Lange dage med hovedet fordybet i ens egen forskning; ofte i enerum omringet af bøger og universitetsmure. En karriere som forsker kan byde på meget alenetid og skabe ensomhed. Det viser forskellige undersøgelser fra England og Danmark, som afslører, at ensomhed i arbejdslivet udgør en stor del af de psykiske udfordringer, som forskere oplever.

En stabil ensomhedskurve

Det er især yngre forskere som ph.d.-studerende og postdocs, der føler sig ensomme, viser de engelske undersøgelser. Men også herhjemme ser vi tendensen til, at især forskere i starten af deres karriere føler sig isolerede:

»Vores psykiske arbejdspladsvurderinger (APV, red.) på universitetet understøtter billedet af, at følelser som ensomhed og isolation er mest til stede i gruppen af postdocs og ph.d.-studerende«, fortæller lektor og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet, Olav W. Bertelsen og fortsætter:

»Det er noget, der gentager sig i varierende grad på tværs af hele universitetet. Det har jeg kunnet se i APV-følgegruppen på fakultetet for Science and Technology, og det er også en af de tendenser, vi har set i den følgegruppe, som jeg sidder i, der er nedsat af hovedarbejdsmiljøudvalget og hovedsamarbejdsudvalget.«

Imens 14 procent af de ph.d.-studerende og 12 procent i kategorien postdoc/adjunkt fra Science & Technology svarede, at de følte sig ensomme, angav kun otte procent af det fastansatte videnskabelige personale og seks procent af det teknisk-administrative personale at føle sig ensomme. Det viser den sidste APV fra Aarhus Universitet foretaget i 2016.

Kigger man på tidligere APV’er ligger niveauet for ensomhed nogenlunde stabilt. Men tallene dækker over stor variation, hvor omkring en femtedel af de unge forskere på flere institutter altså ofte eller altid føler ensomhed.

Alene i sin karriere

Ifølge Olav W. Bertelsen skyldes oplevelsen af ensomhed nok især det, han kalder strukturelle faktorer – for eksempel at ens arbejdsdag er indrettet, så man sidder for sig selv:

»Som ph.d.-studerende er man placeret alene, og på den måde er man meget alene i sin karriere. Mange forskningsopgaver er bundet op på, at man gør det alene, og hvis man samtidigt ikke har nogen klare samarbejdsrelationer, så er ensomheden forudsigelig«, siger han.

Og den teori kan ph.d.-studerende på Institut for Datalogi og forsker i Machine Learning, Simon Enni, kende fra sin egen hverdag:

»Jeg oplever en ensomhed forbundet med det at være ung forsker på et universitet. Allerede fra start er man som ph.d.-studerende og sikkert også som postdoc sat i en situation, hvor man næsten egenhændigt skal gøre et projekt færdigt. Når projektet så også kan være svært at forklare til ens omverden, kan det forstærke følelsen af at være lidt isoleret«, fortæller den unge forsker, som også ser tendensen hos sine ph.d.-kolleger.

Samtidigt medgiver han, at netop forskeres arbejdsstruktur kan have en finger med i ensomhedsspillet:

»Vi har for eksempel ret fleksible arbejdstider, hvilket i en presset hverdag kan gøre, at man ikke spiser frokost sammen. Hvis man har en arbejdsmani, retfærdiggør man overfor sig selv, at det er bedre at bruge tiden på at arbejde på kontoret, imens man spiser, end på at “lave ingenting«, lyder det fra den unge forsker.

Dansk kultur ekskluderer udenlandske forskere

At man på den måde opgiver sociale situationer kan være problematisk – ikke mindst fordi, flere respondenter i et andet nyligt foretaget engelsk studie svarer, at de har svært ved at skabe meningsfulde relationer og netværk til andre inden for deres felt; et netværk, der ellers kan spille en stor rolle, hvis man spørger Olav W. Bertelsen.

