‘Tilmeldingen til næste års Ph.d. Cup er åbnet’ 
21.11.2019

Tilmeldingen til næste års Ph.d. Cup er åbnet

A
Aktuelt
21.11.2019
3.30 min
Foto: Thomas Nielsen
I 2020 afholdes der igen den årlige Ph.d. Cup, hvor de bedst formidlede ph.d.-afhandlinger er i fokus. Tilmeldingen er allerede åben.

Skrevet af

Julie Steenbuch Holt

Journalist

Siden 2013 har forskningsformidlingskonkurrencen Ph.d. Cup hvert år kåret den forsker, der har været bedst til at formidle sin forskning i en ph.d.-afhandling. Og det sker igen i 2020. Konkurrencen er udviklet i samarbejde mellem DR, Information og Lundbeckfonden, og formålet er at sprede den forskning, der bliver udført i Danmark så langt ud til befolkningen som muligt via TV, radio, internettet og på skrift samtidig med, at det er en konkurrence for unge forskere, som kan få lov til at prøve kræfter med, hvordan de formidler deres forskning til den mere gængse befolkning.

Alle, der har afleveret og fået godkendt deres ph.d.-afhandling i 2019 kan søge om at være med. Fristen er den 31. januar 2020. Afhandlingen må gerne være skrevet på engelsk, men man skal have mulighed for at kunne formidle den på dansk.

Konkurrencen kulminerer i et stort kåringsshow den 29. april 2020. Her skal de fem finalister, der bliver udvalgt af dommerpanelet, præsentere deres forskning på scenen i DR Koncerthuset og kæmpe om at vinde honoraret på 30.000 kroner, der enten kan bruges til en forskningsrejse, en forskningsfilm eller et individuelt forløb hos Information, hvor vinderen kan få endnu flere redskaber til skriftlig formidling af forskning og til at få sin forskning så bredt ud som muligt.

Inden kåringsshowet vil de fem finalister få coaching og sparring med erfarne og rutinerede videnskabsformidlere, medietræning og feedback på deres præsentationsevner, så de er fuldstændig klar til at formidle deres forskningsprojekt den 29. april.

Siden 2013 har 50 unge forskerspirer tilmeldt sig konkurrencen, men arrangørerne bag vil gerne have, at endnu flere tilmelder sig og opfordrer derfor alle interesserede til at melde sig.

RUC’er i finalen

Til finalen i Ph.d. Cup i 2018 var RUC repræsenteret gennem Iben Charlotte Aamann, der i dag er postdoc på Center for Sundhedsfremmeforskning ved Institut for Mennesker og Teknologi. Hendes ph.d.-afhandling stillede skarpt på forældreskab og de konsekvenser, som den øgede fokus på sundhed har affødt. Hendes afhandling behandler paradokset om, at vi som samfund gerne vil forebygge social ulighed i sundhed, men for at kunne forebygge problemer kræver det, at problemerne bliver identificeret, før de opstår.

»Min oplevelse var, at det var tidskrævende, intenst og indimellem grænseoverskridende.«

Iben Charlotte Aamann, finalist for RUC i Ph.d. CUP 2018

Det betyder, at forældre bliver vurderet på, om de er i en bestemt risikogruppe, hvor de ikke evner at træffe sunde valg for dem og deres børn.

»Mit forskningsprojekt argumenterer for, at dette sociale terræn genindstifter klasse og de spørgsmål om den enkeltes moralske værd, som klasse uvægerligt rejser. Og mine analyser viser, at det forebyggende arbejde virker modsat intentionen,« skriver Iben Charlotte Aamann i sin formidlingstekst af sin afhandling til Ph.d. Cup.

Til RUC Paper fortæller hun, at det overordnet har været en god oplevelse at være med. Hun nød at have mulighed for at skrive indlæg til Information, være med på Folkemødet på Bornholm og deltage i det store kåringsshow. Men det har også været hårdt.

»Min oplevelse var, at det var tidskrævende, intenst og indimellem grænseoverskridende,« fortæller Iben Charlotte Aamann.

Her kan du se hende formidle sin forskning under kåringsshowet den 24. april 2018.

Desværre vandt Iben Charlotte Aamann ikke, men hun fik en masse ud af at være med:

»Jeg har kunnet bruge det til at blive mere bevidst om, hvordan forskning skal formidles, så det får en større samfundsmæssig betydning.«

Vinderen af Ph.d. Cup i 2018 blev lægen Anders Rehfeld fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Hans afhandling undersøgte kemikaliers påvirkning af sædceller.

I 2019 deltog Camilla Bernild fra RUC, som forskede i, hvordan pårørende helt strukturelt faktisk er ekskluderet fra indsatsen i sundhedssystemet. Vinderen i år blev Eline Malm Meldgaard fra Institut for Sundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Hendes afhandling konkluderede, hvordan parasitiske rundorme, der plager mennesker og dyr over hele verden, anvender metoder langt mere avancerede, end vi hidtil har vidst. Formålet med forskningen var at finde frem til, hvordan disse parasitter overlever i mennesker og dyr og gør disse syge uden at blive opdaget. Eline Malm Meldgaard håber, at hendes forskning kan være med til at udvirke, at man opdager parasitterne i mennesker og dyr tidligere og derfor mere effektivt kan bekæmpe dem.