Det er dog ikke en holdbar løsning, og det har KAB heldigvis indset. De har også tjekket op på de mange andre ting, det er galt med, og det viser sig så, at vi skal flytte ud i tre dage, imens de river gulvet op i stuen og på badeværelset samt murer vores vægge gode igen. Jeg var alligevel også begyndt at savne at pakke mit liv ned i kasser og bo et fremmed sted. 

Den oprindelige plan for reparationerne var, at håndværkerne skulle komme om en uges tid. Så blev det til om seks uger. Nu regner de med, at lejlighederne bliver repareret i april. Godt, at vi har rigeligt med gaffa-tape.

Liste over udvalg:

  • Festudvalg
  • Livsråd – og Kaffeudvalg
  • Sports- og Legeudvalg
  • Fællesspisningsudvalg
  • PR-udvalg
  • Buddy-udvalg
  • Hønseudvalg
  • Kompostudvalg
  • Dyrkningsudvalg

Jeg tror, at noget så simpelt som en samtale over en skovl og en pose gulerodsfrø kan rykke bjerge, når det kommer til integration. 

Inklusion er lettere sagt end gjort

En del af Tunets koncept er, at der skal bo flygtninge herude sammen med os andre, så de kan integreres gennem vores bofællesskab. Jeg er vokset op på den Københavnske Vestegn, hvor man før i tiden ikke har tænkt på at blande indvandrere og etniske danskere i de almene boliger. Her har jeg set, hvordan det kan medføre nogle meget opdelte samfund. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at KAB tænker i nye baner og gør tunet til en bland-selv-slikpose af mennesker, som samles om vores fælles hjem. Under generalforsamlingen kom den første udfordring ved dette dog frem: Nemlig sprogbarriererne. 

Det lyder usandsynligt, men man lærer ikke dansk i skolen i så mange andre lande end Danmark. Derfor skal de beboere, som er flygtninge, naturligvis have en tolk med til vores møder. Problemet  er bare, at der som resultat sad tre-fire tolke til vores generalforsamling og snakkede i munden på hinanden – og på dem som var på talerstolen –endda ganske højlydt. Det var ikke det store irritationsmoment for mig, da chokoladekiksene havde min primære opmærksomhed, men selv den blev brudt, da der begyndte sideløbende samtaler mellem tolkene og dem, som de oversatte for. Jeg var heldigvis ikke den eneste, som lagde mærke til det, for snart blev det foreslået, at vi snakkede engelsk i stedet. Det gjorde vi så i omkring 10 minutter, indtil  tolkene alligevel måtte fortsætte deres arbejde med oversættelse af enkelte passager, for – tro det eller ej – engelsk står heller ikke højt på skoleskemaet andre steder end i den vestlige verden. Så samtalen faldt tilbage til dansk for denne gang, men det blev vedtaget, at alle møder i fremtiden skal afholdes på engelsk.

Sprogforskelle er dog en barriere, som vi nemt overkommer. Vores nydanske beboere er allerede i gang med danskundervisning, og når foråret rammer, og vi alle mødes på marken, vil vi snakke sammen i hverdagen. Jeg tror, at noget så simpelt som en samtale over en skovl og en pose gulerodsfrø kan rykke bjerge, når det kommer til integration. 

Jeg er begyndt at få en fornemmelse for Tunet og for, hvor meget beboerne gerne vil vores fællesskab. Nu, hvor flyttekasserne er pakket ud, og generalforsamlingen er overstået, kan vi begynde at fokusere på noget af større vigtighed: Hinanden. Selvom vi selvfølgelig først skal have fikset gulvene, revnerne i væggene og lappet lejlighederne, så myrerne holdes udenfor.