‘Q&A med Andreas Hemmeth ”Dyrk dig selv, og dyrk hinanden”’ 
02.05.2019

Q&A med Andreas Hemmeth ”Dyrk dig selv, og dyrk hinanden”

A
Aktuelt
02.05.2019
10 min
Foto: Dejan Obretkovic
På RUC læste Andreas Hemmeth erhvervsøkonomi og journalistik, som studiejob spillede han i USA som DJ Encore. Nu er han medlem af Mensa og arbejder for DJBFA, efter han stoppede som Radikale Venstres Pressechef.

Skrevet af

Niels Overgaard Christensen

Journalist

Hvad render du og laver nu?

»Idag er jeg chef for den største organisation af sangskrivere og komponister, der er her i Danmark. Den hedder DJBFA – Danske Jazz Beat og Folk Autorer. Vi organiserer cirka 1500 komponister og sangskrivere, og jeg taler deres sag i alle mulige sammenhænge. Vi uddeler også en masse penge, midler og legater til dem, så de kan udgive bedre musik.

Det forener de to ting, jeg har beskæftiget mig med, efter jeg blev færdig på RUC. I de første ti år levede jeg af at skrive musik til andre og optræde med min egen musik rundt omkring i verden. Efter det var jeg otte år på Christiansborg, som pressechef for Radikale Venstre og som spindoktor for Marianne Jelved, da hun var kulturminister. Så de to ting bliver forenet her, hvor jeg er nu.«

Hvordan gik du fra Økonomi og Journalistik på RUC, til at skrive musik og optræde?

»Det var egentlig den lidt modsatte ting, der skete, for jeg var relativt ung, da jeg havde mit musiske gennembrud. Jeg tror, at jeg var 19 år, da jeg fik min første pladekontrakt. De følgende fire-fem år solgte jeg virkeligt mange plader i stort set hele verden og tournerede rigtig meget i USA. På et tidspunkt tænkte jeg: ‘Det her er rigtig ensomt’, for enten sidder du alene i studiet og komponerer musik, eller også rejser du alene rundt i verden og spiller musik for andre. Jeg savnede noget fællesskab og nogle at være sammen med, og i øvrigt også at blive lidt udfordret af bøger. Og så tænkte jeg, at RUC var det bedste sted at være, fordi der var den her basisuddannelse på to år. Der havde du rigtig meget fri. Så jeg kunne egentlig kombinere at sidde og skrive musik tre af dagene og være på RUC to af dagene.

Jeg kan huske, at jeg var DJ i USA i weekenden. Jeg tog af sted torsdag eftermiddag, spillede torsdag-fredag-lørdag, kom hjem søndag og var i skole mandag. På den måde passede det ret fint. Det gjorde jeg så i lang tid, helt indtil journalist-studiet begyndte, for det krævede, at man var der hver dag.

Jeg har i øvrigt aldrig fået skrevet mit speciale. Jeg har gået fire et halvt år på RUC og blev eksmatrikuleret for nogle år siden, fordi jeg ikke havde været studieaktiv i lang tid – altså smidt ud.«

»Jeg kan huske, at jeg var DJ i USA i weekenden. Jeg tog af sted torsdag eftermiddag, spillede torsdag-fredag-lørdag, kom hjem søndag og var i skole mandag.«

Hvornår var det?

»Jeg skulle jo i praktik på journalistuddannelsen, og så skete der det, at jeg blev tilbudt fast job med det samme. Det vil sige, at jeg startede med at være et halvt år i praktik som kommunikationsmedarbejder i Brøndby Fodboldklub, hvorefter jeg arbejdede samme sted i to år. Bagefter blev jeg tilbudt et arbejde på Christiansborg, som jeg også tog. Og så begyndte jeg at få nogle mails, der sagde ‘Hey, du skal huske at melde dig til og være studieaktiv’. Jeg søgte om orlov, men det kan du kun gøre et vist antal gange. Og jeg tror, at det var i 2012 eller 2013, at RUC sagde, at ‘hvis du ikke melder dig på det her studie nu, så bliver du eksmatrikuleret’. Der sad jeg på Christiansborg og tænkte, at det kom aldrig til at ske. Så blev jeg smidt ud, og jeg manglede bare at skrive mit speciale. Jeg havde skrevet alle andre opgaver, taget alle de fag, jeg skulle, og også fået alle points – på nær specialet. Så det var lidt nedern at nå dertil. Men fuck det, det betyder ikke det store for mig lige nu. Mit CV er godt nok til, at jeg ikke behøver det.

