Morgenen startede som vanligt med, at vi stod op omkring 6:45 og fik børnene ud af sengen. Jeg bor med min kæreste og tre børn på otte, ti og tretten år på Vesterbro. Det var en stille og rolig morgen, vi har alle vores egne rutiner med at stå op, spise morgenmad, huske vores madpakker og den slags ting. Det var ikke mig, der skulle følge i skole i dag. Det er kun den yngste, der skal følges, de to andre går selv.
Så tog jeg toget til RUC. Togturen er ofte et tidspunkt, hvor jeg sidder og arbejder lidt, læser opgaver og orienterer mig i bøger. Her til morgen sad jeg og prøvede at få et overblik over ugen – hvad skulle jeg huske, og hvad skulle jeg nå? Jeg sidder med en blok og med min telefon, for før jeg får tændt computeren, er jeg jo nærmest ved Trekroner St.
Klokken 8:30 var jeg mødt ind på mit kontor. Jeg startede med at rydde op i nogle papirbunker, der skulle organiseres i mapper. Så kom Anton forbi (Anton Grau Larsen, red.).Han er ansat som postdoc på mit projekt, ”The European Field of Social-Scientific Knowledge Production”.
Anton havde været på et kursus og havde fået ideer til, hvordan vi bedre kunne indsamle data, så det fortalte han lidt om. Helt specifikt er det et spørgsmål om, hvordan man kan klassificere hvilke projekter i EU’s database, der har med samfundsvidenskab at gøre. Vel at mærke uden at skulle læse alle projekterne, for der er godt 20.000.
Bagefter gik jeg med over til Antons kontor, og så diskuterede vi hvilke analyser, han skulle foretage til et fælles oplæg, vi arbejder på. Det er et oplæg, jeg skal holde i Lissabon om tre uger. Jeg har et lille netværk af videnskabssociologer, som jeg mødes med hvert år.
Klokken 11:30 var jeg tilbage på mit kontor og prøvede at få samlet op på mails. Jeg er i gang med at få arrangeret en række interviews med folk, som er eller har været aktive i at udforme europæisk EU-politik i forhold til samfundsvidenskab. Det vil sige, at jeg prøver at få fat på folk, der sidder i EU-kommissionen eller har siddet i relevante arbejdsgrupper. Og de sidder selvfølgelig spredt ud over hele Europa.
Så det er noget med at skrive nogle mails og håbe på, at de har lyst til at tale med mig. Og de svarer ikke altid, de her kære folk, så det kræver tit, at jeg følger op og gennemgår min indbakke, hvilket jeg brugte en lille time på.
Så gik jeg i gang med at kigge på dokumenter på EU-kommissionens hjemmeside og i tidsskrifter på nettet. Min forskning er meget et detektivarbejde. Det er noget med at finde et dokument, som leder hen til et andet dokument, som så henviser til nogle andre dokumenter, osv. Og man kan ikke læse dem alle, for det er uendeligt mange sider. Så det gælder om hurtigt at finde ud af, hvad der er relevant. Det er et gravearbejde og et indsamlingsarbejde, og det er nemt at fortabe sig i. Man finder for eksempel en OECD-rapport på 200 sider, som indeholder to artikler, og det tager sin tid, før jeg har fået dem læst og fundet ud af, om de ikke er relevante, eller om de indeholder noget spændende.
Kristoffer Kropp er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
I sit nuværende project, “The European Field of Social-Scientific Knowledge Production”,
undersøger han forholdet mellem politik og videnskab.
Mere konkret ser han på, hvordan en europæisk samfundsvidenskabelig forskning forandrer sig i sammenhæng med en række politiske og sociale processer i Europa. Projektet blev søsat i 2018 og skal være færdigt i 2022.
Kristoffer Kropp bor til dagligt på Vesterbro med sin kæreste og tre børn. Han er netop blevet valgt som nyt medlem af Det Unge Akademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Foto: Dejan Obretkovic
Det er også et gravearbejde at finde frem til folkene bag sådan en rapport. Det er typisk ikke vårharer, der har skrevet en OECD-rapport fra 2000, og det kan være noget af et projekt at finde dem, hvor de sidder i dag.
Lidt over klokken 12 spiste jeg frokost ude i solen med min kolleger, og så var der besøg fra kommunikationsafdelingen på RUC. De er ved at oprette hjemmesider til nogle udvalgte forskningsprojekter, herunder mit. Så de gennemgik RUC’s politik på det område og spurgte ind til, hvad vores projekt har brug for i forhold til en hjemmeside. Så gik de, og jeg brugte et kvarter på at svare på nogle meget praktiske mails.
