‘Q&A med Brian Lykke: I gruppearbejdet blev jeg forberedt til arbejdslivet’ 
24.10.2019

Q&A med Brian Lykke: I gruppearbejdet blev jeg forberedt til arbejdslivet

A
Aktuelt
24.10.2019
8.30 min
Foto: Dejan Obretkovic
Komikeren Brian Lykkes tid på RUC blev udfordret af comedy og konsulentarbejde. Det tog ham derfor ni år at færdiggøre sine studier. RUC Paper tog hjem til ham for at høre, hvordan han husker tilbage på studietiden, og hvorfor han synes, at RUC til tider kunne være lidt for ”løs”.

Skrevet af

Niels Overgaard Christensen

Journalist

Hvad render du og laver nu?

»Lige nu er jeg i en udviklingsperiode, hvor jeg har en masse projekter i gang, som ikke er solgt ind endnu. Det er et par Tv-projekter, jeg skriver på, en radio-idé, og så er vi ved at forberede vores livetour til foråret med børneshowet Onkel Reje. Så det er en udviklingsperiode, og det har det været siden sidste år, hvor jeg simpelthen havde så mange produktioner og meget travlt. «

Du har en cand.comm. fra RUC – hvad læste du?

»Jeg gik på Sam-Bas, hvor jeg læste Pædagogik og Performance Design.«

Hvad fik dig til at vælge de fag?

»Det lyder lidt uambitiøst, men Pædagogik var det eneste studie, der blev udbudt det semester. Jeg var mere oppe at køre over Performance Design, det var vildt flippet med god energi, mens Pædagogik var lidt en nødløsning. «

Hvordan gik du fra en cand.comm. i Pædagogik og Performance Design til at være komiker og skuespiller?

»Jamen, min RUC-tid var lidt et miskmask, for jeg tog de to år på Sam-Bas, som man nu gør. Men så fik jeg universitetspraktik på DR, hvor jeg kom på Banjos Likørstue. Det var sådan noget ungdomssatire. Jeg syntes, at det var fedt, og det varede et halvt år. Så kom jeg tilbage til RUC og tog et semester på Pædagogik samtidig med, at jeg udførte konsulentarbejde for Berlingske. Det var sådan noget med at optimere arbejdsprocesser. Det var et studiejob, jeg tog med mig fra Århus, fra da jeg boede der. Der kom bare mere og mere på, hvilket gjorde, at jeg i 2004 gik ud af RUC for at få fuldtidsarbejde på Berlingske. Men det kunne jeg ikke rigtig holde ud i mere end et halvt år. Så blev min kære hustru gravid, hvorefter jeg sagde op, og så rejste vi til Mexico og USA. Der var det lidt uvist, hvad fanden der nu skulle ske. Men vi kom tilbage, og jeg tog studiet og studiejobbet op igen. Det var lidt snørklet med et semester her og der. Jeg begyndte på Performance Design, men jeg begyndte sideløbende også at lave mere og mere comedy. Så summa summarum tog hele min uddannelse ni år og ikke fem år.  Men jeg gik der ikke i ni år; det var fordi, det kom snigende, det her comedy, og fyldte mere og mere.«

Hvilke kompetencer har du kunnet tage med ind i dit comedy- og konsulentarbejde?

»Der er nok ikke noget, jeg kan pinpointe helt konkret. Det er noget med gruppearbejdet og så de her bløde værdier, som jeg har taget med mig. Jeg går jo ikke og bruger særlige metoder eller Bourdieu-teori. Men jeg bruger det, at jeg har lært at trække på andres kompetencer. Og så har jeg også lært noget af at arbejde sammen med folk, selv om man efter to gruppemøder tænker, at ”det var ikke lige nødvendigvis vedkommende, jeg gerne ville arbejde sammen med”. Men så finder man ud af det alligevel og får noget konstruktivt ud af det.
Det er sådan noget, jeg har med i bagagen. Men det er lidt svært at pege ud, for jeg er egentlig så langt fra det, jeg foretog mig på RUC. Men igen, jeg sidder lige nu og skriver på en Tv-serie, og det er jo også en opgave som dem, man har på RUC. Og selv om det er svært at konkretisere, så er der jo alligevel noget, jeg har taget med mig.«

Hvilke gode minder har du fra RUC?

»Jeg har både gode og dårlige minder. Jeg synes, at gruppearbejde gjorde noget – socialt og menneskeligt. Man snakkede med og færdiggjorde en opgave sammen med nogen, som man normalt ikke ville gå hen til og sige ”Halløj du”.
Det skyldtes blandt andet, at det var projektet og overskriften, der var udgangspunktet. Det synes jeg, er en utrolig fed måde at gøre det på. Nu er det nogle år siden – jeg blev jo færdig i 2010 – men jeg synes også, at man kunne fornemme, at der var nogle, der blev båret lidt igennem i gruppearbejdet.