Efter jeg var blevet smidt ud, startede jeg som pressechef for Radikale Venstre. Jeg har været med i fire eller fem valgkampe, EP-valg, kommunalvalg og folketingsvalg. Hvor det gik godt i de fire af dem, mens det gik ad helvede til i det femte. Det var i 2015, hvor vi gik fra at få seks ministerposter og 9,8 i meningsmålingerne, til nul ministerposter og 4,3 i meningsmålingerne. Jeg stoppede derinde i sommeren 18, hvor den strategi, som ser ud til at virke nu, er den, jeg var med til at udarbejde. Det er jeg selvfølgelig glad for.«

Er der kompetencer fra RUC, som du har brugt i dit job som DJ, pressechef og her i DJBFA?

»Ja, det vil jeg sige – og hold kæft, hvor har jeg brugt mange af dem. Jeg kan huske min økonomilærer Henrik, han var bare mega sej til at lære os de grundlæggende ting på basis. Jeg tror, at han var en af grundene til, at jeg valgte økonomi. Det var det, der gjorde, at jeg følte mig godt klædt på senere – også i forhold til mine andre pressechefs-kollegaer, som netop bare var kommunikationsuddannede og måske lidt mere udfordrede på tallene. Og så har jeg selvfølgelig brugt min journalistiske ballast. Hvordan en journalist arbejder til dagligt og hvilke ting, du skal være opmærksom på – det får du et rigtig godt indblik i på journaliststudiet. På den måde har jeg virkelig været glad for den uddannelse. jeg har fået på RUC, og jeg har brugt den meget i mit arbejde. Som chef, hvor jeg sidder nu, har jeg det overordnede ansvar for mange millioner kroner. Så økonomi betyder rigtig meget, og så selvfølgelig, hvordan vi kommunikerer til sangskrivere og til politikere.

En sidste ting, jeg vil nævne, er, at man på RUC skriver opgaver sammen og lægger meget vægt på at kunne samarbejde. Jeg har været i grupper, hvor der også har været udfordrende elementer. Hvis ikke jeg selv har været det udfordrende element, så har andre været det. De værktøjer man får, når man samarbejder med andre, dem bruger man jo også på arbejdspladser. Igen føler jeg mig lidt foran de andre, som kommer fra sådan nogle ene-studier, hvor de har siddet med hovedet nede i bøgerne og egentlig bare syntes, at det var fedt at læse, men overhovedet ikke har fået kompetencer i at samarbejde med andre. Det skal man sgu sætte stor pris på. Man glemmer det måske nogle gange, hvor man bliver frustreret over, at man skal være enige om alting og mødes hjemme hos nogen, og alt det der. Men det giver altså bare nogle kompetencer, og det er også derfor, RUC gør det. Og det er godt, at de gør det.«

Andreas Hemmeth sidder på en bænk i sin arbejdsplads DJBFA. Foto: Dejan Obretkovic

Hvornår blev du medlem af Mensa?

»Det gjorde jeg for tre-fire år siden. Jeg havde haft ret nemt ved nogle ting, specielt ved at skrive musik. Det er grundlæggende meget matematisk. Jeg har altid været ret dårlig til at spille musik, altså spille klaver eller spille guitar, men jeg har altid været god til at spille musik på computeren. Jeg var ikke rigtigt klar over, at der var de her ting i det. Der var en af mine bekendte, der blev medlem af Mensa, og jeg tænkte, at måske passede det også til mig. Så jeg var inde og tage nogle tests på Mensas hjemmeside. Efter det tager man så til en rigtig test, hvor man sidder i et lokale uden hjælpemidler, og det gik jo ret fint.«

Hvilke gode minder har du fra RUC?

