Hvad der startede som et ungdomsoprør bragte professor Karin Wahl-Jørgensen, en middelklassepige fra Dragør, til et af verdens bedste universiteter: Stanford University i Californien, USA. 28 år senere bor Karin Wahl-Jørgensen stadigvæk i udlandet, hvor hun har fundet sit akademiske og følelsesmæssige hjem i Cardiff i Storbritannien. Hun undskylder for sin accent og de sporadiske vendinger på engelsk, griner og fortæller.

»Hvis jeg kigger meget på min skærm, er det, fordi jeg skrev noter, så jeg kan huske nogle danske ord!« forklarer Karin Wahl-Jørgensen. Hun videointerviewes over Skype.

Æresdoktor og fest

Den 20. september til årsfesten modtager Karin Wahl-Jørgensen den prestigefyldte æresdoktorgrad på RUC for sine banebrydende studier og sit arbejde med at få journalistikken etableret som et forskningsfelt. Når man spørger, hvorfor hun modtager æresdoktorgraden, svarer hun meget ydmygt, at det må man spørge RUC om, men griner og siger:

»Det har jeg også spekuleret meget på. Jeg er helt overvældet af stolthed og kan ikke helt tro på, at det er sket. Jeg tror, at der er to årsager: Jeg har spillet – med andre – en rolle i opbygningen af journalistikforskningen som selvstændigt felt. Den anden årsag er – selvom RUC ikke ville have mig i første omgang – at jeg i min karriere har arbejdet meget tæt sammen med RUC på mange områder«.

Karin Wahl-Jørgensen er en verdenskendt forsker for sit arbejde inden for følelser, demokrati og journalistik, hvilket også er en af bevæggrundene bag, at hun bliver tildelt graden som æresdoktor. Hun forsøgte at søge ind på RUC efter sin bachelor fra University of Iowa, men blev ikke tilbudt den uddannelse, hun ønskede.

”Off to Iowa!”

Efter gymnasiet begyndte længslen mod fjernere himmelstrøg at ramme den kun 18-årige Karin Wahl-Jørgensen. Hun valgte at trodse forældrenes ønske om, at hun blev hjemme i Danmark, rev rødderne op og rejste til USA – nærmere bestemt Iowa University – hvor hendes kæreste studerede.

»Det var en blanding af eventyrlyst og ønsket om at komme så langt væk fra mine forældre som muligt. Det gjorde jeg ved at tage en bachelorgrad på University of Iowa«.

Karin Wahl-Jørgensens forældre har begge en akademiske baggrund. Hendes mor var gymnasielærer og fra Israel, hvor hun blev uddannet som kemiker. Hendes far var flyveleder, indtil han midt i livet blev uddannet til advokat.

De havde intet problem med, at hun tog en akademisk uddannelse, for de har altid opfordret hende og hendes søster til at anvende deres gode intellekt. De forstod bare ikke, hvorfor det skulle være i USA.

»De var bestemt ikke glade, da jeg flyttede til USA. Jeg skulle være lidt teenage-rebelsk og komme så langt væk fra mine forældre som muligt. De syntes, at det var fjollet at tage til udlandet, men de støttede mig altid i min interesse for forskning«.

Karin Wahl-Jørgensen fik hverken stipendier eller legater med fra Danmark, men kærestens stipendie hjalp til det første stykke tid. Derudover levede hun af sin SU, indtil hun på sine underviseres anbefaling fik tildelt en masse små stipendier fra universitetet. Retrospektivt kan Karin Wahl-Jørgensen godt se, at hun ikke tænkte nok over økonomien, før hun tog springet til USA.

»Det virkede for mig som irrelevante detaljer, at jeg også skulle have råd til tuitionog noget at leve for,« fortæller hun med et smil og fortsætter:

»Jeg havde ikke tænkt så meget over, at det kostede penge at læse i USA. Jeg havde ikke lagt nogle ordentlige planer for, hvordan jeg skulle få råd – selv på et statsuniversitet som University of Iowa«.

I sidste ende gik det godt takket være de legater, hun fik fra universitetet. Forskerne så uden tvivl det store akademiske potentiale som Karin Wahl-Jørgensen besidder – et potentiale, der kunne havde kommet RUC til gode, men som i stedet gik til Stanford University i Californien.

»Da jeg blev færdig i 1994 (med bacheloren, red.), så tænkte jeg faktisk, at jeg gerne ville tilbage til Danmark. Det syntes mine forældre også var en god idé. Så jeg søgte ind på RUC for at videreføre mine studier. Det viste sig, at det ikke kunne lade sig gøre, da mine kvalifikationer ikke var helt gode nok til at få min bachelorgrad overført,« siger hun.

