‘Markant stigning i antallet af eksamenssnydssager’ 
Artikel l 16.05.2019

Markant stigning i antallet af eksamenssnydssager

A
Aktuelt
Artikel l 16.05.2019
5 min
Antallet af sager, hvor studerende bliver taget i plagiat eller andre former for eksamenssnyd, er steget markant i første halvdel af 2019. Det handler ofte om et manglende kendskab til reglerne for videnskabelig redelighed

Skrevet af

Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør

Antallet af sager om eksamenssnyd ligger normalt på lidt over 30 personsager om året på Roskilde Universitet. Men i år er der allerede per 8. april indmeldt 33 personer – som dækker over 19 enkelte sager – om enten plagiat eller andre typer af eksamenssnyd. Det er en markant stigning, og det har betydet, at man fra afdelingen for Uddannelse og Studerende nu vil sætte særligt fokus på at forbygge blandt andet plagiat, men også andre typer af snyd.

»Det er svært for os at pin-pointe, hvad denne stigning skyldes, det er præcis de samme IT-systemer, som vi hele tiden har brugt, så det er ikke der, den ligger,« forklarer viceuddannelseschef Maria Louise Søndergaard fra Uddannelse og Studerende

Snyd rammer hele gruppen

Og der er god grund til at få styr på reglerne, da det har ganske alvorlige konsekvenser for de studerende, der ender med for eksempel en plagiatsag.

Dels er det hele gruppen, der bliver indberettet, hvis der mistanke om eksamenssnyd, også selv om det kun er et enkelt gruppemedlem, der har snydt. Og selv om man ikke nødvendigvis bliver mødt med kollektive sanktioner, hvis kun et enkelt medlem af en gruppe har begået plagiering, så betyder en indberetning, at man ikke kan gå til eksamen, før der er truffet afgørelse i sagen. Samtidig kan behandlingstiden for udredning af sagen føles langtrukken og være opslidende for de studerende, da sagerne bliver grundigt gennemgået og behandlet. En sag tager typisk et par måneder at behandle, men det kan, alt afhængigt af sagens omfang, også vare længere.

Når studerende bevidst plagierer eller på anden må snyder til en eksamen, en stedprøve eller i et projekt kan det handle om pres, om manglende viden om reglerne for citatbrug, eller det kan være bevidst plagiat eller andre formere for snyd. Tallene dækker derfor over mange forskellige typer af eksamenssnyd fra en lang række fag. Samtidig oplyser Studerende og Uddannelse, at snyd finder sted på alle niveauer af uddannelse.

Et af de fag, der har oplevet en stigning, er Social Entrepreneurship and Management. Her forklarer studieleder og lektor Luise Li Langergaard:

»Vi har set flere i år, end vi plejer. Det sker desværre indimellem, at der pludselig er ekstra sager, selv om vi gør meget for at oplyse om reglerne,« siger hun

På faget bliver de studerende, der bliver opdaget i potentielt at have snydt, i første omgang indkaldt til et møde med studielederen sammen med en bisidder.

»Det er ulykkelige sager, og ofte sker det, når de studerende er pressede og ikke har noget overskud. Der er også tilfælde, hvor de simpelthen ikke ved, at det er plagiat,« siger hun.

Kulturelle forskelle del af forklaringen

Hun peger også på, at kulturelle forskelle kan være en del af forklaringen. Det handler om hvilke erfaringer de studerende har med akademisk skrivning fra deres tidligere uddannelse. Nogle udenlandske studerende kommer fra en uddannelsesmæssig baggrund, hvor man i højere grad tillægger det værdi, at kunne gengive teori fra akademiske tekster, og det kan komme til udtryk ved, at de studerende overtager dele af de tekster, som de læser.