Sådan en dag er selvfølgelig også fyldt med overspringshandlinger. Det er som oftest ting, der ikke kræver den helt store tankevirksomhed – såsom at rydde op i papirbunker. Men det kan også være at tjekke nyhedssites ind imellem, for eksempel politiken.dk.
Om eftermiddagen satte jeg mig til at læse 4. semesters projektrapporter. De er skrevet af socialvidenskabsstuderende, som jeg skal eksaminere i næste uge. Opgaverne handler om alt fra klima, til frygt og ungdom.
Jeg tog toget hjem klokken 17:30. Om aftenen tog jeg ud at klatre.
Det var en helt almindelig morgen, hvor jeg fulgte den yngste i skole. Jeg var ude på RUC ved 9-tiden og startede med at svare på nogle mails. Så ringede jeg til service-desk og fik dem til at komme forbi for at hjælpe mig med et problem med min computer.
Imens den ansatte fra service-desk arbejdede, satte jeg mig til at læse artikler ved mit bord. Så stod jeg heller ikke og kiggede ham over skulderen.
Jeg har en artikel, som jeg skal have færdig til et sociologisk tidskrift, så der skal jeg lige læse mig ind på feltet og finde ud af, hvordan det skal frames.
Jeg bruger meget tid på at følge med i og læse om, hvad der sker på mit felt. Det er særligt internationale artikler, jeg læser, ligesom det er internationale tidskrifter, som jeg stiler mine artikler til. Det er ganske enkelt fordi, der ikke er danske tidskrifter, som udgiver artikler med de emner, jeg debatterer.
Jeg publicerer en artikel, når jeg har nok til et godt argument og en god historie, der siger noget om den diskussion, jeg gerne vil bidrage til. Tit opstår ideen til en artikel ud fra et oplæg, jeg har holdt.
Den seneste artikel, jeg publicerede, udkom sidste år, og så har jeg to bogkapitler på vej. Et i en dansk bog og et i en international bog.
Der kan selvfølgelig godt være et pres for at publicere; men det er som oftest en sammenhæng af forskellige ting, som skaber arbejdspresset. Man skal både undervise, publicere artikler, finde ekstern finansiering og deltage i forskellige interne råd og nævn. Og hvis man så ikke har været så heldig at få en stor bevilling, som jeg har fået, så skal man også ud og finde penge til sin forskning.
Efter jeg havde læst op på artiklerne, kom mine kolleger fra to andre institutter forbi. Vi har været på et ph.d.-vejledningskursus sammen, hvor vi blandt andet har været rundt at se hinanden vejlede. I dag talte vi om, hvad vi havde observeret og lært.
Det har været rigtig spændende at se, hvordan for eksempel laboratorieforskning ligner vores samfundsvidenskabelige forskning på mange områder. Og det har været meget givende – og også opløftende – at få andre til at se på min måde at vejlede på. Det er meget sundt at få et andet blik på.
Klokken 12 spiste jeg frokost i solen udenfor. Vi mødes typisk flere ansatte fra instituttet. Frokostpausen er et sted, hvor vi både diskuterer faglige ting, såsom hvad der lige sker på instituttet, og også bliver opdateret på folks børn, og hvad der ellers går for sig ude i samfundet.
I dag var der mange, der havde eksamener, og så kom det selvfølgelig til at handle meget om det. Så sparrer vi med hinanden om, hvordan man holder hovedet over vande, når man sidder med den samme kursuseksamen hele dagen. Eller taler om, hvordan man håndterer en nervøs studerende.
Om eftermiddagen læste jeg videre på artikler, og så tog jeg toget hjem til København lidt over 16. Det var mig, der skulle hente i dag og lave aftensmad.
Så snart der var ro i lejren derhjemme, satte jeg mig til at læse 4. semesters-projektrapporter. Jeg har nået de første tre ud af seks opgaver, som jeg skal læse. Det tager noget tid, for jeg skal ikke bare læse og synes noget om opgaven, jeg skal også finde ud af hvilke spørgsmål, jeg skal stille den studerende til eksamen. Jeg sad og læste opgaver frem til klokken 23, hvor jeg gik i seng.
Jeg tror, at det er meget typisk for både mig selv og mine kolleger, at vi sidder og arbejder om aftenen og i weekender. Hvis man vil nå nogen steder med sin forskning, så kræver det, at man lægger mange timer i det. Til gengæld er det et meget fleksibelt arbejde, hvor jeg kan tage tidligere fri andre dage, hvis det er nødvendigt.
Jeg synes, at jeg er meget privilegeret. Jeg får lov til at arbejde med ting, som jeg er meget engageret i, og jeg arbejder med folk, som er meget begejstrede for det, de laver.
Og det er et engagement, som jeg ikke tror, at forskningen kan være foruden.