Karin Wahl-Jørgensen fik tilbuddet om at starte på andet år af bachelorgraden på HUMBach på RUC, men modtog samtidigt et tilbud om optagelse på en ph.d.-uddannelse på Stanford University. Da valgte Karin Wahl-Jørgensen at tage tilbuddet fra et af verdens bedste universiteter og endte derfor ikke med at flytte tilbage til Danmark. Trods stoltheden over sinudnævnelse til æresdoktor, kan hun også se humoren i, at hun nu får en grad på RUC, selvom hun ikke kunne gå der:

»Jeg er rigtig stolt og glad for, at RUC giver mig graden som æresdoktor. Jeg kan godt se, at det er lidt sjovt, at jeg ikke fik en grad fra RUC dengang (da hun søgte sin bachelor på RUC, red.), men at jeg nu alligevel får det,« fortæller Karin Wahl-Jørgensen.

Demokrati og journalistik

Karin Wahl-Jørgensen forsker i en af de mest relevante problemstillinger i vores tid: Forholdet mellem demokrati, politik og journalistik. Hun fokuserer særligt på, hvordan sociale medier påvirker den offentlige samtale, og hvordan følelser får en stadigvæk større rolle i journalistikken og den politiske debat.

»Det er så vigtigt at bevare journalistikken, særligt i en sammenhæng hvor sociale medier og ekstreme stemmer får mere spillerum i det offentlige liv,« forklarer Karin Wahl-Jørgensen med en alvorlig mine og fortsætter:

»Mit største projekt er at undersøge forholdet mellem demokrati og journalistik. Det er særligt vigtigt i dag, fordi der er så mange trusler mod journalistikken som institution og de individuelle journalister. Jeg har et normativt projekt, der handler om at forsvare journalistikken”.

Dette har hun også gjort i samarbejde med forskere fra RUC, som hun flere gange roser til skyerne: »Jeg har den største respekt for mine kollegaer på RUC,« fortæller hun i sammenhæng med den lange liste af forskningsprojekter og andre samarbejder, som hun har haft med RUC.

Midt i de lange forskningsprojekter, savner Karin Wahl-Jørgensen dog nogle gange at have fingrene i journalistikken igen:

»Jeg har lidt savnet, hvor spændende journalistikken er, når man har en deadline, og alting er hektisk og intenst. Jeg sidder med et forskningsprojekt over en tiårig periode, så nogle gange savner jeg tidspresset i journalistikken«.

Forkæmper for forskning i journalistik

Karin Wahl-Jørgensen har arbejdet som journalist over flere korte perioder – blandt andet i Washington DC, hvor hun dækkede den skandale-fyldte Clinton-administration. Dog følte hun, at hun manglede tiden og ressourcerne til at fordybe sig 100 pct. i sine historier i den deadline-drevne hverdag som journalist.

»Jeg elskede at fordybe mig og skrive. Særligt da jeg var i Washington DC, samtidig med Clinton administrationen, skete der mange spændende ting. Såsom Monica Levinski-skandalen og mange andre politiske kontroverser,« siger hun.

Derudover endte hendes livslange akademiske baggrund og interesse med at spænde ben for hende. Hun fik at vide af sin redaktør i Washington, at hendes research var god, men sproget for akademisk. Det var første hint i retning af, at hun skulle gå forskningens vej. Hun fandt sit hjem i Cardiff i England, hvor man allerede dengang begyndte at arbejde med journalistik som et selvstændigt forskningsfelt:

»Da jeg blev færdig med min ph.d., var der en stadigt voksende kritisk masse, som begyndte at forske inden for journalistikken. På RUC var der allerede etableret et forskningsmiljø, hvor særligt Kim Schrøder gjorde – og gør – en kæmpe indsats for forskningen«.

Karin Wahl-Jørgensen (med flere forskere) trak forskningen væk fra de kvantitative metoder og hen mod de sociologiske og antropologiske kvalitative studier. Dette fandt hun i forskningsmiljøet i Cardiff, og sådan har hun det stadigvæk efter 19 år. Netop dette har også bidraget til, at forskning i journalistik ikke længere er en niche under kommunikationsstudier, men 20 år efter er et selvstændigt felt.

Blokfløjter, ’Vi Unge’ og skak

Karin Wahl-Jørgensen er en kvinde med mange oplevelser i baggagen. Hun startede sin karriere i gymnasiet på ungdomsmagasinet ’Vi Unge’ som freelancer, frivillig på skolebladet og har også været et smut forbi kulturredaktionerne som musikjournalist. Dét til trods for, at hun egentligt ikke er særligt musikalsk selv; hun elsker bare musik inden for alle genre.

»Jeg torturerede mine forældre i en periode ved at spille blokfløjte. Så spillede jeg også ret dårligt klaver i en årrække, indtil jeg stoppede i gymnasiet. Min mor syntes, at jeg var vildt god til at spille klaver, men der var ikke så mange andre, der delte hendes mening. Jeg gik også til kor, men måtte indrømme, at jeg var den, der sang mest falsk,” siger Karin Wahl-Jørgensen med et stort smil. Adspurgt om, hvilke genrer hun foretrækker, kan hun ikke udpege sin favorit:

»Lige nu lytter jeg mest til den popmusik som min 11-årige søn spiller, men jeg har mange musikalske interesser«.

Forruden musikken var det den akademiske nysgerrighed og muligheden for at styrke sit intellekt, der drev Karin Wahl-Jørgensen. Dette ledte hende blandt andet til at lære skak og blive en ekspert på historiske figurer.

