En ren hønsegård

Det er ikke kun integrationen herude i Tunet, som er en svær størrelse at gribe an: Der er opstået drama i hønseudvalget (ja, du læste rigtigt). Det store dilemma går ud på, om hønsene er kæledyr eller spisedyr, samt om hvem, der skal spise deres æg. Skal vi spise deres æg? Hvem skal fodre dem og muge ud i hønsehuset? Og sidst, men ikke mindst: Hvor skal hønsehuset ligge, og hvem kan bygge sådan et? 

Personlig er jeg i spisedyr-fraktionen. 

Jeg er af den overbevisning, at de fleste dyr er mad, og at det er sundt for alle at se, hvor deres mad kommer fra. Vi er flere, som mener, at vi selv skal slagte hønsene, når de har haft et langt og godt liv som fritgående høns. Derudover: Hvis ikke vi spiser deres æg, skal de så smides ud? Det er i min optik et voldsomt madspil, og jeg ville da gerne have friske æg fra vores egen hønsegård. Det bliver spændende at se, hvad vi ender med; men i tilfældet af, at det bliver kæledyr, så overlever jeg nok med Fakta’s fineste æg i fremtiden.

Et shelter, insekthotel og trampolin

Beboerne skal jo selv stå for alt i Tunet, og dette indebærer også de såkaldte arbejdsdage, som arrangeres af planteudvalget. Desværre kunne jeg ikke deltage; men det er tydeligt, at man kan rykke bjerge på en mark, når man gør det i fællesskab. I starten var Tunet ikke det mest børnevenlige sted, med nu er der anlagt trampolin (til stor glæde for barnlige sjæle som undertegnede), en lille sandkasse og et påbegyndt shelter. Hvis sommeren bliver som sidste år, og der ikke færdes for mange myg rundt om søen, så kan det da være, jeg skulle overkomme min komfort-afhængighed og tage en nat i det fri. Måske. 

Efter arbejdsdagen undrede jeg mig over, hvorfor der lå malede sten ude i drivhuset, og jeg blev introduceret til et hidtil ukendt koncept: Insekthotellet. Normalt er insekter noget, jeg så vidt muligt undgår, når jeg ikke har en fluesmækker i hånden, men det giver faktisk god mening at oprette et insekthotel. Når vi skal dyrke vores eget landbrug, så hjælper insekter med at sprede pollen samt holde skadedyr som bladlus væk fra planterne. Insekthotellet er ret dekorativt, og hvis det betyder mindre havearbejde for mig, så er jeg fan. Det er ikke samlet endnu, men det bliver spændende at se, om det virker.

Bagsiden af integrationsmedaljen

Det var lidt ved et tilfælde, at jeg blev introduceret til de integrationsmæssige problemer, vi har i Tunet. Som bekendt så er integration den ene af vores grundsten, så det er vanvittigt vigtigt, at det lykkes. Derfor blev jeg chokeret over, at diskrimination kan være en del af miljøet i Tunet. 

Min kæreste og jeg ville egentligt bare bede vores overbo om at larme lidt mindre kl. 02:30 på en hverdag. Der blev ikke åbnet, selv om vi gentagne gange bankede på. Det var selvfølgeligt rigtigt irriterende. Dagen efter sidder jeg og arbejder, da nogen pludselig hamrer på døren. Jeg mødes af min meget vrede overbo, som nærmest hysterisk skælder mig ud over, at vi banker på så sent. Jeg får ikke et ord indført, men alligevel ender diskussionen med, at hun stormer væk og råber »bitch« efter mig. Hold da op for en kælling, tænker jeg. Men der var en ret tragisk årsag til hendes voldsomme reaktion: Hun er bange for at få tæsk. Efter et par timer bankede hun på igen, undskyldte og forklarede, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Det viser sig, at hendes families religion og kultur forbyder hende at have en kæreste, uden at de er gift, og at hun hverken må være kæreste med eller gifte sig med ham, fordi han ikke er araber. Jeg kunne næsten ikke fatte, hvad jeg hørte. Tænk, at sådan nogle tanker eksisterer i Danmark – selv efter at hendes familie har boet her i fem år. Det hører ikke hjemme her.  

