Praksis ændrer ikke sig selv. Se, det er en let erkendelse. Men hvordan man så får praksis til at ændre sig, er et lidt langt vanskeligere spørgsmål at besvare. Med et nyt studie forsøger lektor Annika Agger og professor Eva Sørensen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv at nærme sig svaret på spørgsmålet. Dette studie har Association of European Schools of Planning (en sammenslutning af europæiske planlægningsuddannelser) netop præmieret til at være årets bedste forskningsartikel inden for sit felt.

Studiet handler om, hvordan man leder innovationsprojekter i den offentlige sektor og skaber fremtidens nye løsninger sammen med borgerne i takt med, at velfærdsstaten møder nye udfordringer. For der en masse problemstillinger og udfordringer, der kan løses med innovation, fortæller Annika Agger.

»Lige nu er der virkelig meget fokus på den grønne omstilling, og hvordan vi når et mål om at reducere vores CO2 med 70 pct. Men der er også andre meget store og udfordrende velfærdsproblemer. Vi får flere ældre, vi får flere personer med diabetes, og der kommer flere flygtninge,« siger Annika Agger.

»Mange af de måder, vi gør ting på, er ofte blevet udviklet i efterkrigstiden, hvor problemstillingerne så anderledes ud. Derfor er særligt vores forvaltningsstruktur nogle gange ude af takt med den kompleksitet, som mange af de her problemer indebærer. Viden forandrer sig. Borgerne og interessenternes krav forandrer sig. Der har været nedskæringer, som har gjort, at der hele tiden skal tænkes, om man kan gøre tingene på nogle smartere måder. Der er simpelthen brug for at innovere«, siger hun.

Borgere inddrages i innovation

En af de store trends i disse år, når den offentlige sektor skal innovere, er samskabelse. Det betyder, at de borgere, som bliver berørt af ændringerne, også skal inddrages i processen.

»Borgerne ved, hvor skoen trykker. Men det tager tid, hvis man i højere grad skal involvere borgerne, og mange offentligt ansatte er virkelig pressede. Så de kan opleve det som udfordrende, når de pludselig skal sætte tid af til at få en masse stemmer i spil,« siger Annika Agger.

»Men jeg oplever, der er en stor velvillighed til at inddrage borgerne, og der er rigtig mange offentlige sektorer, som eksperimenterer og prøver at gå nye veje. Det, der er antagelsen bag mange af de her tankegange, er, at den ekstra tid, det tager, er godt givet ud, for så vil løsningen være bedre forankret.«

I forskningsartiklen har Annika Agger og Eva Sørensen udviklet et skema, der kommer med en række anbefalinger til, hvordan man skal lede sådan en proces. De har delt lederens rolle op i fire forskellige roller: piloten, indpiskeren, kulturskaberen og kommunikatoren.

»Det her er nogle forskellige roller, man kan tage i forskellige situationer, og som man kan anvende strategisk i forskellige situationer. Så kan man få sat ord, billeder og nuancer på, hvad det er for nogle strategier, der kan være mest hensigtsmæssige i den givne situation,« siger Annika Agger.

Forskellige videnskabelige metoder

Den nye forskningsartikel sammenkobler den teoretiske viden, der eksisterer om både innovationsprocesser og politisk planlægning. Men den er også baseret på de praktiske, empiriske erfaringer fra de embedsfolk, der arbejder med byfornyelse i Københavns Kommune.

Forskerne har både interviewet, observeret og arrangeret workshops med embedsfolkene, samt udarbejdet dokumentanalyse af de offentlige dokumenter. Det er blandt andet denne varietet i metodearbejdet, som bliver fremhævet i begrundelsen for, hvorfor Annika Agger og Eva Sørensen har fået prisen.

»Det er helt forskellige data, man får. Med interviews kommer man i dybden, når man hører en person fortælle om sin hverdag, og hvad vedkommende synes, der er vigtigt. Men jeg har også skygget områdefornyelseslederne en hel dag (en metode, der hedder shadowing, red.), hvor de skulle arrangere et lokalt beboermøde. Her blev jeg opmærksom på, hvor meget deres people skills betød i deres arbejde. De var meget opmærksomme på at få folk til at føle sig godt tilpas, både med deres kropssprog, små sætninger og komplimenter. Den interaktion med andre havde jeg slet ikke fanget i samme grad med interviewene«.