Karin Wahl-Jørgensen har altid fundet den politisk stærke og litterært dygtige datter af Christian IV, Leonora Christina Ulfeldt, inspirerende på grund af hendes styrke, hvilket også var hvorfor hun var med i ’Kvit eller Dobbelt’ som 16-årig som Leonora Christine-ekspert. Hun vandt 32.000 kroner.

»På det tidspunkt kunne jeg få en masse karamelstænger, flødeboller og øl – hvis man ville det – for de penge,« siger hun.

Når man taler med Karin Wahl-Jørgensen er der ingen tvivl om, at hun er et ekstremt intelligent menneske. Dette er til dels på grund af hendes succes som forsker, men også på baggrund af hendes fritidsinteresser som barn; hvor andre legede med dukker og lægger makeup, rejste Karin Wahl-Jørgensen verden rundt som ungdomsmester i skak. En interesse hun ikke ville have haft, hvis ikke hun havde kedet sig i folkeskolen.

»Min dansklærer lagde mærke til, at jeg kedede mig i dansktimerne. Så gav han mig valgmuligheden mellem at følge med eller læse skakbøger. Jeg havde egentligt ikke nogen interesse for skak, men fandt ud af, at det var ret sjovt«.

Karin Wahl-Jørgensen var ofte den eneste pige blandt 20 drenge til skak, hvilket hun fandt ret komisk og fedt, da hun var teenager. Det var unikt, fortæller hun, at få et indblik i ”drengeverdenen”, men det kunne også være hårdt at skulle bevise sit værd som kvinde i den verden. Det viste sig dog, at det ikke blev noget problem. Karin Wahl-Jørgensen endte på det danske pigelandshold, hvor hun blev Danmarksmester to gange. Derefter repræsenterede hun Danmark til verdensmesterskaberne i både Indien og Puerto Rico. Men trods skakken drømte hun altid om at blive forfatter.

 »Lige siden jeg lærte at læse og skrive, drømte jeg om at blive forfatter. Jeg skrev på min gamle skrivemaskine, som jeg havde arvet fra min farmor. Jeg sad altid og skrev digte, historier og noveller. Interessen for journalistik kom først i gymnasiet,« siger hun.

I dag kan Karin Wahl-Jørgensen stadigvæk godt lide tanken om at være forfatter, men har også oplevet, at hun ikke trivedes med at være alene i sit skrivearbejde. Det kunne ikke forenes ikke med hendes udadvendte personlighed.

 »Det er svært at sidde for sig selv og skrive, når man er et meget socialt menneske. Jeg har prøvet det, når jeg har taget sabbat-semestre, men realistisk set foretrækker jeg blandingen mellem at skrive, interagere med andre mennesker og undervise«.

Journalistikkens fremtid

Qua Karin Wahl-Jørgensens forskningsfelt undersøger hun også, hvad der kendetegner journalistikkens forhold til følelser i dens fortid og nutid. Her lægger hun særligt mærke til, at journalister ikke altid anerkender følelsernes værdi og tilstedeværelse – noget som hun forsøger at ændre via sin forskning.

»Da jeg begyndte min forskning, var det en kæmpe elefant i rummet at tale om følelser i journalistik. Det måtte man ikke tale om. Historisk er følelser blevet ignoreret i journalistik, fordi journalister er blevet anset som neutrale og objektive aktører i det offentlige rum«.

Nu oplever hun dog, at journalister træder ud af deres traditionelle rolle som (i hvert fald ifølge dem selv) objektive observatører af demokratiet. Det betyder dog ikke, at journalister skal stoppe med at være kritiske eller stille magthaverne til ansvar. I de sociale mediers tidsalder skal man være endnu mere opmærksom på sin kildekritik; man skal som journalist have endnu mindre tillid til, hvad de magtfulde fortæller os:

»Journalister skal fortsat stille magthaverne til ansvar for deres handlinger. På samme tid er vi i den meget interessante tidsalder, hvor man ikke længere nødvendigvis kan stole på, at politikerne intenderer at fortælle sandheden eller reelt fortæller sandheden. Journalister skal være endnu mere stålsatte på at faktatjekke«.

Derfor mener hun også, at journalister skal slippe deres greb om skrivebordet og computertastaturet og arbejde proaktivt ude i ”virkeligheden”. Det er vigtigt, at man arbejder blandt sine kilder og mindsker distancen mellem journalisten og folket. På den måde kan journalisterne også mindske deres ry for arrogance, mener Karin Wahl-Jørgensen.

»Der er en distance mellem læseren og journalisten, så journalisterne skal ud af deres skal og snakke med folk: Hvorfor mener de det, de gør? Hvad føler de? Hvad oplever de? Vi skal forstå folk. Journalister i dag er mere afhængige af sociale medier, og er mere bundne til deres skrivebord,« siger hun.

Til sin egen lettelse, oplever Karin Wahl-Jørgensen – trods disse strenge formaninger – en positiv modbevægelse, hvor skrivebordsjournalisten bliver mindre udbredt.