Jeg er vokset op et sted, hvor der er mange 1., 2. og 3. generationsindvandrere, men jeg har aldrig hørt om noget lignende. Det rystede mig. Jeg vil hjælpe hende, men hvordan? Uanset hvor mange kopper te, man byder på, og uanset hvor stærkt et fællesskab, der kan være i Tunet, så kan jeg ikke hjælpe hende. Skal vi så ringe til politiet? Hvis de fangede dem i hendes familie, som truer hende, så vil nogle andre familiemedlemmer sikkert tage over. 

Det eneste, jeg kan håbe på, er så bare, at det ikke sker; men nu er jeg i hvert fald opmærksom på larm deroppe fra – ikke fordi, det er irriterende, men fordi jeg kan træde til, hvis hendes familie skulle komme efter hende.

Desværre er det måske ikke det eneste problem, der er i Tunet. Min overbo mener også, at der er grupperinger mellem flygtningene herude. Jeg har ikke kunnet komme i snak med nogen om det, fordi det selvfølgelig er et meget følsomt emne, men hvem ved? Vi er jo mange forskellige mennesker samlet på ét sted, og kommer man som nydansker hertil, så kan man savne sin kultur og sit hjemland. Det kan være rart at finde det i nogen, som også er fra ens hjemland. Sådan ville jeg nok også have det. Ifølge min overbo, så lader det til, at der er en ”drengene mod pigerne”-mentalitet, hvor nogle mænd føler, at de er mere værd end kvinderne herude. Min overbo har oplevet, at hun er blevet kaldt »luder« og »bitch«, fordi hun ryger og bor med sin kæreste, og hun ved, at det er den samme fortælling for andre kvinder med arabisk baggrund, hvis de lever ligesom danske kvinder.

Hvis det er tilfældet, så kan det komme af, at Roskilde Kommune ikke har tænkt sig om, da de besluttede hvilke flygtninge, der skulle bo i Tunet. Det viser sig, at der kun bor to kvinder og cirka 30 mænd. Det tror jeg ikke er særligt smart. Det er ikke meningen, at Tunet skal være et sted, hvor man ikke tør integrere sig eller ikke føler, at man behøver det, fordi man har venner derhjemme fra.

Måske lyder det usympatisk, men jeg tror, at trods den gode intention, så har Roskilde Kommune og KAB placeret for mange flygtninge i Tunet. Vi er et nyt fællesskab, hvor alt sker på frivillig basis, og ingen har erfaring med at lede en integrationsproces (hvis det overhovedet hedder det). Men igen: Hvad kan man gøre? Vi kan jo ikke så godt smide folk ud af deres hjem.

Lys for enden af tunellen

Heldigvis er fremtiden ikke helt sort. Vi har søgt en pulje penge, som vi fik. Dette har ledt til, at vi kan betale et års løn for en ekstra tilknyttet KAB-medarbejder. Hun skal støtte os i opbygningen af fællesskabet – herunder integrationen af flygtninge. Det er rigtigt dejligt at have en person tilknyttet, som har erfaring fra tidligere projekter, der minder om Tunet. Måske ved hun, hvad vi skal gøre ved vores integrationsproblemer i Tunet. Hun sidder med i Buddy-udvalget og hjælper os med at få stablet et arrangement på benene, hvor Mellemfolkeligt Samvirke kommer ud og holder et oplæg om, hvordan man som ”almindeligt” menneske i et fællesskab kan løfte integrationen sammen. For mit vedkommende er det et kærkomment oplæg, for jeg er på bar bund og aner ikke, hvordan vi skal gribe opgaven an.

Der sker rigtigt mange gode ting for tiden i Tunet, og det er rart, at folk kommer mere ud af lejlighederne, så man møder hinanden. Det har nok også noget med vejret at gøre. Men netop som bygge-polemik og opstarten er et overstået kapitel, så begynder de andre udfordringer af spire frem, og det er dem, som vi virkelig skal tage alvorligt. Vi kan ikke tillade os at fokusere mere på høns og planter end på, hvordan vi skal tage hånd om integrationen af vores flygtninge – også selvom det er svært.