Også på Institut for Marketing og Statistik på Handelshøjskolen i Aarhus oplever de yngre forskere i følge APV’en at være ensomme. Her har 36 procent sat kryds ud for ”Altid” eller ”Ofte”, og årsagen skal måske findes i, at især dette institut har mange udlændinge på ph.d.- til adjunktniveau. Olav W. Bertelsen mener nemlig, at danskernes lidt reserverede kultur kan forklare, at yngre udenlandske forskere føler sig isolerede:

»Der er også en kulturel detalje på spil her. Som danskere er vi ikke særligt gæstfrie. Vi har en kultur, hvor vi ikke er på arbejde hele døgnet, men hvor vi går hjem til vores venner og familie om eftermiddagen. For os, der er danskere, er det måske fint«, siger han og fortsætter:

»Men de, der kommer fra en anden del af landet eller fra udlandet uden netværk i byen, er mere afhængige af sociale aktiviteter i den forskningsgruppe, de er en del af. Og hvis den gruppe så bare går hjem til deres sociale liv«, er det et problem, siger forskeren og tillidsrepræsentanten.

Derfor er der i følge ham sandsynlighed for, at ensomhedsstatistikkerne for yngre udenlandske forskere i Danmark kan rumme højere tal end de engelske.

I Simon Ennis forskergruppe har fem ud af de i alt otte medlemmer udenlandsk baggrund, og gruppen har før talt om, at det kan være svært for udefrakommende at skabe social sammenhængskraft med danskerne, fordi man bare har sit arbejde, går hjem og har sit liv bagefter.

Selv har Simon Enni derfor deltaget ved universitetets såkaldte “international community”-arrangementer et par gange. Men selvom arrangementerne er åbne, er det ikke hans oplevelse, at de danske studerende dukker op.

Usikker jobsituation stresser

Kigger man ud over geografiske, sociale og kulturelle usikkerheder, lader også ansættelsesforholdets usikkerhed til at gøre en forskel.

I et af de engelske studier svarer især de yngre forskere, at de bliver påvirkede af den usikkerhed, der ofte er en følgesvend i starten af ens karriere. Også det billede kan Simon Enni genkende sig selv og flere kolleger i:

»Hvis man er en ung og ansvarsbevidst forsker, kan man nemt føle sig stresset, hvilket kan få én til at isolere sig, så man bliver endnu mere stresset. Stress og ensomhed er altså to problemer, der kan forværre hinanden. Det har vi også talt om i min ph.d.-gruppe«, siger han og fortsætter:

»Når man så læser, at et af de effektive værn mod stress er social opbakning fra kolleger og ledelse, så er det jo et problem, når det er det, man isolerer sig fra«, siger forskeren.

Også tal fra Aarhus Universitets APV viser, at utryghed omkring karriere fylder mest blandt de yngre forskere. Det er ifølge Olav W. Bertelsen forståeligt, da de færreste går videre til næste ansættelsestrin; resten skal fortsætte karrieren udenfor universitetet, hvilket for mange er ukendt land.

Men samtidigt kan også den interne konkurrence mellem yngre kandidater i følge et studie lede til manglende kollegialt engagement og sparring, som ellers kan gavne på mange fronter.

Dén problematik er ifølge Olav W. Bertelsen især en opgave for ledelsen. Der skal skabes rammer, hvor man ikke ser hinanden som konkurrenter, men som kolleger – uanset om virkeligheden er, at man også er konkurrenter.

Netværk som værn mod ensomhed 

Som opfølgning på arbejdspladsvurderingen har universitetets ledelse sat gang i forskellige aktiviteter, der skal afhjælpe blandt andet ensomheden blandt forskerne.

»Vi tilbyder blandt andet karriereafklaring og en hjemmeside med forskellige kursusforløb. Men derudover har vi fokuseret rigtig meget på netværk. For eksempel har vi skabt en Junior Research Association, som er et sted, hvor yngre forskere kan skabe et netværk og tale med ligesindede«, fortæller Olav W. Bertelsen. Han tilføjer, at initiativet er opstået på baggrund af, at postdocs ifølge undersøgelsen ikke trivedes så godt.

Han håber, de ph.d.-studerende og andre, der kan have gavn af tilbuddene, rent faktisk vil gøre brug af dem. Og i forhold til inklusionen af udenlandske ph.d.-studerende appellerer han til en bredere forståelse for, at man som del af et internationalt forskningsmiljø må engagere sig socialt. Dér mener han, vi danskere har potentiale til forbedring.