Så synes jeg, at der er et eller andet underligt i, at vi skulle arbejde i grupper, grupper, grupper, grupper. Men specialet, det skal du selv skrive. Altså hvad fanden, alt det, vi har gået og øvet os på, og de ting, vi har fået at vide er vigtige, de gælder pludselig ikke. Når det virkelig gælder, så er det uden faldskærm. Det synes jeg er vildt underligt. Det devaluerede på en eller anden måde hele RUC-formen.«

»Jeg husker mest RUC for gruppe-processerne.Og det var også gruppeprojekterne, der gjorde, at jeg fik noget med.«

»Jeg havde også nogle spøjse oplevelser med Performance Design. Det var en helt ny uddannelse dengang. Den har jo lige haft 15 års jubilæum, så vi var nogle af de første. Og på det studie, som forhåbentligt er meget mere tjekket nu, var det helt vanvittigt. Vejlederne kunne ikke give os noget teori. Der var ikke noget teori, det var et nyt fag, jo. ”Det må I … øhh, I må jo selv skrive det,” sagde de. Altså, det var så løst og så flippet på en eller anden måde. Det var også fedt, men det gjorde, at det var lidt noget gøjleri.  Vi skrev om såden et energimærke, der skulle på fødevarer. Performance-delen var så, hvordan man fik det her mærke frem i verden. Men jeg kan dårligt huske den teori, vi brugte, for halvdelen skrev vi selv. Men det var også fedt og meget farverigt. Der var nogle farverige vejledere. Uddannelsen var egentlig grundlagt i samarbejde med Roskilde Festival. Så meningen var jo også at uddanne folk til at være leder af en festival, eller et teater, og være lidt en kaospilot. Så der var en hel anden vibe, og en hel anden energi, end der var på Pædagogik, som var et rimelig tørt studie.

Så jeg husker mest RUC for gruppe-processerne frem for de storslåede forelæsninger. Og det var også gruppeprojekterne, der gjorde, at jeg fik noget med.«

Hvorfor valgte du RUC?

»Jeg søgte først ind på Journalisthøjskolen og tænkte, ”Der kommer jeg ind”. Og så gad jeg ikke søge andet. Men jeg kom ikke ind.

Jeg havde en kæreste i København, men boede selv i Århus, så jeg kiggede derover og tænkte ”Jeg kunne også godt tænke mig at bo i København”. Jeg tænkte over, hvad der var af muligheder, og hvad jeg troede, at jeg kunne klare. Jeg havde aldrig været fokuseret på skolen. Og det er ikke fordi, RUC er lettere; men det var mere tiltalende for sådan en som mig – der ikke er en virkelig bognørd – at der var gruppearbejde.  Men det var også en stædighed i forhold til, at der ikke var nogen i min familie, som havde gennemført universitetet. Det var også en drivkraft. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle på universitetet. Så det virkede som en blød start at gå på en basisuddannelse i to år.«

Brian Lykke smiler og kigger op mod loftet, hvor Tilde Mardahl-Hansen kan høres gennem brædderne:

»Hører du efter, Tilde?,« spørger han op mod brædderne.

»Ja, du sidder og reproducerer alle fordomme om, at RUC er løst, useriøst og et sted, hvor man kan tage den lidt med ro,« siger hun. Tilde Mardahl-Hansen er ekstern lektor i psykologi på RUC og Brian Lykkes kone.

»Jeg siger, at det var en god måde at starte ud lidt mere blødt, fordi Sam-Bas generelt er et mere hardcore fag. I øvrigt er det mig, der bliver interviewet – de optager det her, og du kommer med,« fortsætter Brian Lykke.

De griner lidt.

»Jeg beklager, hvis jeg reproducerer nogle fordomme om RUC, men det var min oplevelse af det. Jeg ved nu ikke, om det er en fordom. Jeg synes, at det er meget positivt, at de her basisuddannelser giver dig en bredere vifte. I min situation tror jeg aldrig, at jeg havde fået en universitetsuddannelse, hvis det var bygget op på en anden måde. At jeg så ikke bruger den til en skid, uddannelsen, det er noget helt andet.«

Foto: Dejan Obretkovic

Mødte du din kone på RUC?

»Ja, vi mødtes til en julefrokost på Sam-Bas. Det har nok været halvandet år inde. Vi startede samtidigt og gik i hus sammen. Jeg havde lagt mærke til hende, og hun havde ikke lagt mærke til mig – så måtte jeg jo lige fyre den af til julefrokost og skrue op for charmen.«

Har du nogle gode råd til folk, der går på RUC i øjeblikket?

»Nu er der jo sikkert sket en masse, siden jeg gik ud. Men hvis der er noget sted, hvor man bliver forberedt til arbejdslivet, så er det netop i gruppearbejdet. Det er jo det, man kommer ud i: at løfte opgaver sammen og ikke sidde foran skærmen eller med snuden i en bog. Det at skabe relationer og løfte i flok, synes jeg grundlæggende er godt. Så rådet er at vælge RUC, hvis man vil have det med. Til gengæld er det mere op til én selv at hænge i og studere lidt ekstra, hvis det ikke kun er gruppetingen, der skal fylde. Jeg kan helt klart sige, at jeg ikke var flittig nok til forelæsningerne. Så hæng i, også udover gruppearbejdet, det må være mit råd.«

Hvad er success for dig?

»Det er at lykkes med de mål, man sætter sig. Jeg er i en branche, hvor man søger omverdenens anderkendelse. Det er lidt eksponeret, når man er i medierne og foran publikum. Der søger man netop anerkendelsen, at sætte nogle flag, vinde nogle priser og alt sådan noget. For mig personligt er det at nå de mål, jeg gerne vil. Det må være success. Så må omverdenen selv finde ud af, hvad de synes, kriterierne er. Jeg har sat nogle flag, og jeg er glad for, hvor jeg er, og hvor jeg er nået til. Det giver også noget brændstof til at sætte sig nye mål.«