»Jeg har rigtig mange, og mange relaterer sig til det fællesskab, der er; de venner man får og det sammenhold, man har derude. Det er alt lige fra at sidde og skrive opgaver til det mere sociale; fester og andre sammenkomster.  Jeg har nogle rigtig gode minder fra Melodi Grand Prix på RUC. Den vandt vi det år, vi var med. Forsangeren var Mette Rieck, som nu er aftenshow-vært, hende læste jeg sammen med. Vi fik bakset sådan en hip-hop sang sammen og endte med at vinde det hele – det var meget fedt.

Så var der en af årsfesterne, hvor et af teltene spillede 90’er-musik og vi var DJ’s. Der havde vi lånt den største røgmaskine, vi overhovedet kunne få, og den stod og fyldte hele lokalet med røg. Det endte med, at folk dansede på bordene. Det gik helt galt, men det var fandme en fed fest. Det var også noget med, at folk faldt ned af bordene og brækkede armen, så der kom ambulancer, og dørmanden truede med at stoppe musikken, fordi der var for meget røg i lokalet.

Så er der også minderne om, at man står på en eller anden vindblæst station og tænker, ‘hvad fanden laver jeg her?’ Men på et tidspunkt giver det mening.«

Har du nogle gode råd til folk, der læser på RUC nu?

»Ja. Jeg vil sige, at som chef kigger jeg meget på de kandidater, som har læst på RUC, for jeg ved, at de har nogle specielle kompetencer. For eksempel den evne til at samarbejde, som jeg snakkede om. Det sætter jeg stor pris på som chef. På den måde er et råd: Hold ud – der er mange gode folk fra RUC, som har nogle rigtig gode kompetencer, der er efterspurgte.

Og dyrk hinanden – dyrk fællesskabet. Der er ikke mange steder på universitetsniveau, hvor man får lov til det. Det er en unik størrelse på RUC, som er vigtig. Så dyrk dig selv, og dyrk hinanden, er måske det bedste råd, jeg kan give. Ellers bare tag det stille og roligt, det går nok. Vi skal nok nå det alle sammen, også selvom der er nogle ministre, der har sagt noget andet. «

»Det jeg vil stræbe efter, er at være i kontakt med sine følelser og sig selv.«

Hvad er succes for dig?

»Godt spørgsmål. Jeg tror, at succes er en meget personlig ting og kan variere meget alt efter, hvem du er. Grunden til det her interview er vel, at jeg har stået på en scene på et tidspunkt, eller været tæt på magtens centrum i Danmark.  Det er sådan nogle succeser, vi kan blive enige om, er spændende og interessante. Og så er der penge, anerkendelse og magt. Det er sådan nogle klassiske succesparametre. Men jeg tror, at jeg har fundet ud af, at succes er mere en blød ting for mig. Det er lykke, og at man har det godt og trives. Det er nogle andre parametre, jeg er kommet frem til, for jeg har også været drevet af anerkendelse, penge og magt. Det er jeg måske stadigvæk, der er bare noget andet, der er vigtigere for mig. Det er velvære, lykke og indre balance – selvom det lyder enormt floskelbetonet, men at være i kontakt med sine følelser og sig selv, det er det, jeg vil stræbe efter.«

Hvad er det så, der giver dig den velvære og lykke?

»Der er mange parametre, der gør sig gældende. For eksempel, at man har fundet det sted, man gerne vil være i forhold til sine omgivelser og sin familie og venner.

Jeg tror, at der er et element af, at man vedholder noget nysgerrighed. Jeg kan se på nogle af mine jævnaldrende, at hvis nysgerrigheden visner, så bliver hverdagen også mindre sjov at være i, for du stræber ikke efter noget. Du lever bare inde i en comfort-zone. Hvis du ikke har en længsel efter at møde noget ukendt rundt om hjørnet, så mangler du et eller andet. Så sådan et element er også vigtigt. Det kan være at lære et nyt sprog, eller lære at danse. Det kan være mange forskellige ting, men bare det at være nysgerrig er vigtigt. Nysgerrighed er også det, de bedste sangskrivere har, det er en af de vigtigste komponenter for dem. Selv om de er 73 år gamle og har prøvet stort set alt. Hvis de ikke er nysgerrige, så laver de ikke god musik. Den der ‘hvad kommer der rundt om hjørnet?’-nysgerrighed er måske det vigtigste.«