»Vi har et bredt, internationalt miljø med studerende fra hele verden. Og nogle af dem kommer fra uddannelseskulturer, hvor de har en ide om, at der er et rigtigt facit, som de så når frem til ved at plagiere.«

På Social Entrepreneurship and Management har man arbejdet meget på at få reglerne for referencer og for den gode opgave på plads hos de studerende. Blandt andet gennem workshops for opgaveskrivning på første semester og som et særligt fokusområde for studiemiljøkoordinatorer. Alligevel er der overraskende mange, der ikke er sikre nok i reglerne, når der bliver spurgt ind til dem. Og for en lille del ender det altså med en plagiatsag.

»Det er ofte en rigtig ulykkelig situation for de studerende. Men i sidste ende er det jo ikke noget, vi kan tage hensyn til. Hvad end der ligger til grund. Hvis der er tale om plagiat, så bliver det jo indmeldt både for dem, der bevidst snyder, og dem, der måske ikke har været klar over reglerne,« siger Luise Li Langergaard.

»Ofte indrømmer den studerende, at vedkommende har snydt. Men fortæller samtidig, at det ikke var hensigten at snyde.«

Bortvisning er yderste konsekvens

Finder man frem til, at der er tale om plagiat, kan konsekvenserne være en udelukkelse fra eksamen, karantæne fra at gå til eksamen et semester, delvis bortvisning eller egentlig bortvisning fra universitetet. Det sidste er tilfældet i en enkelt af de nyere sager, hvor en studerende altså er bortvist uden mulighed for at gøre sin uddannelse færdig. Det sker dog kun i meget alvorlige sager, hvor der er flere eksempler på plagiat og akademisk uredelighed.

Plagiat er den mest hyppige form for eksamenssnyd, men studerende bliver også opdaget i andre former for snyd, som for eksempel at kommunikere med andre under en stedprøve, købe sig til en opgave eller at arbejde tæt sammen under en individuel opgave. De sager, der bliver indberettet, ender hos Uddannelse og Studerende.

»Ofte indrømmer den studerende, at vedkommende har snydt. Men fortæller samtidig, at det ikke var hensigten at snyde. Det siger studerende i stort set alle sagerne. Derfor er det vigtigt at sikre, at de studerende ved hvad præcis, der er eksamenssnyd, og det vil vi nu arbejde på at få udbredt endnu mere. Vi håber også, at RUCs nye fælles uddannelsesregler kan fjerne en del af de snubletråde, der har været, så de studerende ikke kommer under så stort et pres, at de ender med at plagiere,« siger Maria Louise Søndergaard.

De nye regler betyder blandt andet, at studerende kan udeblive fra en eksamen og tage et nyt forsøg samme semester. Det kan muligvis betyde, at færre studerende vil vælge plagiat, hvis de er under stort pres, og i stedet bruge den nye mulighed.

Bedre oplysning er nøglen

Hos Studenterrådet har man ikke kendskab til stigningen i antallet af sager, men Micky Winther Rönnenberg, bestyrelsesmedlem i SR og medlem af RUC’s bestyrelse, ser det som en ærgerlig udvikling og mener, at ansvaret ligger hos RUC, der ikke informerer tilstrækkeligt om reglerne for plagiat, særligt selvplagiat.

»Det må være manglende forståelse for, hvad reglerne er. Vi hører om mange sager, hvor det er selvplagiat, og mange studerende, der ikke forstår, hvad plagiat er. Jeg kan ikke forstille mig, at der er studerende, der tænker, det er en god ide at plagiere,« siger han.

Lige nu forbereder Uddannelse og Studerende, på baggrund af de mange sager, at gøre eksamenssnyd til et særligt fokusområde i samarbejde med VIP’ere, fagområderne og viceinstitutlederne. Her skal der trækkes på viden fra andre universiteter og på erfaringer fra de enkelte institutter og fag. Særligt fokus vil ligge i begyndelsen af uddannelsen, så studerende fra starten får et godt kendskab til videnskabelig redelighed og dermed ikke ender i situationer, hvor de eksempelvis selvplagierer.